Folketinget har den 4. juni vedtaget ændringen af hundeloven. Den træder i kraft den 1. juli. Det er ikke mange dage, der skal gå, før staten kan begynde at se på en hund og spørge, om den ser tilstrækkeligt lovlig ud.
Det er en mærkelig udvikling.
En hund kan være farlig. En hund kan angribe. En hund kan skambide. Det skal der naturligvis gribes ind over for. Mennesker skal kunne gå på gaden uden at være forsøgsdyr i en fremmed hunds temperament. Børn skal kunne lege uden at blive jagtet af dyr, som ejeren ikke har styr på. Det er ejeren, der har ansvaret. Ikke naboen. Ikke postbuddet. Ikke den tilfældige forbipasserende.
Men regeringen under Lars Løkke Rasmussen har valgt den nemme løsning. I stedet for at koncentrere sig om uansvarlige ejere og konkret farlige hunde forbyder man bestemte racer og krydsninger. Det er symbolpolitik med snor på.
Fra 1. juli bliver det forbudt at besidde og avle 13 bestemte hunderacer og krydsninger, hvori de indgår. Hvis en hund holdes i strid med forbuddet, kan den aflives. Ikke fordi den nødvendigvis har gjort noget. Ikke fordi den nødvendigvis har angrebet nogen. Men fordi staten mener, at den tilhører en bestemt type.
Det er en ejendommelig måde at føre retspolitik på. Normalt straffer vi mennesker for deres handlinger. Med den nye hundelov bliver hunden i stedet mistænkt på grund af sit udseende, sin afstamning eller en myndigheds vurdering af, hvilken type den måske ligner.
En hund er ikke skyldig, fordi den har et bredt hoved.
Den er heller ikke uskyldig, fordi den har en pæn stamtavle.
Det afgørende må være, hvad hunden gør, og om ejeren kan håndtere den. Det burde ikke være vanskeligt. Hvis en hund angriber, skal myndighederne handle. Hvis ejeren ikke kan holde den tilbage, skal ejeren fratages retten til at have hund. Hvis en hund skambider et menneske eller en anden hund, skal bestemmelsen naturligvis være skarp. Det er ikke et argument for passivitet at være imod en dårlig lov.
Men den nye lov blander to ting sammen: farlig adfærd og mistænkeligt udseende. Det er dér, retssikkerheden begynder at vakle.
Loven giver politiet mulighed for at kræve, at ejeren dokumenterer hundens race eller type, hvis der er tvivl. Kan ejeren ikke straks fremlægge tilstrækkelig dokumentation, kan hunden fjernes midlertidigt. Og hvis ejeren inden for den frist, politiet fastsætter, ikke kan bevise, at hunden ikke er omfattet af forbuddet, anses den for at være ulovlig.
Det er den omvendte bevisbyrde. Den lyder så teknisk, at man næsten får lyst til at sætte den i et udvalg og servere kaffe for den. Men konsekvensen er meget konkret: Ejeren skal bevise, hvad hunden ikke er.
Det svarer til, at politiet standser en bilist, fordi bilen ser udenlandsk ud, og derefter kræver dokumentation for, at den ikke er stjålet. Hvis papirerne ikke ligger klar i handskerummet, konfiskeres bilen. Den slags ville vi næppe acceptere, hvis der var tale om mennesker, biler eller boliger. Men når det handler om hunde, er det pludselig blevet moderne at vende bevisbyrden på hovedet.
Problemet er, at blandingshunde ikke kommer med et juridisk stamtræ. Mange hunde har ukendt afstamning. Nogle er blandinger af flere racer. Nogle ligner en bestemt race uden at være det. Andre ligner slet ikke noget, før man har set dem spise en sofa.
Racebestemmelse er ikke en eksakt videnskab, bare fordi den foregår i en myndighedsmappe. En dyrlægeerklæring kan ikke nødvendigvis afgøre, hvad der ligger flere generationer tilbage. Et fotografi kan vise, hvordan hunden ser ud. Det kan ikke vise, hvad dens oldefar gjorde i 1987. Og en DNA-test kan ikke trylle fuldstændig sikkerhed frem, hvis der ikke findes et klart og pålideligt grundlag at sammenligne med.
Alligevel skal ejeren løfte beviset. Det er staten, der har forbudt hunden. Men det er borgeren, der skal bevise, at forbuddet ikke gælder.
Staten vil have stamtavle på samvittigheden og DNA-test på kærligheden.
Det er en skamplet på dansk retssikkerhed.
Der findes naturligvis hundeejere, som ikke burde have hund. Der findes mennesker, der anskaffer sig store og stærke dyr for at virke farlige. Der findes ejere, som ikke træner deres hunde, ikke holder dem tilbage og ikke forstår, at frihed også kræver ansvar. De skal mødes med konsekvenser. Ikke med flere brochurer. Ikke med en venlig henstilling. Med konsekvenser.
Men det kræver, at man rammer den rigtige. Den, der ikke kan styre sin hund. Den, der bruger den som våben. Den, der lader den løbe løs og fare efter mennesker eller dyr. Den, der ser et angreb og først reagerer, når andre allerede ligger på jorden.
Det kræver også, at myndighederne tager konkrete hændelser alvorligt. Mennesker, der har været udsat for hundeangreb, skal ikke mødes med romantiske fortællinger om, at alle hunde bare vil nusse. De har krav på beskyttelse, og de har krav på, at systemet reagerer hurtigt og ordentligt.
Men respekt for ofrene gør ikke en racebaseret lov mere retfærdig. Tværtimod. Når man har set, hvor alvorlig skade en farlig hund kan gøre, burde man være endnu mere optaget af at lave en lov, der griber præcist ind. Ikke en lov, der skærer alle over samme snor.
Regeringen har valgt at regulere sig til tryghed. Det er den politiske version af at sætte et plaster på en røgalarm. Det ser handlekraftigt ud på afstand, men det løser ikke nødvendigvis problemet.
Det er nemt at lave en liste. Det er nemt at sige, at 13 racer er farlige, og at resten kan gå fri. Det er nemt at lade en ejer bevise, at familiens hund ikke har en forbudt oldemor. Det er langt sværere at vurdere konkret adfærd, undersøge ejeren og træffe en afgørelse, der både beskytter mennesker og respekterer borgerens rettigheder.
Men det er netop derfor, vi har myndigheder. Og domstole. Og en retsstat.
Hvis en hund har gjort noget farligt, så bedøm den på det. Hvis ejeren har svigtet, så bedøm ejeren på det. Men lad være med at gøre hundens udseende til en forbrydelse.
Ellers ender vi med en stat, der ikke længere spørger, hvad hunden har gjort, men hvad den ser ud til at have tænkt på.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
