Isabella bor i et hus, hvor urene bestemmer alt, og hvor de voksne altid har travlt med at nå det næste sekund. Men bag et støvet bornholmerur finder hun en dør til en verden, hvor tiden ikke findes, og hvor legen er den eneste lov.
I Isabellas hus var stilheden ikke rigtig stille. Den var altid fyldt med lyden af tusind små fødder, der marcherede hen over væggene, for hendes far samlede på ure. Der var ure af guld, ure af mørkt egetræ, ure der sagde gok som en høne, og ure der spillede små melodier hvert kvarter. Men værst af alt var de ure, som hendes forældre bar på deres arme. De kiggede på dem hele tiden. De kiggede på dem, når de spiste morgenmad, de kiggede på dem, når de børstede tænder, og de kiggede på dem, når Isabella prøvede at vise dem en tegning af en lilla elefant. Vi har ikke tid lige nu, skat, sagde de altid med øjnene stift rettet mod de små visere, der løb om kap. Isabella spekulerede ofte på, hvor tiden løb hen, og hvorfor den altid var så svær at fange. Hun forestillede sig tiden som en lille, hurtig mus, som de voksne forgæves forsøgte at fange med deres fælder af metal og glas.
En regnfuld tirsdag, hvor himlen lignede en våd vaskeklud, og de voksne var mere stressede end normalt, besluttede Isabella sig for at lege gemmeleg med sig selv. Hun sneg sig ind i det fjerneste hjørne af biblioteket, hvor det allerstørste ur stod. Det var et gammelt bornholmerur, som ingen havde trukket op i hundrede år. Det var tavst og tungt og lugtede af gammelt papir og mørke minder. Men da Isabella krøb om bag uret for at gemme sig for den travle verden, mærkede hun en kølig trækvind. Bag den tunge trækasse var der ikke bare en mur, men et lille, sølvskinnende håndtag. Uden at tænke sig om drejede hun det, og med et lille suk åbnede en dør sig ind i selve mørket. Men det var ikke et almindeligt mørke. Det var et mørke, der glitrede som stjernestøv, og da hun trådte igennem, forsvandt lyden af de tusind tikkende ure fuldstændig.
Isabella trådte ud på en eng, hvor græsset var så blødt, at det føltes som at gå på nybagte boller. Himlen over hende var ikke bare blå, men skiftede langsomt farve fra fersken til lavendel og så til en dyb, glitrende smaragdgrøn. Der var ingen sol, men alligevel var alt badet i et varmt, venligt lys, der kom fra de enorme blomster, som voksede overalt. Blomsterne lignede store, lysende lygter, og når vinden blæste i dem, gav de en lyd fra sig, der mindede om barnelatter. Isabella kiggede på sit eget håndled, hvor hun med en tusch havde tegnet et lille ur, men stregerne var væk. Her var ingen tal, ingen visere og vigtigst af alt, ingen der råbte, at man skulle skynde sig.
Længere fremme mødte hun en mærkelig skikkelse. Det var en gammel mand med et skæg så langt, at små fugle havde bygget rede i det. Han bar en kappe syet sammen af hundredvis af forskellige stykker silke, og han var i gang med at sende drager op i luften. Men det var ikke almindelige drager. De var lavet af rent lys og skiftede form, alt efter hvad man tænkte på. Manden præsenterede sig som Mester Mumle, og han forklarede Isabella, at hun var kommet til Tidløshedens Land. Her findes der ingen minutter, sagde han med en stemme, der lød som en bæk, der risler over sten. Vi ved ikke, hvad en time er, og vi har aldrig hørt om at komme for sent. Vi gør bare det, vi har lyst til, indtil vi har lyst til noget andet. Det lød så vidunderligt i Isabellas ører, at hun mærkede en stor knude i maven løsne sig.
Mester Mumle rakte Isabella snoren til en af de lysende drager. Da hun holdt i den, kunne hun mærke, hvordan dragen trak i hendes fantasi. Hun tænkte på en flyvende fisk, og straks blev dragen til en glitrende karpe, der svømmede gennem de lilla skyer. De løb over engene i det, der kunne have været fem minutter eller fem år, for i dette land betød den slags intet. De mødte børn, der byggede slotte af musik, og voksne, der havde glemt alt om deres arbejde og i stedet brugte dagen på at lære at tale med sommerfugle. Isabella lærte, at når man ikke kigger på uret, så bliver hvert øjeblik uendeligt stort. Hun malede billeder på luften med fingrene, og farverne blev hængende som små lysende minder, indtil hun grinede dem væk igen.
Men midt i legen kom Isabella til at tænke på sin mor og far. Hun huskede deres trætte øjne og deres evige jagt på sekunderne. Hun tænkte på, hvordan deres ansigter altid var låst fast i en bekymret mine, fordi de var bange for at miste tid. Mester Mumle så på hende med sine vise øjne og smilede sørgmodigt. De har glemt, hvordan man leger, Isabella, sagde han. De tror, at tid er noget, man ejer, men tid er i virkeligheden bare en ramme, man selv kan male i. Hvis man glemmer at lege, bliver rammen til et fængsel. Isabella vidste nu, hvad hun skulle gøre. Hun ville ikke bare blive her i det magiske land; hun ville tage en bid af magien med tilbage til den grå og tikkende verden.
Da Isabella trådte tilbage gennem den lille dør i bornholmeruret, var biblioteket præcis, som hun havde forladt det. Støvet dansede stadig i de få solstråler, der slap igennem regnen, og urene tikkede stadig deres monotone march. Men Isabella var forandret. Hun løb ud i køkkenet, hvor hendes forældre sad med hver deres telefon og en kop kold kaffe, mens de talte om alt det, de skulle nå i morgen. Isabella stoppede op, tog deres hænder og lagde en lille, usynlig gave i deres håndflader – mindet om den drage, hun havde fløjet med.
Smid telefonerne, sagde hun med en stemme, der var fuld af Tidløshedens kraft. Lad os bygge et fort af alle sofapuderne, og lad os lade som om, at gulvet er lavet af lava. Hendes forældre kiggede først på deres ure, men så skete der noget mærkeligt. De kiggede på Isabella, og for første gang i meget lang tid så de hende rigtigt. Hendes far smilede, et lille og forsigtigt smil, der langsomt bredte sig til hele ansigtet. Han lagde sit dyre ur på bordet, og hendes mor gjorde det samme. I de næste mange timer var der ingen, der vidste, hvad klokken var. De byggede det største pude-fort i verden, og de grinede, indtil de fik ondt i maven. Verden udenfor fortsatte med at skynde sig, men inde i deres stue var tiden holdt op med at være en fangevogter. Den var blevet til en legekammerat.
Læs næste eventyr: [Villum og den talende luftballon]
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
