Solen bager ned over et Danmark, der på overfladen ligner sig selv, men hvor stilheden i gaderne er begyndt at runge af noget andet end blot disciplin. Det er lyden af en nation, der holder vejret så længe, at vi er ved at glemme, hvordan man trækker det helt ned i lungerne.
Vi har efterhånden vænnet os til graferne. Vi tjekker indlæggelsestal, som var det aktiekurser eller vejrudsigten, og vi jubler over hver en kurve, der knækker. Men mens vi har haft ekstremt travlt med at tælle respiratorer, er vi holdt op med at tælle de knuste hjerter og de bristede sind. Vi har bygget et skjold af tryghed, men spørgsmålet, der nager mig i dag, er simpelt og brutalt: Hvad koster den her tryghed egentlig på den lange bane?
Når kuren bliver sin egen sygdom
Vi fik at vide, at vi skulle stå sammen ved at holde afstand. Det lød som et smukt, næsten poetisk paradoks, indtil virkeligheden ramte. For isolation er ikke bare et ord i en epidemiologisk rapport; det er en fysisk og mental nedbrydning af det, der gør os til mennesker. Vi er flokdyr. Vi er skabt til berøring, til det skæve smil ved kaffemaskinen og til de tilfældige møder, der minder os om, at vi er en del af noget større.
Nu sidder folk bag hver deres skærm, bag hver deres hæk og bag hver deres frygt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den enlige pensionist, hvis eneste livline var den ugentlige bridge eller turen i Brugsen, som nu er reduceret til et hurtigt visit fra en maskeret hjemmepleje. Eller de unge, der burde være ude og kysse på verden, men som nu sidder på deres værelser og visner mentalt, mens de venter på lov til at leve.
Som Søren Ulrik Thomsen skriver et sted: ”Det er ikke døden, jeg er bange for, men det liv, jeg ikke fik levet.” Og det er præcis dér, min tvivl bider sig fast. Vi er i gang med at redde liv, men vi må aldrig glemme at leve dem. Hvis prisen for at overleve er, at vi mister evnen til at være mennesker over for hinanden, så har vi måske vundet slaget mod virussen, men tabt krigen om vores sjæl.
Systemets kyniske tryghed
Der findes en særlig form for kynisme i systemets tilgang til krisehåndtering. Det handler om regneark og kapacitet. Man kan måle en sengeplads, men man kan ikke måle dybden af en depression i en statistik over smittetryk. Vi har fået et samfund, hvor tryghed er blevet det højeste gode, men tryghed uden frihed og fællesskab er blot et pænt ord for et fængsel.
Jeg ser en tendens til, at vi i vores iver efter at beskytte de svageste, ender med at umyndiggøre dem. Vi taler om ”de ældre” og ”de sårbare”, som om de var pakker, der skal opbevares tørt og sikkert, frem for mennesker med vilje og behov for nærvær. Er det virkelig ordentlighed at tvinge et menneske til at dø i isolation for at ”beskytte” dem mod en sygdom? Det spørgsmål brænder i mig, og svaret fra magtens centrum føles ofte for sterilt og for teknokratisk.
Vi må turde spørge, om kuren er ved at blive værre end sygdommen. Ikke fordi jeg er ligeglad med smitten – slet ikke – men fordi jeg er bange for det samfund, vi vågner op til på den anden side. Et samfund, hvor vi har lært at se hinanden som potentielle smittekilder frem for medborgere. Hvor mistillid er blevet en borgerdyd, og hvor vi dømmer dem, der ikke går i takt, hårdere end vi dømmer uretfærdighed.
At finde tilbage til dannelsen og ånden
Det, vi har brug for nu, er ikke flere restriktioner, men en genopdagelse af ånden i vores folkestyre. Vi har brug for at forstå, at sundhed er mere end fravær af sygdom. Det er også evnen til at mærke livet, til at føle sig værdifuld og til at indgå i forpligtende fællesskaber. Vi skal have dannelsen tilbage i debatten. Vi skal tale om etik, om eksistens og om prisen for vores valg.
Man kan ikke leve et helt liv i et venteværelse. På et tidspunkt må man træde ud i solen, også selvom det indebærer en risiko. For alternativet – den evige isolation og den kontrollerede tryghed – er en langsom udtørring af alt det, der gør det værd at være her.
Vi skal huske at se hinanden i øjnene igen, også selvom det foregår over to meters afstand. Vi skal turde sige fra over for den logik, der gør mennesker til numre i et beredskabsscenarie. For hvis vi mister blikket for det enkelte menneskes værdighed i vores jagt på kollektiv sikkerhed, så har vi mistet det vigtigste.
P.S. Verden åbner sig langsomt igen, men vores mentale genåbning kræver mere end blot en udfasning af restriktioner. Det kræver, at vi tør tale om alt det, der gør ondt, og alt det, vi har mistet i processen. Hvis din forening eller virksomhed har brug for en ærlig samtale om dannelse, ordentlighed og hvordan vi finder tilbage til hinanden efter isolationen, så kommer jeg gerne forbi med et foredrag, der ikke pakker tingene ind i vat. Du kan booke mig direkte på jeppe.dk/foredrag eller læse flere af mine søeforklaringer her på bloggen. Lad os få samtalen i gang igen.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
