Spørgsmålet stiller man naturligt sig selv, når det indimellem vælter ind med uskønne ord – eller direkte trusler. Man overvejer måske, som Søren Espersen, at smutte helt fra mediet – men jeg tror på dette folkelige forsamlingshus. Og det er hvad facebook er. Et kæmpe stort forsamlingshus – fyldt med virkelige mennesker, der måske nok gemmer sig bag navne som Batman eller Gnavpot, men der ER mennesker bag tasterne. Selv de, der er rå og truende, er mennesker som må have en grund til at være sådan.
Når nogle går hårdt til mig, skriver jeg igen. Enten i tråden, hvor jeg kræver svar eller kræver uddybning – eller i en privat besked. Når nogle er så vrede over noget jeg har skrevet, at de vil “kløve mit hovede” så skriver jeg tilbage med ønsket om, at de vil fortælle hvad søren der har gjort dem så vrede. Nogle gange ender det i ren luft – andre gange i dialog. Og med dialogen KAN det være, at dette menneske rent faktisk havde noget at byde på, som jeg ellers ikke havde set, hvis jeg bare blokerede dem.
Jeg er højskoledreng. Jeg elsker samtalen. Jeg elsker forskelligheden. Og jeg vil savne, at Søren Espersen ikke længere er galsindet i min newsfeed. Han gjorde mig så dejlig vred. En igangsættende vrede, som gjorde mig stærkere i det jeg kommer med. Og jeg vil savne, hvis alle der tør debatten forsvinder herfra. Og hvis vi mister de folkevalgte, som her på stedet samler folk.
JA det tager tid og kræfter at være tilstede med holdninger på facebook, men det er tid som er givet godt ud. Alle de mennesker jeg er i dialog med – DIG – giver mig noget retur. Vi deler hinandens viden, erfaringer, børn og blomster. Men også hinandens vrede. Jeg har mange gange skrevet privat til nogle, der er for rå til min smag herinde – som dagen efter skriver “den var høj igår, sorry sletter lige”. Og det skal der være plads til. Ligesom der er til festen, hvor onkel har fået for meget.
DEN FRIE DEBAT
Jeg synes faktisk facebook har gavnet debatten herhjemme. Trods tåbelige udbrud, står vi stærkere end før. Engang sad der redaktører på aviser og vurderede om folk skrev godt nok til at komme i avisen med en holdning – og alt vi fik i TV var debat og konfrontation. Her på netværket er 3,2 millioner danskere, som alle har fået en stemme. Om de bruger den klogt er IKKE min opgave som en redaktør at vurdere – om de skriver godt er underordnet. For mig er det væsentlige ikke formen MEN at ALLE faktisk kan komme til orde. Har vi noget at lære endnu i denne frie debatform: JA! Men vi er på vej.
Man kan godt nemmere slippe af med svinske udtryk. Og nemmere blokere og stoppe folk herinde. Facebook har en masse knapper.
Det væsentlige er dog ikke facebooks indstillinger
– men VORES indstilling.
Til hinanden.
Respekten for de andre, trods forskellige holdninger. Jeg respekterer Søren Espersen enormt højt – men er ikke enig med ham. Jeg er vild med Johanne Schmidt Nielsen, men håber ikke hun opnår magt. Jeg ved Thorning er et kært væsen, men jeg synes ikke hun er dygtig leder. Jeg har kort sagt ekstrem respekt for alle folkevalgte, fordi nogle har troet på dem og det er så deres platform. Og fordi de er folk med holdninger til livet – som tør kaste dem i grams og stå fast og kæmpe, for det de tror på.
Politikerne skal ikke lære politisk kommunikation på facebook. De kan lære en masse om, hvordan man spreder bedst – men det de siger eller skriver, skal være deres eget. De skal være til stede. Det tager tid, men det er givende. Som det er for alle os andre. Politikere i dag lærer hvordan de skal tale i TV, på facebook, i radioen og i folketinget – og det er forskelligt hele tiden alt efter hvilket medie du er på. Jeg synes tiden er kommet til, at vi skal turde være os selv. Alle sammen.
Vi må finde os selv – og se om det ikke rækker.
Man kan nemt lære at skrive ting på facebook, så det virkelig bliver delt – det underviser jeg selv i – men for de fleste er det jo ikke glæden ved at blive delt, men glæden ved at opnå samtale med mennesker! De, som er mest naturlige, bliver stærkest om få år.
Vi må aldrig blive megafoner, som bare står og råber vores holdninger og så ellers forlader manegen igen. Når man kaster ord ud, skal man forsvare dem, uddybe dem og altså samtale om dem. Det tager tid – men når man er et holdningsmenneske TAGER man den tid. Hvis ikke… SÅ skal man man holde mund.
Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. Jeg blir sgu! 🙂
Her aftenens samtale:
http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-826#!/00:15:01
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






