Langt ude i kanten af den store skov, der hvor stjernerne altid skinner lidt kraftigere, bor en dreng ved navn Holger. Holger er ikke som de fleste andre børn, for han har en helt særlig evne til at se det, som alle andre sover fra.
Når natten falder på, og mørket lægger sig som et blødt tæppe over husene, begynder Holger sit vigtigste arbejde. Han er nemlig drømmefinder, og i nat er der ekstra travlt, for vinden har blæst så kraftigt, at mange drømme er blevet væk fra deres ejere og nu svæver rundt som herreløse lysglimt mellem de gamle egetræer.
Holger trådte ud af sin dør med et par forede støvler, der ikke sagde en lyd, når han gik på de visne blade. I hånden bar han et stort, blåt silketørklæde, som hans bedstemor engang havde givet ham. Tørklædet var magisk, for det kunne fange selv de mest glatte og hoppende drømme uden at forskrække dem. Da han nåede ind i skovtykningen, så han det med det samme. Skoven var ikke mørk indeni; den var fyldt med små, svævende kugler af lys, der dansede mellem grenene som forvirrede ildfluer. Det var de herreløse drømme.
Den første drøm, Holger fik øje på, var en lille, neongrøn sag, der sitrede af spænding. Da han forsigtigt indfangede den i sit silketørklæde, kunne han mærke en svag lyd af en cykelklokke og duften af nyslået græs. Holger lukkede øjnene og mærkede efter. Drømme har altid en helt bestemt rytme, der passer til det hjerte, de hører hjemme i. Denne drøm bankede hurtigt og ivrigt. Holger vidste med det samme, hvem den tilhørte. Det var Malthes drøm. Malthe boede i det gule hus for enden af vejen, og han havde i ugevis ønsket sig at lære at køre uden støttehjul. Drømmen var fuld af balance og fart, og uden den ville Malthe vågne og føle sig usikker.
Holger listede hen til det gule hus, åbnede forsigtigt vinduet på klem og lod den grønne lyskugle svæve ind. Han så, hvordan den landede blødt på Malthes pande og forsvandt ind i hans søvn. Malthe smilede i søvne og bevægede sine ben, som om han trådte i pedalerne. Holger nikkede for sig selv og skyndte sig tilbage til skoven. Der var mange flere, der havde brug for hjælp.
Oppe i en gammel bøg sad en stor, gylden drøm fast mellem to grene. Den var tung og skinnede med et varmt, roligt lys. Da Holger fik den fri, hørte han lyden af fjerne bølger og mærkede varmen fra en sommersol. Det var en drøm om fred og ro, en drøm der hørte til hos en, der havde haft en alt for travl dag. Holger vidste, at denne drøm tilhørte den gamle bager, der altid stod op før alle andre for at ælte dej og bage rundstykker. Bageren havde virket så træt i går, og uden denne gyldne drøm ville han aldrig få hvilet ordentligt ud. Holger bar drømmen som en dyrebar skat gennem natten og lagde den på bagerens pude, lige ved siden af hans store, melstøvede natmadre.
Mens Holger gik gennem skoven, mødte han en drøm, der var helt anderledes end de andre. Den var lilla og havde små vinger, der baskede febrilsk. Den peb næsten som en lille fugl. Da Holger holdt den i hænderne, mærkede han en vild lyst til at udforske ukendte lande og klatre i de højeste bjerge. Det var en eventyrdrøm. Men den var bange, for den var kommet alt for langt væk hjemmefra. Holger satte sig på en træstub og nynnede en lille sang, som hans mor altid sang for ham. Langsomt faldt drømmen til ro, og dens lilla lys blev klart og stærkt igen. Han indså, at denne drøm tilhørte Mia, pigen der altid sad med næsen i en bog og drømte om at blive opdagelsesrejsende. Han sørgede for, at drømmen fandt vej til hende, så hun i morgen kunne vågne med mod på at klatre i det store æbletræ i haven.
Natten begyndte langsomt at glide over i de tidlige morgentimer, og de fleste af lyskuglerne i skoven var nu kommet hjem. Men i en lille hulning i skovbunden fandt Holger en sidste drøm. Den var ikke stor, og den lyste ikke særlig kraftigt. Den var grålig og lignede næsten en lille tågeklat. Holger blev bekymret. Var det en dårlig drøm? En af dem, man kalder mareridt? Han rørte forsigtigt ved den og mærkede med det samme en følelse af ensomhed. Det var ikke et mareridt, det var bare en drøm, som ingen havde turdet drømme færdig. Det var en drøm om at være sig selv, selvom man var anderledes.
Holger holdt den tæt ind til sit bryst. Han vidste præcis, hvor den drøm hørte til. Den hørte til hos alle dem, der nogle gange glemte, at de var unikke og værdifulde, præcis som de var. Han tog drømmen med op på skovens højeste bakke, og da den første solstråle ramte horisonten, pustede han til den grå tåge. Drømmen delte sig i tusindvis af små, fine støvkorn, der dalede ned over hele byen som usynligt tryllestøv. På den måde fik alle en lille bid af drømmen om at være god nok, lige som man er.
Da Holger kom hjem til sit eget lille hus, var han meget træt, men hans hjerte var let. Han vidste, at når folk vågnede om lidt, ville de strække sig og smile, uden helt at vide hvorfor. Malthe ville finde sin cykel frem, bageren ville fløjte, mens han tog brødene ud af ovnen, og Mia ville kigge op mod de højeste grene med glimt i øjnene. Holger lagde sit blå silketørklæde på plads i skuffen, krøb ind under sin dyne og lukkede øjnene. Han behøvede ikke at lede efter sin egen drøm; den ventede allerede på ham, fyldt med stjerner, skovluft og den dybe ro, man kun finder, når man har hjulpet andre med at finde hjem.
Udenfor begyndte fuglene at synge, og verden vågnede langsomt til en ny dag, hvor alt føltes en lille smule mere magisk end dagen før. Og i kanten af skoven stod træerne stille og passede på alle de nye drømme, der ville opstå, når mørket igen faldt på. For så længe der findes drømmefindere som Holger, vil ingen drøm nogensinde forblive herreløs ret længe.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Onkel Jeppes læsebod #125 – Villum og det syngende sølvskib]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
