Hvem peger I på? Hvem peger I på? Hvem peger I på? Vi peger på en retning for Danmark. Ikke på en statsminister! Stort set hvert andet spørgsmål handler om, hvem vi vil pege på. Som om det er op til os. Det er det jo ikke. Der er ikke præsidentvalg i Danmark, og jeg bliver mere og mere trodsig når jeg svarer som man bør: At det er en nymodens medieskabt amerikanisering, at vi hele tiden har vænnet os til, at personer skulle være vigtigere end hvad vi reelt vil med Danmark. Vi stiller store krav til den nye kaptajn og alle ombord:
Vi vil samle partier på begge sider og finde en fælles vej for Danmark. Enes om reformer og forandringer, der er nødvendige. Sætte fagligheden fri så de, der arbejder i virkeligheden, har noget at skulle have sagt. Og når vi er enige om retningen, må alle partier i rummet jo blive enige om, hvem der skal sidde for bordenden.
Vi har nogle KLARE krav til den nye regering og dermed den kommende statsminister. Krav som er ultimative. Et af dem er, at minkskandalen skal undersøges helt i bund, som jeg også tidligere har skrevet er vigtigt for at respektere retssystemet og grundloven. Den, der tager den post, skal dermed acceptere dette krav – blandt flere andre. Måske ikke alle vil det, men enes skal vi jo…
Kan det så blive alle der tager den post? Ja, hvis man enes om det blandt alle partier i rummet og alle kan se den person som kaptajn på et skib, med fælles retning.
Selv mener jeg Lars Løkke er et oplagt valg, selvom vi ikke peger på ham. Jeg gør det dog gerne! Han er erfaren. Pokkers dygtig. Han tænker politik 24/7. Danskerne har netop målt ham som den dygtigste – og de har ret. Jeg er kommet tæt på Lars de seneste år, og kender hans sindelag og folkelighed. Hans forståelse for folkestyrets grundlæggende værktøjer og væsentlighed af at de fastholdes. Og så er han også blevet klogere efter 40 år på borgen, hvor han har erfaret hvad der låser udviklingen.
Endelig så har han den fantastiske evne, at han tillader sig selv at blive klogere eller indrømme fejl. I Det Politiske Mødested har vi siddet over 500 timer i møder med folk fra hele Danmark. Læger, sygeplejersker, kontanthjælpsmodtagere, hjemløse, lærere, kloakarbejdere, erhvervsledere, iværksættere…. og vi er blevet – meget – klogere og har skabt vores politik i samspil med den græsrodsbevægelse vi startede i januar 2021.
Og så er han jo forresten den første der foreslog en regering over midten og dermed den, der har tænkt længst over hvordan. Vogt dig for efterligninger. Hvem det bliver må debatten vise – vigtigst er det, at vedkommende kan se sig selv i vores krav – og er med på en ny retning for Danmark som partierne skaber sammen i rummet.
Der er valg lige om lidt. Det bliver sjovt, alvorligt, sikkert også grimt og ekstremt hårdt. Men mest af alt glæder jeg mig til samtalen… Både med dem, der er enige og jer, der er uenige.
Ta´mig på ordet
https://www.dr.dk/nyheder/seneste/loekke-har-ultimativt-krav-kan-ikke-pege-paa-mette-frederiksen-uden-advokatvurdering
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






