I dag, på Grundlovens og Fars dag, stiftede vi det parti, som Lars Løkke og jeg lagde grundstenen til i januar 2021. Det har været en vild rejse. Nu er vi landet. Nu findes Moderaterne. Nu finder vi sted.
Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg skulle på plakaten. Jeg tror endda jeg har benægtet det undervejs. Men at sidde og lytte til sygeplejersker, skolelærere, brandmænd og psykisk syge, der fortæller om en virkelighed som JEG troede der var mere styr på, har undervejs gjort mig vred – men også fuld af tro på, at vi har nogle af de svar, der kan ændre landet. Jeg har genfundet lysten til at tage mere aktivt og personligt fat på at forandre det, jeg mener bør forandres.
Jeg vil fortsat kommentere, skrive og debattere – både om alvor og sjov. I slipper hverken for bilture eller pæreskift på en Citroën – eller for opsange, en spindoktor nok ville fraråde at skrive som kandidat.
Jeg tror på, at jeg skal være den samme i morgen, som jeg var i går. Er det ikke nok at være sig selv, må falde hvad ej kan stå.
Min Grundtvigske højskolebaggrund har det enormt skidt med den politikerlede, som præger samfundet. Et folkestyre er ikke raskt, hvis der er grundlæggende mistillid. Som journalist bærer jeg nok en del af skylden, fordi nuancerne altid ryger når den gode korte overskrift skal sælge. Parsonjagter sættes ind og fejlfinderne vågner til dåd. Jeg vil selvfølgelig igen stå i et spotlight, hvor alskens ord og forbandelser vil blive kastet min vej fra både krigere på sociale medier og nok også dele af den presse, jeg har kritiseret i årevis. Men jeg er klar. For jeg er den jeg er, står for det jeg gør – og står ved det hele. Også arv og gæld. Og så er jeg pisse stolt af at have skabt Moderaterne. Jeg mener ikke selv man både kan være pressechef og kandidat, det er ganske enkelt fuld af dilemmaer. Så jeg fortsætter i stedet som direktør for Det Politiske Mødested, der skal kickstartes efter sommer som en folkelig tænketank – og er fortsat også medarbejder for Lars Løkke.
Jeg glæder mig til at fortsætte samtalen med jer alle. Lige nu skal jeg feste – ovenpå 17 måneders arbejde i døgndrift på at skabe fundamentet for et parti, der nu er virkelighed.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






