Det skete i morges. Præcis da jeg trådte ud på trappen med kaffekoppen i hånden og mærkede den der helt særlige, skarpe luft, som ikke bare køler huden, men som bider en smule i næseborene. Det er lyden af stilhed, der har ændret karakter. Fuglene er ikke længere i det der maniske forårshumør, og de sidste rester af sommerens varme hænger kun tilbage som et fjernt minde i asfalten, der nu er våd af nattens dug. Selvom vi har haft en måned, der har føltes som en uendelig forlængelse af august, så er dommen faldet nu. Sommeren er officielt flyttet ud, og efteråret er flyttet ind uden at spørge om lov.
Der er noget dybt rituelt over denne dag. Det er dagen, hvor jeg står foran klædeskabet og kigger på rækken af t-shirts, der pludselig virker en smule for optimistiske, for så at række ind bagerst efter den tunge, mørke uldsweater. Den dufter en lille smule af gemt tid og måske en anelse af sidste års gåture langs Vesterhavet. Når man trækker den over hovedet, føles det som at tage en rustning på. Ikke en rustning mod fjender, men en rustning mod det uundgåelige lysfald, vi kigger ind i. Det er nu, jagten på D-vitaminerne begynder – både dem på glas og dem, vi desperat forsøger at indfange i de få timer, hvor solen stadig formår at kigge gennem det grå skydække.
Når lyset mister sin magt
Det er fascinerende, hvordan lyset skifter i disse dage. I juni var det som en projektør, der aldrig blev slukket, og som tvang os til at være på hele tiden. Vi skulle grille, vi skulle ud, vi skulle leve, som om hver time var den sidste. Men her i september er lyset blevet blødere, mere eftergivende og en smule sørgmodigt. Det falder længere og fladere hen over de jyske marker, der nu står tilbage som brune stubbe efter høsten. Der er en melankoli i det landskab, som jeg altid har fundet en mærkelig trøst i. Melankoli bliver ofte forvekslet med tristhed, men for mig er det noget helt andet. Det er en form for åndelig eftertænksomhed.
Melankolien er det rum, hvor vi får lov til at trække vejret helt ned i maven, uden at der er et krav om, at vi skal præstere sommerglæde. Det er her, de store tanker ofte får lov til at spire, fordi der er plads til dem i mørket. Når vi tænder det første stearinlys om aftenen – ikke fordi det er hyggeligt på den der planlagte “nu-skal-vi-hygge-måde”, men fordi mørket simpelthen kræver det – så sker der noget med samtalen. Den bliver dybere. Den mister sin overfladiske glans og får i stedet en substans, der passer til årstiden. Vi taler ikke længere om, hvor vi skal hen, men måske mere om, hvor vi er.
Jagten på det forsvundne overskud
Det er også nu, vi begynder at mærke den kollektive træthed. Vi danskere er jo programmeret til at fungere på solceller, og når batterierne begynder at lyse rødt her i slutningen af september, så panikker vi en smule. Vi styrter ned i Matas efter D-vitaminer i doser, der kunne vække en bjørn fra sin vintersøvn, og vi taler om lysterapi og vinterdepressioner, som om det var en naturkatastrofe, der ramte os for første gang. Men måske er trætheden i virkeligheden en gave? Måske er det naturens måde at sige, at vi skal skrue ned for blusset.
Jeg kigger ud over haven, hvor bladene på det store kastanjetræ er begyndt at få de der karakteristiske brune kanter. De giver slip, når tiden er inde. De kæmper ikke imod tyngdekraften eller årstidernes skiften. De giver bare slip og dækker jorden som et varmt tæppe. Vi mennesker har det sværere med at give slip. Vi vil gerne beholde sommerens energi langt ind i november, og vi bliver irriterede på os selv, når vi hellere vil ligge på sofaen med en bog end at tage til netværksmøde eller træning. Men der er en visdom i efteråret, som vi har glemt i vores effektivitetskultur. Det er nødvendigt at visne en lille smule for at kunne blomstre igen til foråret.
Den jyske horisont og de lange skygger
Der er noget særligt ved at køre gennem det jyske landskab på en dag som i dag. Skyggerne er lange, selv midt på dagen, og de små byer, jeg kører igennem, virker til at have trukket sig ind i sig selv. Røgen fra de første tændte brændeovne begynder at stige op fra skorstenene, og den lugt – blandingen af fugtig jord og brændt træ – er for mig essensen af tryghed. Det minder mig om min barndom, om at komme ind fra kulden og mærke varmen ramme ansigtet, mens man fik at vide, at nu var det tid til at læse eller bare være stille.
I denne tid bliver vi mindet om vores egen skrøbelighed. Vi er ikke herrer over lyset, og vi er ikke herrer over tiden. Vi er blot passagerer i en cyklus, der er langt større end vores egne små bekymringer og dagsordener. Det er her, jeg finder min “søeforklaring” på efteråret: Det er ikke en afslutning, men en nødvendig pause. En pause fra den evige støj og det konstante krav om at være synlig. I mørket er vi alle lidt mere usynlige, og det giver os friheden til at tænke de tanker, der kræver ro og skygge for at vokse.
En bøn for den varme sweater
Så hvis du sidder derude og mærker den der mærkelige tyngde i brystet, når solen går ned før aftensmaden, så prøv at lade være med at bekæmpe den. Find den varme sweater frem. Den, der måske kradser en lille smule, men som holder sammen på dig. Tag de der D-vitaminer, ja, men husk også at indtage mørket i små, kontrollerede doser. Der er en skønhed i efterårs-melankolien, hvis man tør se den i øjnene i stedet for at løbe væk fra den med en lysterapilampe i hver hånd.
Vi skal lære at sætte pris på den tid, hvor verden bliver mindre. Hvor horisonten rykker tættere på på grund af tågen, og hvor vi bliver tvunget til at kigge indad i stedet for hele tiden at spejde efter det næste store fix i horisonten. Efteråret er sandhedens tid. Det er her, vi ser, hvad der står tilbage, når bladene er faldet, og blomsterne er visnet. Og ofte er det, der står tilbage, langt mere interessant end den farvestrålende facade, vi viser frem hele sommeren.
Det handler om ordentlighed over for sig selv. Om at acceptere, at vi også har årstider i vores indre. Og lige nu er det altså tid til uld, eftertænksomhed og lange gåture i det våde græs, mens vi venter på, at stjernerne bliver tydelige på den sorte nattehimmel. For de står der jo altid – vi kan bare se dem meget bedre nu, hvor lyset ikke længere blænder os.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
