Ida boede i en by, hvor alt sagde noget hele tiden. Hendes far sang i badet, hendes mor spillede på en støvsuger, og selv hunden, Vaks, havde fået lært at gø i takt til radioen. Der var aldrig helt stille, og Ida tænkte tit på, om stilheden overhovedet fandtes, eller om den bare var løbet tør for batteri.
En dag besluttede Ida sig for at gå på jagt efter ingenting. Det lyder mærkeligt, for hvordan finder man noget, der ikke er der? Hun pakkede en lille taske med en madpakke og sin bedste fantasi. Hun gik forbi de larmende biler og de voksne, der altid talte i telefon, som om de var bange for, at deres ører ville falde af, hvis de ikke blev brugt. Hun gik helt ud til den gamle hæk ved verdens ende, eller i hvert fald der, hvor fortovet holdt op med at være gråt.
Bag hækken fandt Ida en lille sti, der var dækket af blødt mos. Her mødte hun en skabning, der lignede en blanding mellem en sky og en meget gammel uldsok. Han hed Pif, og han talte så lavt, at man skulle holde vejret for at høre ham. Pif forklarede, at han passede på lyden af ingenting. Ida kiggede undrende på ham og spurgte, om ingenting overhovedet sagde noget.
Pif smilede et smil, der føltes som en varm dyne. Han bad Ida lukke øjnene og lytte. Først hørte hun ingenting. Det var som at kigge ind i et tomt skab. Men så begyndte det at ske. Da hun stoppede med at vente på et brag eller en sang, hørte hun noget andet. Hun hørte vinden, der børstede håret på de små blomster. Hun hørte en mariehøne, der landede på et blad med et lille “dut”. Hun hørte lyden af sine egne tanker, der legede tagfat inde i hovedet.
Det viste sig, at ingenting slet ikke var tomt. Ingenting var bare et sted, hvor de små ting fik lov til at fylde. Ida lærte, at man ikke behøver at råbe for at blive hørt, og at verden er fyldt med hemmeligheder, hvis man bare tør skrue helt ned for larmen. Hun lærte, at det kræver mod at være stille, fordi man i stilheden pludselig kan høre, hvem man selv er.
Da Ida gik hjem, havde hun lyden af ingenting med i lommen. Nu kunne hun altid finde den frem, når verden blev for larmende. Hun behøvede ikke længere at råbe sammen med de andre. Hun vidste nemlig noget, de ikke vidste. Hun vidste, at de største eventyr ofte findes der, hvor man slet ingenting kan høre.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Malthe og de flyvende frikadeller]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
