Der er øjeblikke i historien, hvor ord holder op med at være information og i stedet bliver til monumenter. Greta Thunbergs tale ved FN’s klimatopmøde her i september er et af de øjeblikke. Hun står der ikke som diplomat, ikke som politiker, men som en personificeret dårlig samvittighed, der peger på de voksnes hykleri. Det er fascinerende og skræmmende på samme tid. For mens hun taler om stjålne drømme og ødelagt barndom, mærker man, hvordan rummet for nuancerede samtaler indsnævres til et lillebitte nåleøje.
Det er, som om vi har bevæget os ind i en ny æra, hvor vrede ikke længere er en reaktion, men en valuta. Thunbergs “How dare you” er blevet et slogan, der på få timer er blevet trykt på t-shirts, lavet til memes og brugt som et våben i en debat, der i forvejen var på randen af sammenbrud. Det er her, jeg stopper op og mærker en lille sten i skoen. For selvom klimakampen er vigtig så er jeg bekymret for, hvad det gør ved vores evne til at tale sammen, når vreden bliver det primære sprog.
Når en 16-årig pige kan få de mest magtfulde mænd i verden til at vige med blikket, er det et tegn på en enorm moralsk kraft. Men det er også et tegn på, at det rationelle argument har tabt terræn til den følelsesmæssige anklage. Vi er gået fra at diskutere løsninger til at diskutere karakterer. Man er enten med Greta eller mod planeten. Der findes intet mellemrum, ingen gråzoner, ingen plads til den tvivl, som ellers er forudsætningen for al menneskelig udvikling og demokratisk samtale.
Sproget som en mur i stedet for en bro
Vi lever i en tid, hvor vi bygger mure med vores ord. I denne måned føles det, som om hver eneste debat ender i en skyttegrav. Hvis du vover at stille spørgsmål til de økonomiske konsekvenser af en lynhurtig grøn omstilling, bliver du mødt med et moralsk “hvordan vover du?. Hvis du påpeger, at vi også skal have de jyske landmænd med, hvis det her skal lykkes, er du pludselig en klimafornægter.
Det minder mig om de gamle filosoffer, der advarede mod at lade følelserne styre statens anliggender uden fornuftens tøjler. Som Søren Kierkegaard så præcist formulerede det, så er “folk” en abstraktion, men det enkelte menneske er virkeligheden. I september 2019 er vi ved at glemme det enkelte menneske til fordel for den store, vrede fortælling. Vi taler til systemer, vi råber af strukturer, og vi anklager generationer, men vi glemmer at kigge den anden i øjnene og spørge: Hvad er du bange for?
Vreden er en fantastisk katalysator for handling, men den er en elendig arkitekt for et samfund. Man kan ikke bygge en fremtid udelukkende på anklager. Hvis vi fortsætter med at bruge sproget som en pisk, risikerer vi, at de mennesker, vi skal have med i den grønne omstilling, trækker sig baglæns ind i deres egne ekkokamre, hvor de kan være i fred for de helliges vrede. Det er her, kynismen fødes. Og kynismen er det eneste, der er farligere end CO2-udledning.
Når “rigtigt” bliver det eneste argument
Der er en fare i den moralske overlegenhed, som vi ser eksplodere lige nu. Det er en berusende følelse at have ret. Især når man har ret på vegne af fremtiden. Men når vi ophøjer debatten til en kamp mellem det absolut gode og det absolut onde, så dør kompromiset. Og kompromiset er ikke bare et politisk redskab; det er selve livsnerven i et folkestyre, der skal rumme både de vrede unge og de bekymrede ældre.
Jeg ser en tendens til, at vi i denne tid dyrker indignationen som en form for karaktertræk. Det er ikke længere nok at have en holdning; man skal have en følelse, og den skal være stor, offentlig og ufravigelig. Vi ser det på de sociale medier, hvor algoritmerne belønner de skarpeste kanter, og vi ser det i den politiske retorik, hvor “ordentlighed” ofte bliver erstattet af jagten på den perfekte oneliner, der kan sætte modstanderen skakmat.
Men hvad sker der, når vi alle har sat hinanden skakmat? Hvad sker der, når vi har råbt “hvordan vover I” af hinanden i et år eller to? Jeg gætter på, at vi ender i en tilstand af metaltræthed. At vi bliver immune over for de store ord, fordi de er blevet brugt som slagvåben i stedet for som invitationer. Vi risikerer at skabe en generation, der er verdensmestre i at pege fingre, men som aldrig har lært at række en hånd frem til den, de er allermest uenige med.
En fremtid bygget på mere end indignation
Hvis jeg skal kigge lidt i krystalkuglen her fra mit skrivebord, så frygter jeg, at denne vrede kun er begyndelsen. Vi ser konturerne af et samfund, der er ved at blive splittet op langs helt nye linjer. Det handler ikke længere kun om rød eller blå blok, men om dem, der føler sig som fremtidens beskyttere, og dem, der føler sig som fortidens syndebukke.
Jeg kan forestille mig to scenarier. Det ene er, at vi lærer at tøjle denne enorme energi og omdanne den til konkret, menneskelig handling, hvor vi tør tale om de svære valg uden at dæmonisere hinanden. Det andet – og desværre mere sandsynlige, hvis vi ikke passer på – er, at polariseringen bider sig så fast, at vi om få år slet ikke kan gennemføre de nødvendige reformer, fordi enhver samtale drukner i mistillid og personangreb.
Vi har brug for at genopdage det, jeg kalder den åndelige infrastruktur. Vi har brug for at genopdage samtalen som et rum, hvor vi kan blive klogere, ikke bare vinde. Vi skal have modet til at være uenige uden at være uvenner. Som Grundtvig mindede os om, så er det ordet, der skaber, hvad det nævner. Hvis vi kun nævner vrede, svigt og undergang, så er det den verden, vi bygger.
Lad os lytte til de unge, for de har fat i noget essentielt. De minder os om, at vi har et ansvar. Men lad os også minde de unge om, at ansvaret ikke kun handler om at kræve handling af andre, men også om at bevare den menneskelighed og ordentlighed, der gør, at vi overhovedet har lyst til at leve i den fremtid, de kæmper for.
Vi skal turde sige “hvordan vover vi at miste dialogen?”, før vi råber det næste “how dare you”. For uden samtalen er vi bare en flok vrede mennesker på en planet, der bliver stadigt varmere, mens vores hjerter over for hinanden bliver koldere.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
