HYLDEST TIL VORES HOVEDSTAD

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Jeg kom ind med 4-toget. Eller det blev 5-toget. Noget med sporskifteproblemer. Jeg stod ud i mit elskede København, som jeg glædes over at vende hjem til – men også glædes over at have på afstand. Mest på afstand mærker man, hvad man savner. Og elsker.

Man mødes af lyden af liv. Busser bremser og gasser op, cykelklokker ringer, døre på s-tog bibber, folk taler i telefoner og med hinanden. Nogle løber, for at nå det grønne lys, andre går bevidst langsommere, for at få det hele med.

En mand går rundt midt på gaden og råber noget, der sikkert burde komme os ved, men vi skynder os videre. Det gør jeg også. Ned gennem bagudgangen af hovedbanen, hvor høj klassisk musik holder narkomanerne væk. Så er den genre sat på plads.

Ud på Vesterbro, hvor livet leves på godt og skidt. Nogle er udenfor nummer, andre et nummer for meget. Nogle har prisskilt på deres kønsorgan, andre har ingen nosser til forandre det. Mange kan ikke, om de ville. De er opgivet. Prisgivet. Overladt til at være en del af det bybillede, vi tager ind. En brik i “det danmark vi kender”, og har vænnet os til – og ikke har forandret i årtier.

Du kan få det som du vil ha det, hvis du har penge nok – men dem du betaler, for det du vil ha, har det ikke som de vil ha det. Det har de ikke penge til. Kræfter til. Eller mod til.

Hotellet er som det er. Elsker det umoderne. Synes bedst om de hoteller, der også lejes på timebasis. Hjort ved skovsø på værelset og lidt plys. Godt slidt plys. Her har de dog fået nyt gulvtæppe.

Vandrer ned mod Christiansborg. Byen er venlig, smuk og selv skrald og hundelort forsvinder lidt ned mellem fliserne. Tivoli er åbnet, der er ikke mange skrig fra rutchebanen, men en enkelt vogn lyder alligevel til at more sig. Snart er den fyldt.

Læs også:  Folkelige oprør begynder med en bagedyst

Glyptoteket passeres og de store bygninger begynder at indtage dig. Vandrer ned mod nationalmuseet og har der udsigt til kanalen, bagsiden af strøget, Thorvaldsen og de store pladser omkring Christiansborg Slot. Da jeg boede her glemte jeg, hvor smukt det var. Hvor storslået en ramme om livet byen er.

Kigger på uret. Det gør jeg sjældent hjemme i Nordjylland, ikke fordi jeg har mindre travlt hjemme, men fordi pulsen ikke er til konstante urkik. Her kigger alle på ur. Også dem, der ikke går med det. Jeg konstaterer, at jeg har god tid.

Går en omvej langs kanalen, hvor solens spæde stråler gennembryder morgenens dug og leger kispus med vandets vibrationer. Genskin på livet. Lys på virkeligheden. Sol på vej med dertilhørende kærlige gensyn med alt det, der gør os glade. Vi trives bedst i solskin. Om vinteren skal vi selv skabe lyset. Det kniber, men vi overlever hvert år. Uden at bliver synderligt uvenner.

En japansk turist er kommet tidligere op end de fleste. Tager billeder af et springvand. Det bliver han glad for, når han kommer hjem. Det skal de andre se. På en bænk sidder den ældste dame jeg har set. Hun har lukkede øjne, hovedet lidt tilbage, som om hun overstrømmes af stråler, der alle skal opfanges. Hun smiler. Ikke til mig, men til livet. Det hele skal med. Rynkerne afslører, at hun har siddet her før. Oplevet det meste blive til, forandre sig, gå til og gro påny.

På Christiansborg står horder af skoleklasser og der ankommet busser med pensionister, klar til rundvisning. Det tager tid at komme ind på borgen. I gamle dage kunne man gå lige ind fra gaden – nu skal man undersøges. Rød maling og det der er værre har ændret vores land. Selvom solen skinner. Vi mindes om, at der også er skyer. Grå og sorte. Det er dem, de skal gøre noget ved. Dem der er i huset, jeg besøger nu. Men de kan ikke uden os. Og vi står alt for stille og venter på dem. Og råber, hvis vi synes det går for langsomt. Ligesom ham midt på gaden der råbte tidligere, som vi måske burde lytte til – men ikke gad.

Læs også:  Bennys sexede badekar

Jeg går ad strøget hjem. Alt er vågnet. Musikanterne, folk der skynder sig og butikkerne. Når man går den vej, glemmer man de skæbner, man så tidligere. Det fungerer som vejrudsigten i slutningen af nyhederne, hvor vi glemmer sult i Afrika og krig i Syrien, fordi der kommer 17 grader på lørdag. Juhu.

Udsynet til et par jeans fra Diesel i et vindue overdøver de tidligere billeder af tristhed på nethinden. De koster det samme som et fix. Men varer længere. Gudskelov skal jeg tilbage til hotellet på Vesterbro. Jeg gemmer lidt skamfuldt mine nye bukser, da jeg går gennem den klassiske musik. De triste skal ikke opdage, at jeg er klædt i en måneds dagpenge. Hvis den slags da findes endnu. Man vil jo nødig provokere.

En bus passerer. Der er et billede af Thorning og der står “VI SKAL VIDERE”.

Det er sikkert rigtigt. Vi skal sikkert videre. Spørgsmålet er, om vi får alle med, inden vi stryger videre. Måske vi netop ikke skal videre, men stoppe op. Ham midt på gaden råber endnu. Jeg blir lige og lytter lidt. I mine nye bukser.

/Søe – www.jeppe.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.