Det er midnat. Buddy snorker som en mindre dieselgenerator nede i stuen, huset er stille, og jeg ligger som så mange andre oplyste mennesker med telefonen oppe i hovedet og ser en mand skære en vandflaske i tusind stykker med en glohed kniv. Og jeg elsker det. Helt oprigtigt. Der findes en form for digital meditation i den slags. Den er genial. Teknologien kan noget næsten poetisk, når den forærer os fem minutters komplet ligegyldighed og dermed et lille hul i dagens larm. Mit problem er ikke flasken. Mit problem er, at algoritmen bagefter opfører sig som en smådum butler, der tror, at fordi herren én gang bad om en småkage, så ønsker han nu kun at leve af marcipan og luft.
Algoritmens hypnotiske tomgang
Det komiske er jo, at jeg er oprigtigt tech-begejstret. Jeg elsker dimserne, mulighederne, de skøre kaninhuller og hele den svimlende tanke om, at vi går rundt med mere regnekraft i lommen, end der skulle til for at sende mennesker til månen. Selvfølgelig skal teknologien også kunne levere fjol og forundring. Selvfølgelig skal jeg da kunne se sand blive mast, sæbe blive skåret i tern og en koreansk influencer pakke 47 slags viskelædere ud, som var det en statsbegivenhed. Det er ikke civilisationens fald. Det er pausemusik for hjernen. Og pausemusik kan være vidunderlig.
Men så sker det. Algoritmen gør det, algoritmer alt for ofte gør, når de bliver opdraget af annoncefolk og kliklogik: den misforstår mennesket. Den tror, at fordi jeg nyder lidt digital meditation, så ønsker jeg et liv i permanent venteposition. Som om jeg ikke også vil have historie, tanke, perspektiv, kultur, uenighed, sammenhæng. Som om jeg kun består af tommelfinger og pupil. Det er dér, jeg bliver tvær. Ikke som en sur gammel mand, der råber ad internettet, men som en tech-elsker, der forventer mere af maskinen.
For pointen med teknologi må jo være frigørelse. Det er derfor, vi opfandt vaskemaskinen. Ikke fordi mennesket i årtusinder havde drømt om centrifugering som erotisk fantasi, men fordi nogen tænkte: Hvad nu hvis vi kunne fjerne noget af det trivielle slid, så mennesker fik mere tid til at leve, tænke, læse, elske, diskutere, bygge, synge og i heldige øjeblikke måske endda forstå noget om sig selv? Algoritmen burde være lige så begavet som vaskemaskinen. Den burde tage støjen. Sortere skidtet fra. Klare det trivielle. Skabe luft. Ikke holde os fanget i en endeløs digital skyllecyklus af flasker, der bliver skåret over, mens pyramiderne står ovre i hjørnet og samler støv.
Unboxing – og kunsten at pakke verden ud
Jeg har det i øvrigt lidt på samme måde med unboxing. Jeg forstår det jo godt. Den lille ceremoni. Den barnlige spænding. Lyden af emballage, der giver op. Den tynde plastfilm, der bliver trukket af en ny skærm med samme andægtighed, som andre mennesker tænder alterlys. Det er helt menneskeligt. Vi elsker afsløringer. Vi elsker overgange. Vi elsker følelsen af, at noget skjult bliver synligt. Der er intet forkert i det. Lad os nu ikke gøre al nydelse mistænkelig bare fordi den foregår lodret på en telefon.
Det forkerte opstår først, når maskinen lærer os, at alt skal være sådan. Hurtigt. Glat. Knitrende. Let at sluge. For så bliver mennesket jo fejllæst. Vi er ikke kun skabt til at pakke nye telefoner ud. Vi er også skabt til at pakke verden ud. Historien. Filosofien. Troen. Magten. Folkestyret. Det menneske, man ikke forstår ved første møde. Hele den store, besværlige pakke, som livet består af. Det er også unboxing, bare uden ring light og rabatkode.
Jeg savner ikke fortiden. Jeg savner fremtiden, som den burde være. Den, hvor teknologien ikke gør os dummere af bekvemmelighed, men friere af intelligens. Den, hvor algoritmen ikke bare serverer det, der holder os nede i stolen, men det, der rejser os lidt op indeni. Hvor den tænker: Han så tre videoer med flasker og sæbe. Fint. Nu sender vi ham videre til pyramiderne, til idéhistorien, til et foredrag, til et arkiv, til noget, der giver ham mere at være menneske med. Det ville være tech med manerer.
Højskoleånden i en algoritmisk tid
Jeg kommer fra en verden, hvor højskoleånden betyder alt. Hvor man synger sammen, diskuterer sammen og skændes ordentligt. Hvor dannelse ikke er pynt, men brændstof. Og netop derfor nægter jeg at acceptere den dovne modsætning mellem skærm og ånd. Det digitale burde jo være højskole med turbo. Hele verdensbiblioteket i lommen. Arkiver, bøger, dokumentarer, foredrag, debatter, stemmer, vidnesbyrd, gamle ruiner, nye idéer. Det er jo vanvittigt smukt, når man tænker over det. Vi står med en folkeoplysningsmaskine i hånden og bruger den alt for ofte som en digital slikkepind.
Det er ikke folkets skyld alene. Det er også arkitekturens. Hvis du bygger et system, der belønner det hurtige, det pæne og det ufarlige, så får du mere af det hurtige, pæne og ufarlige. Hvis du bygger et system, der forstår, at mennesker både har brug for hvile og horisont, så får du noget langt klogere. Vi har ikke brug for mindre teknologi. Vi har brug for bedre ambitioner på teknologiens vegne. Mere mod. Mere dannelse. Mere tillid til, at brugeren faktisk kan tåle andet end sukker.
Jeg tror stadig fuldt og fast på, at vi kan få begge dele. Jeg vil gerne have den hurtige scroll, når hjernen trænger til at lægge sig i hængekøjen. Men jeg vil også have den intelligente overgang videre til noget, der gør mig mere opmærksom, mere historisk, mere menneskelig. Ikke fordi alt skal være tungt. Ikke fordi livet skal være lektiehjørne fra morgen til aften. Men fordi god teknologi ikke bare skal underholde. Den skal frigøre tid, rense støj væk og sende os videre mod det væsentlige. Den skal, kort sagt, være mere vaskemaskine end spilleautomat.
En bøn om substans og modstand
Så min bøn er egentlig ikke særlig from. Den er teknisk. Byg dog en algoritme, der forstår frigørelse. En algoritme, der ikke bare er god til at fastholde min opmærksomhed, men til at forædle den. En algoritme, der ved, at jeg godt må bruge fem minutter på at glo på en flaske, der bliver skåret over som var det kirurgi for begyndere, men som også forstår, at mit liv ikke skal ende dér. Hjælp mig videre. Løft mig. Ryd bordet. Giv mig substansen, når støjen er fjernet.
For det er jo dét, den bedste teknologi altid har gjort. Den har ikke bare imponeret. Den har frigjort. Givet os tid tilbage. Gjort hverdagen mindre dum og menneskelivet større. Det bør også gælde vores digitale rum. Ikke som moralprædiken. Ikke som løftet pegefinger. Men som et helt rimeligt krav fra en bruger, der faktisk elsker maskinen og derfor nægter at nøjes med dens dummeste vaner.
Jeg kommer fortsat til at se mærkelige videoer på en træt tirsdag. Det er ikke til forhandling. Men jeg vil have lov at forlange, at teknologien bagefter opfører sig voksent. At den ikke tror, jeg kun vil bedøves, men også beriges. At den sender mig fra vandflasken til pyramiderne, fra sæben til civilisationen, fra den lille pause til den store sammenhæng. Det er ikke brok. Det er kærlighed med krav.
P.S. Jeg ser gerne flasken blive skåret færdig. Jeg vil bare ikke ende med at bo nede i skuffen med de andre plastiklåg. Send mig nu videre til pyramiderne.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
