Detailhandlens svar på et Groundhog Day-mareridtet. Føtex er fyldt med mennesker, der alle har det samme jagede blik. Vi vil bare hjem. Vi vil have vores flæskesteg, vores økologiske mælk og vores værdighed i behold. Og der står de så. De skinnende selvbetjeningskasser, der lover os guld og grønne skove – eller i det mindste en hurtigere vej til parkeringspladsen. De lokker med deres tavse skærme og fraværet af menneskelig kontakt, som om det i sig selv var en præmie.
Men lad os nu tale om det løfte. Løftet om effektivitet. Det er vel efterhånden den største løgn, vi har købt ind på i det her årti. Vi har bildt os selv ind, at jo mere vi kan gøre selv, jo friere er vi. Vi scanner vores egne varer, vi pakker vores egne poser, og vi agerer vores egne it-supportere, når lortet fryser fast. Men sandheden er jo, at vi ikke sparer tid. Vi bruger bare tiden på en mere frustrerende måde. I stedet for at stå i en kø og lade tankerne flyve, mens en professionel kasseassistent – lad os kalde hende Pia – kører varerne igennem med en hastighed og en præcision, vi kun kan drømme om, så står vi nu i en personlig krigszone med en maskine, der taler til os med en metallisk stemme, som om vi er tre år gamle.
Jeg har kun fem ting. Fem! Det burde tage tyve sekunder. Men allerede ved den første vare, en uskyldig bakke hakket oksekød, går det galt. “Placér varen i poseområdet,” kommanderer maskinen. Jeg gør det. Jeg lægger den forsigtigt, næsten kærligt, ned på den lille metalplade. Men maskinen er ikke tilfreds. Den venter tre sekunder, før den med en tone af dyb skuffelse proklamerer: “Uventet genstand i poseområdet.”
Hvad mener du med uventet? Det er den vare, jeg lige har scannet! Der er ingen andre genstande. Jeg har ikke lagt min bilnøgle, mit barn eller min eksistentielle angst på vægten. Det er bare oksekød. Men nu lyser den røde lampe. Den lampe, der fungerer som en offentlig gabestok. Alle i butikken kan nu se, at jeg er manden, der ikke kan finde ud af at købe ind. Jeg er det teknologiske analfabet, der har brug for hjælp til at gennemføre en transaktion, som menneskeheden ellers har mestret siden byttehandlens opståen.
Vi er alle blevet ulønnede kasseassistenter
Det mest absurde ved hele dette setup er jo, at supermarkederne har fået os til at udføre deres arbejde helt gratis. Hvis jeg gik ind på en restaurant og selv begyndte at stege min bøf og vaske mine tallerkener op, ville jeg forvente en seriøs rabat. Men i supermarkedet betaler vi de samme priser – og nogle gange endda mere på grund af inflationen, som vi alle går og sukker over her i 2024 – for privilegiet at få lov til at arbejde for dem. Vi er blevet ufrivillige deltagere i en effektiviseringsrunde, hvor gevinsten udelukkende lander på bundlinjen hos de store koncerner, mens vi står tilbage med sved på panden og en uforløst vrede mod en stregkodelæser.
Der er noget grundlæggende galt med den retning, vi bevæger os i, når vi fjerner de små menneskelige gnidningspunkter, der førhen gav vores dagligdag lidt kulør. Jeg savner Pia. Jeg savner at kunne sige “nej tak” til bonen og få et lille nik tilbage. Jeg savner den sociale kontrakt, der ligger i, at én person yder en service, og en anden modtager den. Nu er vi alle sammen bare operatører af hver vores lille station. Vi står der, isolerede i vores små firkanter, og kæmper med plastikposer, der ikke vil åbne, og rabatkuponer, som maskinen nægter at anerkende.
Og har I lagt mærke til, hvordan man altid ender med at stirre desperat efter den unge medarbejder, der har ansvaret for selvbetjeningsområdet? De er som regel nitten år gamle, har et par AirPods i ørerne og ejer den eneste magiske nøgle, der kan låse systemet op. De går rundt som små guder i en verden af kaos, og de ser på os med en blanding af medlidenhed og irritation. “Du skal bare trykke på ‘medbragt pose’ først, Jeppe,” siger de med en stemme, der antyder, at jeg burde være på plejehjem. Og de har ret. I det øjeblik føler jeg mig som en, der er faldet ud af tiden.
Den røde lampes tyranni
Når man endelig får lov til at fortsætte, opstår næste udfordring: Frugt og grønt. Det er her, maskinen for alvor tester din karakter. Jeg står med to limefrugter. Skærmen viser mig et arkiv over alt, hvad der nogensinde er groet op af en dansk eller udenlandsk muld. Jeg skal finde billedet af en lime. Men er det en økologisk lime? Er det en løs lime? Er det en lime i net? Jeg scroller og scroller, mens køen bag mig vokser. Jeg kan mærke de andres utålmodighed i nakken. De står der med deres egne varer og deres egne traumer og venter på, at jeg bliver færdig med min botaniske identitetskrise.
Da jeg endelig finder limen og lægger den på vægten, stiller maskinen sit yndlingsspørgsmål: “Er du sikker?”. Det er et spørgsmål, der går direkte i sjælen. Er jeg sikker på noget som helst i denne her digitale tidsalder? Er jeg sikker på, at de her maskiner gør vores liv bedre? Er jeg sikker på, at jeg ikke bare burde have købt mine limefrugter i en lille specialbutik, hvor en rigtig person vidste, hvad de kostede, uden at jeg skulle bevise det over for en computer? Jeg trykker “Ja” med en aggressivitet, der er helt uproportional med situationen.
Det hele kulminerer ved betalingen. “Vælg betalingsmetode.” Jeg fører mit kort hen til terminalen. Intet sker. Jeg prøver igen. Terminalen bipper afvisende. Jeg indsætter kortet. “Fjern kortet og prøv igen.” Jeg fjerner det. “Fejl i læsning.” På dette tidspunkt er mit blodtryk steget til et niveau, hvor min læge ville ordinere øjeblikkelig ro og en lang ferie i en hytte uden strøm. Men jeg kan ikke gå. Jeg er fanget i en digital gidselsituation. Jeg kan ikke forlade butikken med mine varer, for jeg har ikke betalt, og jeg kan ikke betale, fordi maskinen har besluttet, at vi ikke længere er på talefod.
Hvad blev der af mennesket?
Hvorfor finder vi os egentlig i det? Er det fordi, vi er så bange for at virke gammeldags? Er vi bange for at indrømme, at den personlige kontakt faktisk betyder noget, selv i noget så trivielt som et indkøb i Føtex? Vi taler så meget om kunstig intelligens og automatisering i disse år – det er jo det helt store emne her i 2024 – men vi glemmer ofte, at den mest intelligente del af et supermarked altid har været mennesket bag kassen. Det menneske, der kunne se, at posen med æbler var gået i stykker og spurgte, om jeg ville have en ny. Det menneske, der vidste, at den der specielle øl var på tilbud, selvom prisskiltet var faldet ned.
Når vi automatiserer hverdagens små interaktioner, fjerner vi også den lim, der holder vores samfund sammen. Det lyder måske som en stor tanke over en liter mælk og en bakke oksekød, men det er i de små ting, vi mærker, om vi lever i et samfund af mennesker eller i et system af algoritmer. Selvbetjeningskassen er det ultimative symbol på systemets kynisme. Den er designet til at spare penge, ikke til at gøre dit liv lettere. Den er designet til at gøre dig til en del af maskinen.
Jeg ender med at få min kvittering. Den sprøjter til sidst ud af printeren som et lille, hvidt flag. Jeg tager mine poser og går mod udgangen, men jeg føler mig ikke som en vinder. Jeg føler mig udmattet. Jeg kigger over på de bemandede kasser, hvor køen er lang, men hvor folk rent faktisk taler sammen. Der sidder en ung fyr og joker med en ældre dame om prisen på kaffe. De smiler. De er i gang med en menneskelig udveksling.
Næste gang – og det siger jeg hver gang – så vælger jeg den lange kø. Jeg vælger Pia. Jeg vælger at vente fem minutter ekstra for at føle, at jeg stadig lever i en verden, hvor man kan få hjælp uden at skulle vente på en rød lampe og en nittenårig med en magisk nøgle. For i sidste ende er den største luksus i vores digitale tidsalder ikke hastighed, men nærvær. Selv hvis det bare er over en stregkodescanner.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
