Huskeseddel mod Tomheden

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Min far Poul Erik Søe skrev i 1999 en ”Huskeseddel mod Tomheden” til Danmarks Radios udsendelse ”ved dagens begyndelse”.

Ordene fra min far giver så megen varme indeni mig. Både fordi de indeholder smukke billeder på livet vi levede og det fantastisk milde og skønne han var – og fordi de ganske enkelt er fantastisk skrevet.

Hermed fundet frem – forhåbentlig til jeres nydelse…

Huskeseddel mod tomheden,
Poul Erik Søe, Danmarks Radios ”Ved dagens begyndelse” 1999:

Den vårny smag af rabarbergrød, før den kunne købes frysefærdig, de røde rabarber-klumpers syrlige signaler i tungestrid med nymalket komælk, de runde fordybninger efter skeen i den røde grød med mælkens hvide rand.

Jordbær lige fra marken, mørklægningsgardiner, der bliver taget ned efter fem år, det Richs-billede, man lige manglede i serien, smør, rystet af fløde i en mælkeflaske under krigen.

En blomst på mit bord uden afsender, kold sylte med Arffmans sennep og rødbeder – tredie juledag – om natten, når de andre sover og øl, der er hældt lidt for hurtigt op, så det skummer som nisseskæg og løber ud på en dug, der alligevel skal skiftes.

Morgener, hvor en nysværtet kakkelovn er blevet fyret for kraftigt op og fylder stuen med varme og en sviende lugt.

Hesten foran mælkevognen, lugten af hestepærer, presset mod næsen af dyrets sved og fra de sure mælkesjatter under jungerne, de sorte svedpletter langs hestens seletøj, rundingerne på hestens bag, dens sitrende ben, dens tålmodige mule og hvide savl, som om den selv havde drukket al mælken.

Månen, når skyerne har travlt og får det ser til at se ud, som om den løber baglæns.

Læs også:  Aftenshowet - om nationale tests

Hundens vilde glæde, når man kommer tilbage og har været væk fra den i hele tyve minutter.

Rødspætter med persillesovs og meget citron, sovsen til stegte hjerter.

Kaj Julian fra Kilden i Aalborg, Teddy Petersen fra Wiwex. Mogens Kilde i Palladium – dengang, man ikke vidste, at den slags ikke er fint nok til oplyste mennesker.

Børns øjne, mens jeg pakker noget op, de selv har lavet.

Det øjeblik, da den første af Færøerne dukker op som en grøn æggeskal på havet efter 14 timer i kuling.

Sen morgenkaffe en dag, hvor alle andre er på arbejde.

En femøres lykkepose under krigen med vaffelrester dyppet i salmiak og et lille, sekskantet stykke pap, der sættes på en halv tændstik og bliver til en snurretop.

En fuldrynket, gammel kone, der besøger en kirkegård på grænsen mellem Rusland og Estland for at lægge blomster på fire børns grave. Hun knytter næven og taler russisk med retning mod Moskva, som har taget dem fra hende. Bagefter griner hun med bævende rynker, mens hun drikker pulverkaffe ved vores bus.

Mildheden i stemmen hos to, der lige har været oppe at skændes, og som pludselig vil enes igen.

Når ens far lagde nogle af kødbollerne fra hans egen suppe over på ens tallerken.

En fod, der er fodformet, et usminket ansigt, der tør være gammelt, et barn, der står alt for tidligt op på forældrenes fridag tidligt i juni og kommer ind for at spørge, om det snart er jul.

At sidde bagest i den sidste bil, der kommer med en færge.

Lugten af tøj, der har hængt ude i frostvejr. Og af skomagerværksted, af saltet sild, min fars tømrertøj, mæt af sød sved og af lugten af nyt træ.

Læs også:  FAMILIELIV ELLER SINGLE

En gammel mand med hænderne hvilende på en stok, han selv har skåret,
mens han synger en sang, han kan udenad.

Fingre, som krummende kalder på et barn, der er ved at lære at gå for at lokke det til et skridt. Hænder, der fortvivlet vrider sig for at rette op på, hvad en mund lige har sagt. En hånd, der bydende skærer gennem luften hos en taler, der er meget usikker på sin sag. En lillefinger, der næsten usynligt bliver løftet som en diskret vinken midt i et alvorligt møde fra een, man holder af. Hænder, der sætter lyng på plads i en krans.

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.