Det er en mærkelig tid at være i live, hvis man ejer en livlig fantasi og en fladskærm, der insisterer på at sende News i døgndrift. Jeg sidder her i min lille lejlighed ved Kongens Nytorv, mens mørket sænker sig over København, og jeg må indrømme, at jeg skeler mere til min nabos robotstøvsuger, end hvad der sikkert er sundt for min mentale balance. Ifølge de seneste meldinger er vi nemlig midt i en hybridkrig, og frontlinjen går tilsyneladende lige over lufthavnen, gennem vores luftrum og måske endda helt ind i min stue, hvis man skal tro de mest bekymrede røster.
Danmark holder vejret. Eller rettere, vi kigger op. Vi kigger så meget op, at vi risikerer at få hold i nakken, mens vi spejder efter de små flyvende maskiner, der tilsyneladende har besluttet sig for at gøre vores lufthavne til deres foretrukne legeplads. Aalborg er lukket, København har været lagt ned, og retorikken fra Christiansborg er skruet op på et niveau, hvor man næsten forventer, at Mette Frederiksen snart dukker op i en camouflagemønstret striktrøje for at fortælle os, at vi skal mørklægge vores vinduer med sorte affaldssække.
Det er fascinerende, hvordan vi som folkefærd reagerer på det usynlige. Vi har altid været gode til at frygte det, vi ikke helt kan se, men som vi kan ane i mørket. Hybridkrigen er den ultimative moderne spøgelseshistorie. Det er krigen uden uniformer, krigen uden en klar krigserklæring, og krigen hvor fjenden lige så vel kan være en teenagedreng i en kælder i Skt. Petersborg som en professionel operatør med en joystick og en dårlig hensigt. Men her i sofaen, med en lunken kaffe og resterne af en Wolt-bestilling, bliver det hele lidt mere nært. Da min nabo for lidt siden startede sin støvsuger, og den karakteristiske hvinende lyd forplantede sig gennem væggen, tog jeg mig selv i at overveje, om det var en russisk angrebsdrone, der var ved at infiltrere min personlige sfære. Det er det, hybridkrigen gør ved os. Den gør os til amatør-spioner i vores egne liv.
Panikken som valuta
Vi taler om droner, som om de er en ny form for græshoppe-plage, sendt af en vred gud for at straffe os for vores overforbrug af streamingtjenester og nemme løsninger. Men midt i al paranoiaen glemmer vi måske at spørge, hvad det egentlig er, vi er så bange for. Er det de fire propeller og et lille kamera, eller er det erkendelsen af, at vores store, flotte samfund er så skrøbeligt, at en lille plastikdims til et par tusind kroner kan lægge hele vores infrastruktur ned?
Det er her, satiren sniger sig ind ad bagdøren. Vi bruger milliarder på forsvar, på store skibe og avancerede missilsystemer, men vi bliver slået ud af kurs af noget, man kan købe i Elgiganten. Det er som at bygge en uindtagelig fæstning og så glemme at låse kattelemmen. Og mens vi sidder og stirrer mod himlen efter lysglimt, der lige så godt kan være Venus eller en forvildet måge med en god lommelygte, så overser vi måske alt det, der rent faktisk er ved at falde fra hinanden lige foran næsen på os. Vi frygter hybridkrigen, men vi har været i gang med en form for intern nedsmeltning i årevis. Manglen på ånd, tabet af den fælles samtale og den snigende kynisme, der gør, at vi hellere vil mistænke naboen end at invitere på kaffe.
Måske er den virkelige hybridkrig ikke den, der foregår i luftrummet over Skrydstrup. Måske er det den krig, der foregår i vores egne hoveder, hvor frygten får lov til at diktere dagsordenen. Hvis målet med disse droneflyvninger er at skabe splittelse, utryghed og paranoia, så må man bare sige, at det virker fortræffeligt. Vi er blevet et folkefærd, der ser spøgelser ved højlys dag, og som kræver handling, uden at vi helt ved, hvad handlingen skal bestå i. Skal vi have et drone-politi? Skal vi have luftværnskanoner på taget af Magasin? Eller skal vi bare trække vejret helt ned i maven og indse, at verden altid har været et farligt sted, men at det sjældent bliver bedre af, at vi mister besindelsen.
En skål for de usynlige fjender
Jeg tænker på de stakkels soldater og lufthavnsansatte, der skal stirre ind i radarskærme og natkikkerter nat efter nat. Det må være en besynderlig opgave at jage noget, der måske slet ikke er der, eller som forsvinder i det øjeblik, man peger på det. Det er som en moderne version af Kejserens Nye Klæder, bare med den krølle, at hvis kejseren er nøgen, så er det sikkert fordi en drone har stjålet hans tøj.
Der er noget dybt menneskeligt i vores behov for at personificere truslen. Det er nemmere at forholde sig til en russisk drone end til en kompleks verden, hvor magtbalancerne tipper, og hvor sandheden er blevet en flygtig størrelse. Vi har brug for en skurk, og lige nu er dronen den perfekte statist i det store sikkerhedspolitiske teater. Men mens vi diskuterer drone-vægge og elektronisk jamming, så sidder jeg her og tænker på, om vi overhovedet kan jamme den frygt, der allerede har sat sig i os.
Min kaffe er blevet kold, og på skærmen kører de samme billeder af en mørk nattehimmel over Aalborg. Der er ikke meget at se, og det er præcis det, der er pointen. Vi er blevet forelsket i vores egen angst. Vi dyrker den, deler den på de sociale medier og lader den farve vores syn på fremtiden. Det er måske den største sejr, enhver hybridkriger kan ønske sig: At vi holder op med at være et folk, der stoler på hinanden, og i stedet bliver et folk, der overvejer, om Wolt-buddet i virkeligheden er i gang med at kortlægge vores entre med sin smartphone.
Refleksioner fra sofaen
Man siger, at det første offer i en krig er sandheden. I en hybridkrig er det første offer tilsyneladende den sunde fornuft. Vi har brug for at genfinde en form for ordentlighed og ro, også når det summer om ørerne på os. Vi skal kunne skelne mellem en reel trussel og en kollektiv psykose, der er blevet gødet af for mange overskrifter og for lidt eftertanke.
Jeg vil forsøge at sove nu, uden at tænke på droner. Jeg vil lade nabos støvsuger være en støvsuger, og jeg vil stole på, at hvis de virkelig vil os det ondt, så kræver det nok mere end en fjernstyret helikopter fra en hobbybutik. Verden er fuld af mærkelige lyde og uforklarlige lys, men det meste af det er trods alt bare livet, der udfolder sig i al sin kaotiske pragt. Vi må ikke lade hybridkrigen stjæle vores glæde ved det små, eller vores evne til at grine af os selv, når vi bliver for selvhøjtidelige i vores frygt.
Det er i de små øjeblikke, i samtalen over hækken eller i den uventede venlighed fra en fremmed, at vi vinder de vigtigste slag. Ikke ved at kigge op, men ved at kigge hinanden i øjnene og huske, at vi er mere end bare mål på en radarskærm. Vi er et folk, vi er et fællesskab, og vi er heldigvis stadig kloge nok til at vide, at en drone på himlen aldrig kan erstatte stjernerne – medmindre vi selv vælger at lukke øjnene for alt andet.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
