Menukortet ligner en opgørelse fra en ejendomsmægler i Gentofte, men det viser sig bare at være prisen på en flad hvid kaffe med havremælk. Udenfor bider frosten, og indenfor i varmen sidder vi i en tåge af mælkeskum og bønne-snobberi, mens vi betaler beløb, der for ti år siden kunne have finansieret en mellemstor provinsavis eller i det mindste en brugt Fiat Uno med tre måneder til syn. Jeg tager mig selv i at stirre på baristaen, der med en koncentration, man normalt kun ser hos hjertekirurger under en bypass-operation, hælder den præcis rette mængde dampet mælk ned i en kop, der er så lille, at den ville få en legoklods til at føle sig klaustrofobisk.
Ritualet bag den gyldne bønne
Man skal ikke tage fejl. Det, vi betaler for i dag, er ikke længere bare koffein. Det er et sakramente. Baristaen – lad os kalde ham Sebastian, for det hedder de jo tit, hvis de ikke hedder noget med ‘Storm’ – har flere tatoveringer end en gennemsnitlig sømand fra 50’erne, men hans hænder er blide som en harpespillers. Han vejer bønnerne på en vægt, der er så præcis, at den formodentlig kan måle vægten af mine synder, før han kværner dem med en lyd, der minder om en jetmotor, der starter op i en kirke.
Det er fascinerende at se på. Der er en form for ånd i det, bevares. En dedikation til håndværket, som jeg normalt hylder. Men når Sebastian ser på mig med et blik, der antyder, at min bestilling af en “almindelig sort kaffe” svarer til at bede om en ketchup-mad på en Michelin-restaurant, så knækker filmen en smule.
Han forklarer mig, eller det hører jeg det som… at bønnerne er høstet af venstrehåndede munke på en nordvendt skråning i Etiopien, og at tørken i Brasilien har gjort prisen på råkaffe til en sag for FN’s sikkerhedsråd. Og ja, jeg ved det godt. Vi skriver 2024, og kaffehøsten har det svært. Klimaet driller, og inflationen har ædt vores købekraft som en sulten labrador i et køkken. Men 65 kroner for en kop kaffe? Det er jo ikke bare en prisstigning; det er et overgreb på den sunde fornuft.
En kaffe eller en brugtbil?
Jeg lavede en hurtig hovedregning, mens Sebastian tegnede et lille, perfekt hjerte i mælkeskummet. Hvis jeg drikker to af de her kopper om ugen – hvilket de fleste kaffetørstige sjæle jo gør – så svarer det på årsbasis til prisen på en mindre brugtbil. Vi taler ikke om en Tesla, naturligvis, men måske en trofast lille sag fra 2008 med lidt rust i skærmkanten og en duft af Wunderbaum og fortrydelse.
Hvad er det, der gør, at vi har accepteret denne præmis? At en kop sort væske er blevet et statussymbol på linje med en mærkevaretaske? Det minder mig om noget, Søren Kierkegaard kunne have fundet på at skrive om, hvis han havde frekventeret kaffebarerne på Vesterbro i stedet for at trave rundt i det indre København. “Folk forlanger ytringsfrihed som erstatning for den tankefrihed, de sjældent benytter”. I dag kunne vi tilføje, at vi forlanger specialkaffe som erstatning for det fællesskab, vi har glemt, hvordan man vedligeholder uden en skærm mellem os.
For det er jo det, kaffen altid har kunnet. Den har været samlingspunktet. Ved køkkenbordet, i skurvognen, på højskolen. Men den kaffe var ikke en performance. Den kom fra en rød termokande, der havde set bedre dage, og den smagte en lille smule af plastik og tålmodighed. Den kostede intet, men den gav alt. Den ånd, der findes i en god kop termokaffe, er svær at finde i en dekonstrueret latte til 65 kroner, hvor man føler, man skal have en doktorgrad i sensorik for overhovedet at turde tage den første slurk.
Systemets kynisme og bønnernes pris
Vi lever i en tid, hvor alt skal optimeres og gøres til en “oplevelse”. Systemet har fundet ud af, at hvis man bare gør tingene besværlige nok og pakker dem ind i tilpas meget storytelling, så kan man tage hvad som helst for det. Det er kynisme i sin reneste form, camoufleret som kærlighed til bønnen.
Jeg har intet imod, at folk tjener penge. Tværtimod. Jeg rådgiver selv virksomheder i at stå ved deres værd og deres priser. Men der findes et punkt, hvor ordentligheden forsvinder, og hvor vi bare bliver statister i et teaterstykke om storbyens dekadence. Når vi sidder der med vores dyre kaffe og vores bærbare computere og ser vigtige ud, mens vi i virkeligheden bare prøver at ignorere, at verden udenfor er blevet et sted, hvor man skal tage et lån for at invitere en ven på en kop mokka.
Måske er det på tide, at vi genopdager termokanden. Ikke som et udtryk for nærighed, men som et oprør mod den tomme staffage. Der er noget befriende ved kaffe, der ikke vil være andet end kaffe. Noget ærligt. Noget, der minder os om, at det vigtigste ved en kop kaffe ikke er bønnernes oprindelse, men hvem man drikker den med.
Det handler om mere end koffein
Når jeg kigger rundt i lokalet ser jeg folk, der er så optagede af at tage det perfekte billede af deres latte-art, at kaffen når at blive kold, før de har smagt på den. Vi har gjort nydelse til et stykke arbejde. En opgave, der skal dokumenteres og valideres af fremmede på internettet.
Jeg savner den tid, hvor man bare drak sin kaffe og snakkede om løst og fast. Om vejret, om livet, om de små ting, der virkelig betyder noget. Uden at det skulle koste spidsen af en jetjager. Men måske er det bare mig, der er ved at blive en sur, gammel mand, der hellere vil have en filterkaffe i en plastikmuffe end en syrlig espresso i et designglas.
Jeg tog min kop fra Sebastian. Den smagte fremragende, det må jeg give ham. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at for de samme penge kunne jeg have købt en hel pakke bønner og inviteret halvdelen af gaden på kaffe derhjemme. Det ville have været mere i min ånd. Mere i den ånd, jeg prøver at formidle om mærkelige omveje, vi tager for at føle os som en del af noget.
Nu vil jeg gå ud i kulden igen. Med min dyre kaffe i hånden og en snigende fornemmelse af, at jeg næste gang bare fylder termokanden, før jeg tager hjemmefra. Det er trods alt billigere end at købe en ny Fiat Uno hver fjortende dag.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
