For mig er det en indgroet reaktion at stoppe op, når et ligtog passerer. Altid. Hver eneste gang.
På Nørre Nebel Skole lå kirken ved legepladsen. Når der var begravelse stoppede vi legen og stod stille de korte minutter det tager, at vise pårørende og afdøde respekt. Det er så trist, at det ikke længere er en naturlig reaktion for alle.
Det betyder faktisk alverden for dem der sidder i ligvognens følge. Når man ser fremmede stoppe op, mærker man fællesskabet. At man ikke er alene i verden – men at andre mennesker er med dig. Ser dig. Og et kort minut stopper det, der ellers føles mere vigtigt, for at vise medfølelse.
Der er ingen undskyldning stor nok til bare at fortsætte. Intet menneske er så vigtigt, at man ikke kan stjæle to minutter af sit liv til andre. Kommer man nogle minutter for sent i skole eller til møde, er undskyldningen om ligtog jo et, der kun kan og bør udvise respekt for valget om at stå stille i respekt.
Jeg har givet det til mine børn. Og jeg står der selv. Eller kører langsomt bagved uden at dytte (ja, det sker fortalte en bedemand mig!) eller forsøge overhaling.
Kan vi ikke genindføre denne lille bitte handling, der betyder så uendeligt meget for at kunne føle fælleskab? Det kræver bare at vi genfinder reaktionen og starter med os selv.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
