Nogle har retorisk spurgt mig: “hvorfor gider du bruge din tid på efterskolerne”. Svaret er enkelt og banalt: Jeg bruger tid på det jeg elsker!
For mig er de frie skoler meget meget mere end de fordomme, som jeg vil arbejde på at få aflivet.
Efterskolerne er en tiltrængt rasteplads på livets vej, hvor man bliver stærkere i det man kommer med, indsnuser dannelse gennem et stærkt fællesskab, bliver fagligt bedre og får afprøvet alt det, man måske ikke troede man kunne. Måske man endda bliver bedre til at vælge den rette uddannelse bagefter… tallene taler i hvert fald deres tydelige sprog: Efterskolen kan udrette mirakler, sammen med eleven.
Jeg skrev for 6 måneder siden et indlæg til Halvorsminde Efterskoles årsskrift om efterskolerne i Danmark. Måske der heri kan læses mellem linjerne, hvorfor jeg elsker efterskolen og dermed også, hvorfor jeg i sandhed elsker tanken om, at jeg nu har en post i front og kan gøre mit for at styrke efterskolerne i Danmark.
God læselyst og del endelig med vennerne… – – ALLE VED, AT DET VIRKER
“Det er det de unge vil ha”, hører man ofte i debatten. For det meste sagt af folk, der er et godt stykke over de 45 år og ikke aner hvad det betyder at give et shout-out eller levere en god beef i stand-up. De siger det for at slå helt fast, at det de går og forsøger at sælge, er det helt rigtige.
Jeg er selv over 45 – og når jeg logger ind på youtube og kaster mig over videoerne, bliver jeg oprigtigt bekymret. Jeg bliver bekymret, når en 16-årig pige med 100.000 følgere sidder i sin seng og fortæller, “hvor nice en mascara er”, som hun har fået penge for at rose. Jeg bliver direkte ked af det, når en anden fyr laver en musikvideo, hvor han synger om glæden ved at droppe sin uddannelse, fordi hans kanal på youtube har nået de 200.000 følgere. Og jeg bliver rystende nervøs for fremtiden, når unge mennesker stopper med at spille computerspil, men istedet går på youtube for at se på andre der spiller. Hvor doven er det lige, man har lov at være?
“Det er det, de unge vil ha”. Reklamemanden forsøger med sætningen at retfærdiggøre endnu en utålelig reklame for en sodavand. Den er streetsmart, pågående, hurtigt klippet og kort. “De unge kan slet ikke fokusere mere end 10 sekunder”, siger manden og klikker videre på sin power point, som er hans eneste holdepunkt – og i virkeligheden dækker over, at han ikke kan huske hvad han skal sige. Næste slide fortæller, hvordan budskabet skal være enkelt at fatte. En kort overskrift og et friskt slogan, så er de solgt. Og så krydrer man det lige med et eller andet, der giver den unge fornemmelsen af, at hvis de drikker netop denne sodavand, kan man overkomme alt – der vil være kødannelser af det modsatte køn ved din gadedør og du vil leve et langt og lykkeligt liv. Firmaet køber reklamen, kører den på fjernsynet og fornemmer, at den går rent ind. Sådan var de unge altså. Det var det, de ville ha.
Nu har jeg så det privilegium, at jeg med mellemrum tvinges ud i det, som man vist fortsat kalder virkeligheden – eller på ungt “IRL”. Derude holder jeg foredrag på skoler og efterskoler – og foran mig sidder den dersens “forbandede ungdom”, jeg kender så godt. Og er bekymret for. Det viser sig dog altid, at de slet ikke er så dumme endda. Ja faktisk tværtimod.
De er vokset op i en verden af målrettet marketing. Fra deres første skridt, har de vandret hvileløst ud af en informationsmotorvej. De er blevet målt på det tøj de går i og måden de taler på. De har været igennem en skolegang med krav, som vi ældre sket ikke kender til – og de er blevet testet i alle ender og kanter. Deres testresultater er sammenlignet med de andre i klassen, de andre på skolen og elever fra Kina. Og nu sidder de så her. På en efterskole. Og stiller spørgsmål efter halvanden times foredrag, som end ikke menighedshuset i Skjern kunne udtænke så flot, tidligere i den samme uge. De unge er skarpe, de er ligefremme, de er tænksomme – og de er ikke mindst ufattelig svære at narre.
Når man, som jeg, er opvokset på en højskole ved man eet og andet om mennesker. Der er gået godt 100.000 mennesker gennem min barndom – og jeg har lært een væsentlig ting af, at være højskoledreng: Du kan aldrig sætte folk i bås. Hvad enten du taler om de fremmede, djøfferne, de arbejdsløse eller de unge, er det ikke en homogen masse. De tilhører gruppen unge, fordi deres alder er ens – men oppe i hovedet er de mangfoldige som aldrig før i verdenshistorien. Det er muligt de køber firmaets sodavand, men ikke fordi de befinder sig i en bås. Måske bare fordi den står yderst. Eller fordi den smager lidt af lakrids. Det forhindrer dog ikke førnævnte reklamemand i at gentage sin power point næste sted – nu med endnu en erfaring om, hvordan de unge er, i bagagen.
En efterskole skal jo også levere “det de unge vil ha”. Halvorsminde gør det hver eneste dag. Der er linjer på programmet, der får de unge til at valfarte til Hjørring.
Men det er i virkeligheden slet ikke hverken bordtennis eller gymnastik der driver dem derop.
Det er fordi efterskolen år efter år også leverer alt det, som de unge ikke anede, at de i virkeligheden ville ha.
Fællesskabet på en efterskole kender du først, når du har mærket den på egen krop.
Venner for livet ved du først, at de andre er, når du står og siger farvel på den sidste dag.
Modenheden, som du får ubemærket ind, lægger du slet ikke mærke til, før du senere i livet forstår, hvilket fundament efterskolen byggede under dig. Du kom som et stort barn og forlod skolen som en lille voksen. Klar til livet. Høj på livet.
Når jeg taler med friskolefolk og beder dem forklare, hvad de tror det egentlig er, der gør skoleformen så markant anderledes og vellykket, så kan de aldrig rigtigt svare. Det stærkeste svar jeg har hørt, var en lærer der beskrev skoleformen som “hullet i en vaniliekrans”. Det er jo ikke umiddelbart en sætning, der passer til en rapport til undervisningsministeriet, der slet ikke fatter den slags begavede ord.
Så hvad er det? Hvad er slagordet!?
Sandheden er, at der netop ikke er et slagord. Det er ikke noget, man kan pege specifikt på. Det er ikke målbart og det er ikke noget, der kan sættes ord på.
I sandhed ubeskriveligt.
Essensen i et efterskoleophold er det ubeskrivelige.
Og vi har altid vidst, at den slags er det stærkeste.
Enhver ved, at kærlighed er den stærkeste magt i et menneske, men forskerne har endnu ikke fundet kærligheden i et mikroskop. I de nordiske myter om Fenrisulven husker man måske, hvad det var for en lænke, der endelig holdt ulven fanget? Det var ikke den af læder. Heller ikke den af jern – nej det var den magiske lænke fra dværgene i bjergene, lavet af fiskenes ånde og lyden af kattetrin. Alt det, som ikke findes, holdt ulven på plads. Hullet i vaniliekransen.
Spørg mig venligst aldrig igen om at beskrive, hvad efterskole er. Jeg aner det ikke. Jeg vil helst ikke vide det!
Ingen ved hvad efterskole er
– men alle ved, at det virker!
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
