Hun er lige gået fra podiet. Fjernsynet står stadig og dirrer, som om apparatet selv fik en forskrækkelse. Stuen er den samme, sofaen den samme, den kolde kaffe den samme, men landet er ikke det samme land som for et par timer siden. Noget er gledet. Et klik i virkeligheden. Jeg skriver det her nu, om aftenen, mens ordene stadig hænger i luften som dårlig røg. Ikke i morgen, når kloge hoveder har fået sat etiketter på chokket. Nu. Midt i det. Midt i den der fornemmelse af, at nogen allerede har skrevet replikkerne, lyssat scenen og sendt os andre ind som statister.
Jeg sad ikke og så et pressemøde. Jeg sad og så et stemningsskifte. Den slags øjeblikke, hvor et samfund flytter sig på under et kvarter, og hvor man kan mærke det helt fysisk, selv før man kan formulere det. Mette stod der, alvorlig som en dommedagslutheraner med powerpoint, og sagde ting, der for få dage siden ville have lydt som overgearet katastrofefiktion. Nu lød det som statsadministration. Skoler lukker. Institutioner lukker. Arbejdspladser lukker. Danmark lukker. Det er alligevel lidt af en sætning at få serveret til aftenkaffen.
Og chokket er ikke bare beslutningen. Det er koreografien. Det er tempoet. Det er den glatte, færdige alvor. Som om staten på én og samme tid ville berolige os og opdrage os. Der var ikke meget rum tilbage til tvivl, til tøven, til den lille demokratiske vane med at spørge: Undskyld, men hvor meget, hvor længe og med hvilken pris? Det hele kom så færdigt, så velpakket, så besnærende myndigt, at man næsten fik lyst til at rejse sig og sige: Rolig nu. Vi er stadig borgere. Ikke kostskoleelever på en meget stor gang.
Og så kom den. Sætningen. “Sammen hver for sig.” Hvem har skrevet det her manuskript? Helt ærligt. Det er jo genialt og uhyggeligt på samme tid. En sloganlinje så skarp, at den nærmest burde have haft sin egen kampagnemusik. Vi skal være sammen ved at holde os væk fra hinanden. Vi skal vise samfundssind ved at mistænke nærhed. Vi skal være gode mennesker ved at aflyse det mest menneskelige, vi har. Krammet. Hånden. Besøget. Den spontane dumdristighed i bare at være tæt på et andet menneske uden først at tænke i afstand, dråber og adfærdskorrektion. Jeg ved ikke, om det er klogt. Måske er det det. Jeg ved bare, at det lyder som noget, der kan blive hængende længe efter virus har pakket sine tasker.
Hvem har skrevet manuskriptet?
Det spørgsmål bliver ved med at køre rundt i hovedet på mig. Ikke som konspiration. Som instinkt. For den her aften føles skrevet. Ikke planlagt i detaljen af skumle mænd i mørke rum, slap nu af. Men skrevet i den forstand, at magten pludselig taler i et sprog, der former vores følelser hurtigere, end vi selv når at opdage det. Først bliver vi bange. Så bliver vi lydige. Så begynder vi at kalde lydigheden omsorg, og så er vi for alvor inde i den nye fortælling.
Jeg siger ikke, at sygdommen ikke er virkelig. Selvfølgelig er den det. Jeg siger bare, at frygt er en fremragende tekstforfatter. Den kan få et helt land til at acceptere ting på en almindelig aften, som man ville have grinet en minister ud af lokalet for i sidste uge. Undskyld. Ingen kalenderpoesi. Pointen er bare, at noget er sket med tonen. Den anden er ikke længere bare den anden. Han er en mulig fare. Hun er en mulig kæde. Folk, man for få timer siden bare passerede, ser man nu på med en ny mistanke i kroppen. Gaderne føles allerede anderledes. Ikke tomme endnu. Men anderledes. Som om byen selv har hørt beskeden.
Og det er dér, min tvivl bor i aften. Er det her starten på noget stort, eller bare en kollektiv overreaktion? Jeg ved det ikke. Det er det ærlige svar. Måske ser vi tilbage om tre uger og siger, at det var nødvendigt, modigt og rettidigt. Måske står vi om måneder og opdager, at vi i forskrækkelsen fik lært os selv at adlyde lidt for hurtigt. At vi vænnede os til afstand. Til kommandoer. Til den der lidt kolde, administrative omsorg, hvor mennesket først bliver menneske, når det holder sig væk.
Jeg skriver det her, mens chokket stadig er varmt, fordi undren har det med at dø, hvis man lader ekspertpanelet tage over for hurtigt. Lige nu føles det, som om demokratiet ikke er aflyst, men sat i venteværelset. Bare sæt jer ned. Der bliver kaldt på jer senere. Og måske er det fair nok i en stund som denne. Måske. Men det er præcis nu, man skal holde fast i retten til at spørge, hvem der bestemmer, hvor længe, og med hvilket menneskesyn.
Det mest foruroligende i aften er derfor ikke kun sygdommen. Det er vores egen smidighed. Hvor hurtigt vi justerer os. Hvor hurtigt vi accepterer et nyt sprog. Hvor hurtigt vi lærer at kalde undtagelsen for ansvarlighed. Måske er det klogt. Måske er det nødvendigt. Måske er det begge dele. Men hvis et folkestyre kun må stille spørgsmål i solskin, så er det et skrøbeligt folkestyre.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
