Jeg så det forleden på min skærm. Et opslag fra en mand, der har fået nok. Slagter Klaus Lund i Hinnerup har trukket stikket på det, vi alle sammen elsker at hade: “Ja tak”-tilbuddet. Det startede ellers så smukt som en digital kærlighedshistorie mellem en slagter med friske forårsruller og en sulten hob af Facebook-brugere. Men kærligheden brast, da halvdelen af gæsterne aldrig dukkede op til festen.
Det er den moderne dannelses mørke side, vi her ser skåret ud i skiver – og det er desværre ikke den gode slags pålæg.
Vi lever i en tid, hvor afstanden mellem en tanke og en handling er blevet så kort, at vi har glemt at tage pli med på rejsen. Et hurtigt tryk på en skærm, et lille dopamin-kick i fingerspidsen, og så er man den lykkelige ejer af tre kilo flæskesteg eller tyve hjemmelavede forårsruller. “Ja tak”, skriver vi, mens vi sidder i sofaen og egentlig bare keder os. Men når regnen pisker mod ruden, og turen til Hinnerup pludselig føles som en ekspedition til Nordpolen, så dør lysten.
Og her kommer den digitale distance ind som en ubuden gæst. For når man ikke står ansigt til ansigt med Klaus bag disken, så føles det ikke som en aftale. Det føles bare som pixels på en skærm. Vi har fået et forhold til virkeligheden, der minder om en dårlig Tinder-date; vi swiper til højre på tilbuddene, men når det kommer til stykket, orker vi ikke at møde op.
Men Klaus Lund står tilbage med kødet. Han står med råvarer, der er forædlet med håndværk og stolthed, men som nu risikerer at ende i skraldespanden, fordi vi som forbrugere har mistet evnen til at holde ord. Det er her, dannelsen forsvinder i støjen fra notifikationer. En aftale er vel en aftale, uanset om den er underskrevet med blod, blæk eller en emoji?
Det er den totale devaluering af det menneskelige ord. Når vi ikke længere føler en forpligtelse over for det lokale erhvervsliv, så er vi med til at udhule de fællesskaber, vi ellers påstår at hylde. Vi taler stolpe op og stolpe ned om at bevare landsbyerne og de små butikker, men når det kommer til at lette bagdelen og hente den mørbrad, vi selv har bestilt, så svigter vi. Det er hykleri i sin reneste, mest kødfulde form.
Dannelse handler ikke om at kunne spise med den rigtige gaffel. Det handler om respekt for andres tid og arbejde. Når Klaus i Hinnerup bruger timer på at pakke og gøre klar, så er det et tyveri af hans liv og flid, når vi bare ignorerer ham. Det er en mangel på empati, der er vokset ud af den tro, at alt i verden bare er en app, man kan lukke ned, hvis det ikke lige passer ind i dagsprogrammet.
Vi har fået en “skip”–kultur. Vi skipper reklamer, vi skipper introer på film, og nu skipper vi også vores aftaler med slagteren. Men man kan ikke skippe virkeligheden. Kødet bliver dårligt, butikken får underskud, og i sidste ende mister vi den mangfoldighed, der gør vores byer værd at bo i. Hvis vi fortsætter med at sige “ja tak” uden at mene det, så ender vi i en verden, hvor ingen tør sige “værsgo”.
Det er faktisk ret simpelt: Hvis du har klikket, så har du købt. Der findes ikke en fortrydelsesret baseret på dovenskab. Vi skal genfinde respekten for det håndtryk, der nu er blevet til et klik. Vi skal lære vores børn, at bag hver skærm sidder der et menneske, der har gjort sig umage. En slagter, en bager eller en foredragsholder, der har forberedt sig på dit besøg.
Hvis vi ikke kan overholde en aftale om ti forårsruller, hvordan i alverden skal vi så kunne stole på hinanden, når det virkelig gælder? Når vi skal bygge samfund, løse kriser eller bare være naboer? Respekten starter ved disken hos Slagter Lund.
Det handler om andet end bare kød. Det handler om at være et menneske, man kan regne med.
Ellers kan det hele jo være lige meget.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
