HVIS LØKKE TRÆKKER SIG, TRÆKKER HAN VENSTRE MED.

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

HVIS LØKKE TRÆKKER SIG,
TRÆKKER HAN VENSTRE MED.

ANALYSE: Venstre trænger til at få ryddet op, hvis de skal kunne agere i den nye politiske virkelighed, hvor pressen ikke er vagthund men en bidsk pitbull – og hvor der kræves mere end politiske ideer, for at kunne vinde et valg.

Det gamle bondeparti må få genstøbt fundamentet, som slet ikke kan bære det moderne højhus, som politik kræver i 2014.

Alt dette kræver, at Løkke bliver på posten – uanset hovedbestyrelsens holdning – og kræver et holdningsbaseret kampvalg på et landsmøde!

Lige nu sidder regnedrenge, både i Venstre og på redaktionerne, og lægger til og trækker fra. De forsøger alle at finde ud af, hvordan mødet i Venstres hovedbestyrelse vil gå på tirsdag. Hvor stor er opbakningen, hvor mange er for og hvor mange imod – og gætter på, hvor mange procent der skal være imod, før Løkke selv vælger at trække sig. Avisernes netsider er fyldt af meddelelser fra den ene by efter den anden, der er imod Løkke.

I virkeligheden er det alt sammen spild af skønne regnekræfter.

“Hovedbestyrelsen er et ligegyldigt komma, som skal overstås inden det reelle valg – som bør tages på et landsmøde”, siger en kilde i Venstre. Og det er måske skarpt set. Løkke kan ikke trække sig, uanset om der så kun står en enkelt forkølet mand og klapper i et hjørne på tirsdag. Han er tvunget til at blive og kæmpe.

Løkke kan ikke trække sig af flere årsager:

1.
For det første mener han tydeligvis ikke, at han har gjort noget forkert. Den påstand deler han med mange andre.
Hvis det er udgangspunktet, må man også turde tage kampen op! Ellers lader han pressen diktere, hvem der skal lede partiet eller landet.

Hvis vi lever i et land, hvor man droppes som leder, fordi man har tændt en cigaret på et hotelværelse – så er vi ude i en virkelighed, som vi engang gjorde nar af. Nemlig den virkelighed, der er i USA, hvor en præsidentkandidat skal være så ren, at de ikke kan have levet et liv.

Hvis Løkke trækker sig på sådan en anklage, har pressen fået frit spil til at vælge og vrage mellem mennesker på alle politiske poster i fremtiden. Medierne startede med historien om et beløb, som Venstre har købt og lejet tøj for – ligesom det er sket med alle andre formænd gennem tiderne i ethvert parti. Det må man mene om præcist hvad man vil. Enhver, der følger politiske valgkampe tæt ved, at det er dybt nødvendigt med den slags udskejelser, for at vinde et valg i dagens Danmark.

Efter en politisk debat mellem Thorning og Løkke handler ALLE aviserne om, hvem der “så ud som om de havde mest overskud” mv. Kommentatorerne står i kø for at debattere de to kandidaters stil og udstråling. Så her er det kun professionelt af partiet, at de lever op til disse nye tåbelige krav – omend det kan virke forkert for en svinebonde i Løgstør, der mener en blå kanvas kan klare det meste lort – også hvis det kommer fra venstrefløjens kandidat i en TVdebat.

Så kom der en påstand om, at Løkke ikke havde betalt skat af tøjet. Det MENTE pressen i hvert fald, som midt i fejringen af en 50 års fødselsdag, ville se hans private papirer for at kunne lade ham slippe. De papirer mener Løkke ER private – ligesom det jo må være pressens opgave at skaffe bevis på deres anklager, inden de kommer på forsiden, og ikke Løkkes opgave at bevise uskyld. Men når Løkke mener de er private, er han åbenbart skyldig. Derefter ruller hele lavinen med målinger, kommentarer, utilfredshed i en kreds i Jylland og svedige afskedstaler. Og så rammer det baglandet. Både den professionelle del, og den som stadig mener politik skal udføres som da Hartling var partiets statsminister i 70erne.

Sidstnævnte er grunden til, at Venstre har så store problemer. Dele af baglandet udgør helt tydeligt et skrøbeligt fundament, for de valg der skal tages for et stort parti anno 2014. De læser avisernes historier og tænker, at det sørme også er for galt. De sidder på et landsmøde og godkender et budget og et regnskab for valgkampen, men bliver bagefter vrede over, at den har kostet dyrt. Det gjorde man jo ikke på Hartlings tid. Eller da Erik Eriksen skulle til fadet i 50’erne… De hopper ind i en hvirvelstrøm, i stedet for at betragte den på afstand – og enkelte mener endda, at man bedst tjener partiets sag, ved at piske lidt mere i vandet – og få sit piskeris vist i pressen.

Læs også:  Blinklys

Det er folk, som er aktive i valgkampe ved at puste blå balloner op og dele hjemmeflettede vindmøller ud på dyrskuer over hele landet – aktive, arbejdsomme typer, som kan tage den stærke politiske debat med enhver de møder. Det er folk, der er meget meget stærke i deres politiske overbevisning og virkelig kunne være fantastisk stærke politiske grundpiller – men som ikke aner, hvad der OGSÅ er op og ned i en moderne politisk virkelighed. Et så tyndt fundament er ikke stærkt nok til at være frontløbere i en så tung maskine, som Venstre er blevet og skal være, hvis de vil vinde noget som helst.

Og hvordan rydder man så op i baglandet og skaber et solidt fundament? Svaret er et kampvalg! Et kampvalg på holdninger og væremåde. På strategi og “Jeg kan slå Helle Thorning”-retorik.

2.
Et kampvalg vil være det bedste for Venstre at gennemleve – og det er anden grund til, at Løkke må blive på posten. Røster i partiet taler allerede om, at Løkke skal blive – uanset opbakning tirsdag – for partiets skyld.
Jeg vil tilføje: og for Kristian Jensens skyld. Hvis Løkke går, smadrer han resterne af partiets muligheder – og sætter Kristian Jensen i en fuldstændig umulig opgave, som vil tage årtier at løse. Og som kommer til at kræve en del formænd undervejs – præcist som vi så det (og stadig ser det) i Socialdemokratiet, SF og Konservative. Trækker Løkke sig er det præcist samme nedtur, som vi så i Konservative, da Hans Engell kørte ind i en betonklods. Partiet er aldrig rigtigt kommet sig, da der siden har været fløje og utallige udskiftninger på næsten alle poster. Ingen af de nye formænd har haft den fulde opbakning.

Det, som dele af baglandet glemmer er, at Løkke kom til magten uden et valg. Samme situation, som nogle nu vil udsætte Kristian Jensen for. Midt i sin statsministertid valgte Fogh at trække sydpå, og Løkke overtog. Masser af stemmer i Danmark, også en del interne i partiet Venstre, mente der skulle et valg til for at give Løkke fuldmagt. At vælgerne skulle vælge Løkke. Men sådan er Danmark ikke skruet sammen – og stemmerne fortonede sig da også i Venstres bagland, da man faktisk så en statsminister, som rejste sit parti og formåede at skabe reformer på tværs af partierne på Christiansborg – og høstede bred anerkendelse for dette. På den baggrund genvalgte Venstres landsmøde selvfølgelig Løkke som formand – og har støttet ham markant, indtil Ekstra Bladet for et par uger siden skrev om en 4 år gammel sag.

Spørgsmålet er, om Venstres såkaldte kritiske bagland virkelig mener, at Kristian Jensen kan samle deres parti nu, hvor han i kritikernes øjne skal træde ind omgående og rette op på tallene og partiet.

Kristian Jensen vil få overladt et parti i mediekrise, et parti hvor halvdelen af baglandet mener man begik karaktermord på Løkke, hvor nogle vil gå i protest, hvor der er dybe kløfter ude i de enkelte kredse – som enten har været splittede eller i intern krig med andre i kredse, hvor en række personer har brugt pressen som talerør for enkeltsynspunkter og dermed ikke været tro overfor organisations-tanken i Venstre – og endelig en række i andre borgerlige partier, der slet ikke mener Kristian Jensen er den rette statsministerkandidat at pege på.

Udover det vil Kristian Jensen skulle kæmpe med en presse, der vil gå omend endnu dybere i hans privatliv, for at afsløre, at udskiftningen ikke var god. Det vil blive en umulig opgave at rense stumperne, med mindre man accepterer samme ånd som i SF, hvor man er glad for de få procent, der stadig tror på sagen. Og helt derned ønsker de færreste i baglandet at komme.

Læs også:  BILFERIE DEL 6: LIVET ER EN RUSTEN HÆNGELÅS OG GRÆS ER HELLIGT

Med al respekt for Kristian Jensen tror jeg ikke han ville kunne klare den opgave, hvis Løkke gik i morgen. Samme ville Gade ikke kunne, hvis han gik fra Axeltorv. Jeg ved, fra kilder i partiet, at der netop er en bølge som arbejder på den front. På at lade det være op til medlemmerne at gøre et valg på et ekstraordinært landsmøde. Ikke fordi hovedbestyrelsen, efter deres mening, er en ligegyldighed – men fordi frisk luft kræver, at alle vinduer åbnes. At alle stemmer bliver hørt.

Jeg ved fra mine kilder, at der er folk i Venstre, som er rasende over at blive kritiseret for at bruge penge på tøj og valgkamp, da baglandet jo kunne se på meningsmålingerne, at det som de gjorde, rent faktisk virker. Venstre var en lang periode største parti i Danmark, men er nu – på grund af interne spydigheder og åben krig – nede på seneste valgresultat. Dog ikke længere nede end de resultater, der jo engang var “en god solid baggrund for vækst”.

Venstres medlemmer har simpelthen brug for at gøre et valg. Brug for et landsmøde, hvor de kan tage endelig stilling – og se en række kandidater kæmpe hårdt for at få stillingen.

I Venstre har man klappet ledelsen på plads til landsmøderne, og været ufattelig bange for hårde kampe om posterne. Men Venstre har brug for at have en formand, der bliver valgt af medlemmerne og med et synligt mandat kan agere præcist som han/hun mener, der er nødvendigt – og med en organisation, der forstår at bakke op med det, som kræves. Inklusiv i øvrigt tøjvalg, rygevaner, blå balloner og vejrmøller – og stadig med respekt for en blå kanvas. Det er jo trods alt netop DEN type blå habit, som det hele handler om. At få flere i arbejdstøjet og skabe resultater.

Alle partier har været igennem den indre kamp, da de nye tider og en ny presse meldte sig.

Radikale mistede en del folk i deres kamp.
Nogle stiftede Ny Alliance, som brød sammen og blev Liberal Alliance, som også slugte Borgerligt Centrum der havde samme indre uenighed.
SF gik efter Søvndal effekten, som brændte ud og Vilhelmsen blev en værdikamp – som nu er endt hos Pia Olsen Dyhr, der vil genskabe SF fra bunden… hvor SF også befinder sig.
Socialdemokraterne har haft fløjkrige siden Stauning. Sikkert også før. Kampe hvor der er tabere og vindere – og selv taberne får efterfølgende høj status i partiet, som f.eks. Nyrup og Svend Auken.
Enhedslisten var i kamp med deres egne regler om udskiftning, fordi de ikke kunne undvære Rosenkrantz-Teil – det kunne de så godt alligevel.
Konservative har krigedes internt siden Schlüter og skiftende formænd har været afprøvet uden held med Bendtsen, Per Stig og Barfoed.
Dansk Folkeparti har kørt sikker stil, med en topstyret Pia Kjærsgaard, der smed alle ud, som ytrede sig mod partiet – og da PiaK forsvandt, stod Tulle klar med en ny stil, som nu kører ekstremt velsmurt med rødternede duge og flæskesteg på bordet.
Andre partier er gået helt ned i opslidende intern debat, om det så er Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti eller Centrum Demokraterne.

Fælles er, at en god hård debat med regulær splittelse OGSÅ er væsentlig for et partis overlevelse.
Er alle i et parti enige, er det fordi de stiller sig tilfredse med “godt nok”. Det gør vælgerne ikke… Gudskelov!

Sådan er Venstre lige nu – set fra helikopter-perspektiv.
Det er spændende at følge som politisk nørd, fordi det er sjældent man oplever et så gammelt og stort parti have det første egentlige store opgør – og se hvor let et korthus kan falde, hvis det ikke er bygget til modvind.

Alt kan – og vil – ske.

/Søe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.