Folkestyret er gået i barndom. Vi har byttet den dybe samtale ud med femten sekunders rygmarvsreaktioner og hundefiltre på TikTok, mens de voksne er flygtet ud af lokalet.
Jeg sidder i toget. Landskabet suser forbi udenfor. Det er den jyske længsel efter horisont, der møder den sjællandske trang til at nå hurtigt frem. Men inde i kupeen er horisonten begrænset til seks tommer lysende glas. Alle sidder de der. Unge som gamle. De scroller. Deres tommelfingre danser den samme mekaniske dans. Op. Op. Op. Det er her, vores demokrati lever nu. Det er her, de store beslutninger bliver skåret ned til en bouillonterning af populistisk larm. Jeg kigger på min skærm og ser en minister danse. Jeg ser en opposition, der laver “pranks”. Det er ikke bare underholdning. Det er en afvikling af det menneskelige væsen.
Da substansen blev kvalt af en algoritme
Vi lever i en tid, hvor den politiske debat er blevet en børnehave. Men det er en børnehave med meget dyre filtre og kinesiske algoritmer i ryggen. Engang talte vi om det levende ord. Vi talte om samtalen som det bærende element i vores samfund. Nu taler vi om “engagement rate”. Vi taler om, hvordan vi kan fange opmærksomheden på tre sekunder, før brugeren swiper videre til en kat, der spiller klaver. Det er en katastrofe for dannelsen. Det er en katastrofe for vores fælles forståelse af, hvad det vil sige at være en borger i et demokrati.
Det er ikke kun de unge, der er faldet i gryden. De voksne er fulgt efter. De har smidt habitten og taget de digitale klovnenæser på. De tror, de er i øjenhøjde. Men de er i virkeligheden bare faldet ned på knæ. Når en justitsminister pludselig hopper med på bølgen, fordi han skal fange stemmer, så dør en lille del af respekten for embedet. Du kan læse mere om denne tendens hos Elberth Kommunikation, der beskriver, hvordan ministrene nu overgiver sig til platformene. Det er som om, vi har glemt, at lederskab kræver en vis distance til det tåbelige. Det kræver, at man tør være den kedelige voksne i lokalet, der insisterer på nuancer.
Jeg siger ikke jeg fandt den anden vej, men jeg har simpelthen ikke deltaget i det show med selfies og platte videoer i mine år på borgen. Jeg har ellers mødt spændende mennesker, stået i spidsen for kongens tiltrædelse, været på slagmarken og del af kæmpe forhandlinger. Jeg har stået i doorstep og jeg har kunnet tage de vildeste selfies. Men jeg har hele tiden ment og valgt, at de kameraer der sidder på den anden side af telefonen er dem, der skal benyttes. De ser det, det handler om. Mens det i toppen af min skærm bare ser mig mig mig. Moderaternes SoMe-dims mente jeg skulle lave en masse mere selfie-lort. Samme kvinde der fik mig med i en forfærdelig video, hvor jeg skulle svare på hvad jeg ville have med på en øde ø. Da jeg havde lavet den lukkede jeg definitivt for det shit. Jeg vil dele ord. Og billeder fra den rigtige side af telefonen. Punktum.
Den digitale sutteflaske og det manglende mod
Hvorfor er vi så bange for det svære? Hvorfor skal alt pakkes ind i små, letfordøjelige bidder? Vi er ved at skabe en generation af vælgere, der tror, at komplekse samfundsproblemer kan løses med en smart overskrift og en hurtig sang. Det er det, forskere kalder en trussel mod vores demokrati. Ifølge Altinget har de sociale medier endegyldigt overtaget styringen. Vi bliver fodret med det, vi allerede mener. Vi bliver bekræftet i vores egne fordomme. Der er intet modspil. Der er ingen ånd i en algoritme. Der er kun spejlbilleder.
Jeg ser det, når jeg er ude og holde foredrag. Folk sukker efter noget ægte. De sukker efter en samtale, der varer længere end en Instagram-story. De vil have substans. Men alligevel rækker de ud efter telefonen, så snart der er en pause. Det er en afhængighed af det overfladiske. Vi har mistet evnen til at kede os. Og i kedsomheden opstår tanken. I pausen opstår refleksionen. Når vi fjerner pauserne med konstant digital støj, fjerner vi også muligheden for at blive klogere på os selv og hinanden.
Filtret der fjerner virkeligheden
Det værste er næsten filtrene. Ikke kun de visuelle, der fjerner rynkerne og gør øjnene større. Men de mentale filtre. Vi ser verden gennem en linse af iscenesættelse. Politikere viser deres frokost frem. De viser deres løbeture. De lader som om, de er “ligesom os“. Men det er de ikke. De er valgt til at træffe svære beslutninger på vores vegne. De er valgt til at have et overblik, vi andre ikke har tid til at have. Når de prøver at være vores bedste venner på TikTok, svigter de deres opgave. De svigter dannelsen.
Ifølge Journalisten kæmper partierne nu om at være mest “trendy”. Det er en kamp mod bunden. Det er en konkurrence om, hvem der kan være mest fjollet på den mest strategiske måde. Men hvor efterlader det samtalen om vores sundhedsvæsen? Hvor efterlader det debatten om vores forsvar eller vores børns uddannelse? Det drukner. Det forsvinder i en strøm af “likes” og korte klip. Vi er ved at miste forbindelsen til det, der betyder noget. Vi er ved at miste forbindelsen til mennesket bag skærmen.
En bøn om at genfinde alvoren
Vi har brug for de voksne. Vi har brug for folk, der tør sige nej til cirkusset. Det handler ikke om at være modstander af teknologi. Det handler om at være tilhænger af mennesket. Vi skal turde tage de svære samtaler. Vi skal turde lytte til dem, vi er uenige med, uden at vi skal filme det imens. Det kræver dannelse. Det kræver, at vi genfinder respekten for det talte ord. Det ord, der ikke kan redigeres, klippes og lægges filter på.
Jeg fortsætter min rejse gennem landet. Toget ruller videre. Jeg kigger ud på markerne og tænker på, at jorden er ligeglad med algoritmer. Naturen har ingen filtre. Den er rå, ægte og langsom. Måske skulle vi lære lidt af det. Måske skulle vi lægge telefonen væk og kigge hinanden i øjnene. Det er der, folkestyret for alvor lever. Ikke i en sky af data i Kina, men i mødet mellem to mennesker, der tør være voksne nok til at tale sammen.
Vi skal tilbage til rødderne. Vi skal huske, at vi er mere end blot forbrugere af indhold. Vi er medborgere. Vi har et ansvar for at holde niveauet oppe. Det starter med os selv. Det starter med, at vi holder op med at belønne det overfladiske med vores opmærksomhed. Lad os kræve mere af vores politikere. Lad os kræve mere af os selv. Lad os få de voksne tilbage i lokalet, før børnehaven brænder sammen i et glitrende filter af ligegyldighed. Det er på tide at vågne op. Det er på tide at genfinde ånden i maskinen.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
