Der var engang en pige, der hed Ida, som boede i et lille hus med en have, der var så fuld af hemmeligheder, at selv de gamle egetræer indimellem glemte, hvor de havde gemt deres egern, og denne sommer var haven ekstra magisk, fordi den gemte på en gæst, som ingen i hele verden ville have gættet på.
Ida var en pige med ben, der altid løb hurtigere end hendes tanker, og øjne, der kunne se forskel på syv forskellige slags grøn, men selv hun måtte gnide sig i øjnene en ekstra gang, da hun en tidlig tirsdag morgen luntede ud i haven for at se, om nattens dug havde efterladt små diamanter på de røde jordbær. Midt i jordbærbedet, lige der hvor de allerstørste og mest saftige bær voksede, sad der nemlig noget, der lignede en kæmpe, hvid candyfloss, som var faldet ned fra himlen, men da den store hvide klat sagde et veltilfreds bøvs og tørrede sig om munden med en pote så stor som en murerbalje, gik det op for Ida, at det slet ikke var slik. Det var en isbjørn. Men det var ikke en helt almindelig isbjørn, for i stedet for at lugte af saltvand og frossen fisk, lugtede denne bjørn præcis som en hel bakke solmodne jordbær fra Gammel Solbjerg, og dens pels var ikke bare hvid, den var svagt lyserød på maven, lige der hvor den havde siddet og gnavet sig vej gennem bedet.
Isbjørnen, som hed Isak, kiggede på Ida med øjne, der var så sorte og blanke som lakridskugler, og han så faktisk en lille smule flov ud, mens han forsøgte at skjule en sidste jordbærstilk bag sin ryg, hvilket er ret svært, når man vejer fem hundrede kilo og sidder i en køkkenhave. Han forklarede med en stemme, der lød som om man rystede en pose med store, bløde flødeboller, at han var rejst hele vejen fra Nordpolen, fordi isen var blevet kedelig at tygge i, og fordi han i en drøm havde set et land, hvor maden var lille, rød og smagte af solskin. Isak havde altid følt sig lidt anderledes end de andre bjørne, der kun tænkte på sæler og kolde dukkerter, for Isak ville hellere have søde sager og ligge i en liggestol, hvis han ellers kunne finde en, der ikke knækkede under ham.
Ida kunne ikke lade være med at grine, selvom hendes mor altid havde sagt, at man skulle passe på store vilde dyr, men Isak så slet ikke vild ud, han så bare ud som en, der trængte til en ven og en meget stor portion flødeskum. De blev hurtigt enige om, at hvis man var rejst så langt for at finde jordbær, så fortjente man at få alle dem, man kunne spise, men problemet var, at Isak var meget stor, og Idas jordbærbed var efterhånden meget tomt, så de måtte lægge en plan for at finde flere bær, før maven begyndte at knurre så højt, at naboerne troede, det var tordenvejr.
De startede med at lege gemmeleg i haven, mens de ventede på, at middagssolen skulle få de sidste bær til at rødme, og det var her, Ida opdagede, at isbjørne faktisk er ret dårlige til at gemme sig i danske haver, især når de forsøger at mase sig ind bag en lille rosenbusk eller lægge sig fladt ned på græsplænen og lade som om, de er en meget stor, hvid vasketøjspose. Men Isak gjorde sit bedste, og hver gang Ida fandt ham, rystede hele haven af hans buldrende grin, og fuglene i træerne sang med, som om de aldrig havde set noget så skørt som en isbjørn, der forsøgte at gå på tåspidser gennem en hæk.
Da de havde tømt haven for hvert eneste lille bær, fortalte Isak om en legende, han havde hørt fra en gammel hvalros, om en magisk skov gemt bag de bølgende kornmarker, hvor træerne ikke bar blade, men kæmpe jordbær, der var så store, at man kunne bruge dem som hovedpuder. Ida, der aldrig sagde nej til et eventyr, greb Isak i hans store bløde pote, og sammen begav de sig afsted ud over markerne, hvor kornet kildede isbjørnen på maven, og hvor lærkerne sang sange om det mærkeligste par, der nogensinde havde krydset det danske landskab.
Efter at have gået gennem en skov, hvor træerne hviskede hemmeligheder om gamle konger, og over en bæk, der klukkede af grin over Isaks store fødder, nåede de endelig frem til den skjulte lysning, og det syn, der mødte dem, fik selv en isbjørn til at tabe mælet. Træerne stod der, præcis som hvalrossen havde sagt, med grene, der bøjede sig under vægten af de mest fantastiske, glitrende jordbær, de nogensinde havde set, og luften var så tyk af duften af bær, at man næsten kunne mærke smagen på tungen bare ved at trække vejret.
Det var en verden, hvor alt var vendt på hovedet, og hvor det ikke betød noget, om man var en lille pige eller en kæmpe bjørn, for her var der plads til alle, der havde modet til at drømme om noget sødt. Isak og Ida dansede rundt mellem træerne, og Isak lærte Ida, hvordan man fanger de bær, der falder ned fra toppen, ved at bruge maven som en slags hoppepude, mens Ida viste Isak, hvordan man laver en jordbærkrone, som han stolt bar på sit store hoved, selvom den hele tiden gled ned over det ene øje.
Men midt i al herligheden stødte de på en udfordring, som de ikke havde regnet med, for i midten af den magiske jordbærskov stod en gammel fugleskræmsel-mand med et ansigt af knortet træ og en hat, der var så slidt, at den lignede en gammel pandekage. Han hed Søren Surmule, og han mente bestemt ikke, at isbjørne havde noget at gøre i en jordbærskov, for isbjørne skulle være på Nordpolen og se farlige ud, og de skulle slet ikke gå rundt og se glade ud med frugt i mundvigene.
Søren Surmule råbte og skældte ud med en stemme, der lød som tørre blade, der bliver mast under en støvle, og han fægtede med sine pinde-arme for at skræmme dem væk, men Isak var ikke bange, han var bare høflig. Han gik langsomt hen til det gnavne fugleskræmsel, rakte ham et af de allerstørste bær og sagde med sin dybe, bløde stemme, at man aldrig er for gammel eller for sur til at smage på sommeren, og at det faktisk er ret trættende altid at skulle være det, som andre forventer af en.
Fugleskræmslet standsede midt i et voldsomt fægt med armene og kiggede på det røde bær, og langsomt, meget langsomt, begyndte hans træ-ansigt at flække i et lille, usikkert smil, og før Ida og Isak vidste af det, sad de alle tre på skovbunden og spiste jordbær, mens Søren Surmule fortalte historier fra dengang, han var en lille kvist på et ungt træ. Han indrømmede, at han faktisk altid havde drømt om at blive konditor i stedet for fugleskræmsel, men at han bare ikke vidste, hvordan man kom i gang, når man nu var lavet af pinde og strå.
De brugte hele eftermiddagen på at snakke om friheden til at være præcis den, man føler for, uanset om man er en isbjørn, der elsker jordbær, en pige, der kan tale med bjørne, eller et fugleskræmsel, der vil bage kager, og da solen begyndte at kaste lange, gyldne skygger gennem skoven, vidste de alle tre, at denne dag havde ændret noget inde i dem, som aldrig ville blive helt det samme igen.
Da aftenen faldt på, og himlen blev farvet i nuancer af pink og lilla, som lignede en blanding af hindbærbrus og appelsinjuice, gik Ida og Isak tilbage mod det lille hus i haven, og de bar på en kurv fuld af minder og et par enkelte bær til natmaden. De satte sig på en bænk og kiggede ud over markerne, mens mørket langsomt sænkede sig som et blødt tæppe over verden, og Isak sukkede et lille, lykkeligt suk, der fik bladene på de nærmeste træer til at ryste.
Isak vidste, at han snart måtte rejse tilbage til sit kolde land, men han lovede Ida, at hver gang det blev sommer i Danmark, og hver gang duften af jordbær spredte sig i luften, så ville han finde vej tilbage gennem de frosne have og de store bølger for at besøge sin bedste ven og få en smagsprøve på den magi, man kun finder i et jordbærbed. Han gav Ida et kæmpe bjørnekram, der føltes som at blive pakket ind i ti varme dyner på en kold vinterdag, og Ida vidste, at selvom isbjørne normalt hører til på isen, så passede denne bjørn præcis ind lige her hos hende.
Da Isak luskede afsted mod nord med en lille krukke jordbærsyltetøj under armen, vinkede Ida, indtil han bare var en lille hvid prik i horisonten, og mens hun gik i seng, tænkte hun på, at verden er et meget sjovere sted, når man tør være venner med dem, der ikke ligner en selv, og når man husker at smage på alt det gode, livet har at byde på. Og hvis du en dag går forbi et jordbærbed og ser et stort, hvidt aftryk i jorden eller hører et lille, lykkeligt bjørnebøvs, så ved du nu, at Isak er kommet tilbage for at få sin sommer-snack.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #314 – Villum og det flyvende badekar i skyerne
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
