Det er mandag morgen her i starten af oktober, og disen ligger tungt over Køge Bugt Motorvejen. Jeg sidder i min bil og observerer det fænomen, der mere end noget andet definerer den moderne danskers forhold til sine medmennesker: Midterbanerytteren. Det er det menneske, der har besluttet, at højrebanen er en form for radioaktiv zone, som man under ingen omstændigheder må betræde. De ligger der, som en fastlåst prop i systemet, med præcis 106 kilometer i timen, mens de stirrer tomt frem for sig, fuldstændig uvidende om den voksende kø af frustration, der hober sig op bag dem.
Hvad foregår der egentlig i hovedet på en midterbanerytter? Er det en dyb, eksistentiel angst for at blive fanget bag en lastbil? Eller er det bare den ultimative manifestation af det “mig-først”-samfund, vi har bygget? Færdselsloven er ellers ret klar i spyttet: Hold til højre. Det er ikke et forslag. Det er ikke en venlig henstilling fra Vejdirektoratet, som man kan overveje, hvis man har overskud. Det er fundamentet for, at vi alle sammen kan komme frem uden at få mavesår før klokken ni.
Men midterbanerytteren er ligeglad. Vedkommende befinder sig i sin egen lille boble af retfærdighed. “Jeg kører jo fartgrænsen,” tænker de måske, mens de tvinger alle andre ud i farlige vognbaneskift og aggressive overhalinger. Det er en form for passiv-aggressiv magtudøvelse, der forklæder sig som rolig kørsel. Men i virkeligheden er det asocial adfærd af værste skuffe. Det svarer til at stille sig midt på en rulletrappe og nægte at flytte sig, mens man kigger tomt ud i luften.
Blinklyset – den hemmelige kode vi har glemt
Og så er der det her med blinklyset. Jeg har en teori om, at bilproducenterne i de senere år er begyndt at gøre blinklys-armen til ekstraudstyr, som mange danskere simpelthen har valgt at spare væk. Eller måske er det blevet en form for statshemmelighed, hvornår man har tænkt sig at dreje? Man vil jo nødigt give sine “modstandere” i trafikken for mange informationer.
At bruge sit blinklys er den mest basale form for kommunikation, vi har på vejen. Det er den måde, vi siger: “Hej ven, jeg har tænkt mig at gøre det her, så du kan nå at reagere.” Men i 2025 virker det, som om vi har opgivet at tale sammen. Vi foretager pludselige vognbaneskift, som var vi jagerpiloter i en luftkamp, og forventer, at alle andre har telepatiske evner.
Det er især gået ud over de bløde trafikanter. Når en bil drejer uden at blinke, er det ikke bare uhøfligt; det er potentielt livsfarligt for den cyklist, der ligger i den blinde vinkel. Vi har netop set de foreløbige tal for ulykker her i 2025, og selvom vi er blevet bedre til ikke at slå hinanden ihjel takket være bedre biler, så stiger antallet af tilskadekomne. Vi har haft over 2.600 tilskadekomne i år, og det er en stigning på 13 procent i forhold til sidste år. Det er tal, der gør ondt, fordi de gemmer på historier om folk, der bare skulle på arbejde eller ned at handle, men som endte på skadestuen, fordi en anden bilist var for doven til at bevæge en finger to centimeter for at aktivere et gult lysglimt.
Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i verden. Og intet sted har vi mere travlt på den der tåbelige, hovedløse måde end i trafikken. Vi kæmper om sekunder, som om vores liv afhang af det, mens vi risikerer alt for at komme en billængde foran i køen.
Parkering som en personlig magtdemonstration
Hvis motorvejen er arenaen for vores passiv-aggressive tendenser, så er parkeringspladsen stedet, hvor den rene, uforfalskede egoisme får frit løb. Vi har alle set det. Den store SUV, der holder på tværs af to båse lige foran indgangen til supermarkedet, fordi ejeren åbenbart mener, at deres tid er vigtigere end alle andres bekvemmelighed. Eller de biler, der bliver smidt halvt op på cykelstien, fordi man “lige skulle noget”.
At parkere hensynsfuldt kræver, at man for et kort øjeblik løfter blikket fra sin egen navle og overvejer, om andre også skal kunne være her. Men den tanke virker fjern for mange i dag. Vi parkerer tæt på kryds, så udsynet bliver blokeret, og vi holder i buslommer, så den offentlige trafik sander til. Det er en total mangel på ordentlighed.
Det handler ikke om regler og bøder. Det handler om dannelse. Eller rettere: manglen på samme. Vi har mistet forståelsen for, at vi er en del af et fællesskab, når vi bevæger os ud i det offentlige rum. I det øjeblik vi lukker bildøren, ophører vi med at være medborgere og bliver i stedet små konger i hver vores metalrige, hvor alle andre er undersåtter eller fjender.
Jeg kan selv mærke vreden boble, når jeg ser en bilist skære ind foran en cyklist eller ignorere en vigepligt med et arrogant skuldertræk. Det er en vrede over det tabte land. Det land, hvor vi passede på hinanden, og hvor en håndsrækning eller et lille vink med tak var en selvfølge. Nu får man oftere en midterfinger end et smil, hvis man vover at påpege en fejl.
Tallenes tale og mavefornemmelsens vrede
Statistikken for 2025 lyver ikke, selvom den er svær at læse. Vi har færre dræbte, men flere ulykker. Trafikken er kun steget med lidt over en procent, men alligevel smadrer vi oftere ind i hinanden. Det tyder på, at det ikke er mængden af biler, der er problemet, men måden vi kører dem på. Vi er distraherede af vores skærme, stressede af vores kalendere og forblindede af vores egen vigtighed.
Vi mangler det, jeg kalder trafikalt overskud. Evnen til at give plads til ham, der ligger i tilkørselsbanen. Viljen til at vente de to sekunder, det tager for en fodgænger at krydse vejen. Forståelsen for, at vi alle sammen skal nå frem – ikke kun dig.
Høflighed i trafikken er ikke bare et spørgsmål om at være “sød”. Det er et spørgsmål om sikkerhed og om den mentale sundhed i vores samfund. Når vi behandler hinanden som lort på asfalten, tager vi den negative energi med os ind på kontoret, hjem til aftensmaden og videre ud i verden. Det er en smitsom sygdom af irritation, der langsomt udhuler vores evne til at være ordentlige mennesker.
Jeg ved godt, at jeg lyder som en vred, midaldrende mand. Det er jeg måske også. Men jeg er også en bekymret mand. Jeg er bekymret over, at vi har glemt, hvordan man er uenige eller deler pladsen uden at gå i krig. Hvis vi ikke kan finde ud af at give plads til hinanden på en tresporet motorvej, hvordan skal vi så nogensinde finde ud af at løse de store problemer i verden?
Det starter med de små ting. Det starter med at holde til højre. Det starter med at blinke i god tid. Og det starter med at indse, at du ikke ejer vejen, bare fordi du har betalt din grønne ejerafgift.
Vi har brug for en genopdagelse af den trafikale dannelse. Vi har brug for at forstå, at kommunikation ikke kun er noget, vi gør med ord på de sociale medier, men noget vi gør med vores handlinger hver eneste dag. Også bag rattet.
Hvis du har brug for at høre mere om, hvordan vi genfinder ordentligheden i vores kommunikation – både i trafikken, i virksomheden og i livet generelt – så kig forbi min side om foredrag. Jeg lover, at jeg ikke kun skælder ud, men også prøver at finde vejen tilbage til det fællesskab, vi er ved at tabe på asfalten. Vi kan gøre det bedre. Vi skal gøre det bedre. For ellers ender vi med at sidde fast i hver vores midterbane for evigt, mens verden suser forbi os i overhalingsbanen.
P.S. Hvis du er ham i den sølvgrå Audi, der skar ind foran mig ved afkørslen til Solrød i morges uden at blinke: Jeg har tilgivet dig. Men jeg håber, dine tæer altid finder et lille stykke LEGO at træde på, hver gang du står ud af sengen i mørke. Bare en lille smule retfærdighed skal der jo være til.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
