Der var engang en kat, der hed Mogens. Mogens var ikke en helt almindelig kat, for han mente selv, at han var den klogeste væsen i hele sognet. Han gik med halen højt hævet, som om han bar på en usynlig kongekrone, og hans knurhår sitrede altid af nysgerrighed efter at finde noget, som ingen andre havde opdaget før ham. En solskinsdag, hvor støvet dansede i lyset over de gamle marker, fik Mogens øje på et hus, han aldrig havde lagt mærke til før. Det lå gemt bag en tæt hæk af vilde roser og lignede noget, der var faldet ud af en drøm.
Døren stod på klem, og da Mogens altid var typen, der følte sig inviteret, selvom ingen havde spurgt, listede han indenfor. Han forventede måske at finde en skål med fløde eller i det mindste en blød lænestol, men det, han mødte, var langt mere mærkeligt. Huset var tomt for møbler, men væggene var dækket af spejle. Store spejle, små spejle, runde spejle og spejle med guldrammer, der snoede sig som vinstokke.
Mogens tog et forsigtigt skridt ind i den store stue, og i det samme skete det. En anden kat trådte frem mod ham. Mogens stoppede brat. Den fremmede kat stoppede også. Mogens lagde hovedet på skrå og kiggede undersøgende. Den anden kat gjorde det samme. Mogens rejste børster og skød ryg for at se farlig ud, men til hans store overraskelse blev den anden kat præcis lige så stor og farlig at se på.
“Hov, hov,” tænkte Mogens, mens hans hjerte bankede lidt hurtigere. “Det her er mit territorium nu.” Han vendte sig hurtigt om for at se, om der var en vej ud, men bag ham stod endnu en kat. Og til venstre for ham var der en tredje, og til højre en fjerde. Faktisk var der katte overalt. Da han kiggede op, så han en kat, der hang med hovedet nedad fra loftet, og da han kiggede ned i det skinnende gulv, stirrede en kat op på ham med store, gule øjne.
Mogens var nu omringet af hundrede katte. Han hvæsede et lille, kort hvæs, og med ét hvæsede hundrede katte tilbage mod ham. Lyden var ikke høj, men synet af hundrede åbne munde og blottede tænder fik Mogens til at hoppe en halv meter op i luften. Og hvad gjorde de hundrede andre katte? De hoppede naturligvis også en halv meter op i luften i perfekt takt.
“Det må være en hær,” tænkte Mogens og begyndte at gå sidelæns, som katte gør, når de prøver at se ligeglade ud, selvom de er dødsensnervøse. Hele hæren af katte begyndte at gå sidelæns sammen med ham. Det var det mest forvirrende, han nogensinde havde prøvet. Hvis han slikkede sig om munden, slikkede hundrede tunger hundrede munde. Hvis han viftede med halen, piskede hundrede haler gennem luften.
Mogens satte sig ned og prøvede at tænke. Han var jo den klogeste kat i sognet, huskede han sig selv på. Han lagde mærke til noget mærkeligt. Selvom de hundrede katte så meget forskellige ud i de forskellige rammer – nogle så tykke ud, andre så lange og tynde ud, og nogle så endda ud til at have tre ører – så lignede deres bevægelser hans egne på en prik.
Han besluttede sig for at lave et eksperiment. Han rakte den ene pote frem og vinkede. Hundrede poter vinkede tilbage. Mogens spandt en lille smule, bare for at se hvad der skete, og selvom han ikke kunne høre de andre spinde, så han deres små brystkasser bevæge sig i samme rolige rytme.
Pludselig gik det op for Mogens, at de hundrede katte ikke var fjender. De var heller ikke en hær, der ville tage hans territorium. De var bare glade for at se ham. Han følte sig pludselig meget mindre alene i det store, mærkelige hus. Han begyndte at danse. Han hoppede rundt, snurrede om sig selv og lavede de mest tåbelige krumspring, han kunne komme i tanke om. Huset blev forvandlet til en kæmpe fest af hoppende, dansende og legende katte.
Da solen begyndte at gå ned, og lyset i huset blev blødt og orange, følte Mogens sig træt og mæt af oplevelser. Han gik hen til det største spejl og gav det et lille, kærligt puf med snuden. Den anden kat mødte hans snude med sin egen, og glasset føltes koldt, men hjertevarmt.
Mogens listede ud af døren igen, gennem de vilde roser og tilbage mod sin egen have. Han gik stadig med halen højt, men nu var det ikke kun, fordi han troede, han var klogere end alle andre. Det var, fordi han vidste noget, som de andre ikke vidste: At uanset hvor man går hen, så tager man altid sit eget gode humør med sig – og hvis man smiler til verden, så smiler hundrede ansigter tilbage.
Og fra den dag af blev Mogens aldrig bange for sit eget spejlbillede igen, selvom han stadig nogle gange undrede sig over, hvordan den kat i loftet kunne blive hængende uden at falde ned.
Skrædderen der syede tålmodighed
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
