Besøget fra udenrigspolitisk nævn var hemmeligt til vi var ude igen – og i dette sekund har vi passeret grænseposten, tilbage i trygheden i Moldova, et land jeg skriver meget mere om snart. Jeg er mæt af indtryk og tænker på alle dem, vi har mødt på et enkelt døgn i Ukraine – som nu er blevet tilbage i det, der aldrig rigtigt bliver en hverdag. De insisterer alle på at leve et liv. Arbejde. Opbygge. Kære sig om hinanden. Og om at vinde!
Men når en dagligdag og nattesøvn konstant afbrydes af luftalarmer, som fortæller man skal søge nærmeste kælder, er det svært at glemme man bor i en krigszone. Når vi som gæster skal have eskorte, ikke må sige til familien og børnene hvor vi skal hen og har en skudsikker vest i bagagen, er virkeligheden tydeligvis alvorlig hos dem, vi besøger.
LUFTALARM
På denne ene dag i Mykolajiv lød luftalarmen 3 gange. To gange var det russiske krydsermissiler, sendt fra Sortehavet, fløj højt over byen – gudskelov for os mod mål langt væk. Men midt i lettelsen over at de fløj videre, husker man pludselig, at de jo er på vej et sted hen, hvor mennesker lever og måske dør, når missilet når sit mål.
Den sidste alarm var velkendt for borgerne, nemlig russiske fly, der alene sendes på vingerne for at stresse borgerne med falske luftalarmer. I døgndrift. Så folk måske mister kampgejst, energi og moral.
Vilje til sejr, kampgejsten og moralen er intakt. Til gengæld virker det som om alarmen ikke sender nogen i alarmberedskab mere.
De valfarter ikke hen i beskyttelsesrum længere, men går blot videre. Som om intet var hændt.
Det er dog tydeligt i ansigterne, at alt er hændt. Alt for meget endda.
Udover alarmerne har de en app, hvor skuespilleren bag Luke Skywalker har indtalt alarmbeskeden. Han siger i beskeden, som skal få folk i beskyttelse, at “overmod er din fjende”.
Jeg tror dog ikke det er overmod eller opgivelse der gør, at folk ikke søger kælderen straks, men nærmere en ukuelighed, hvor man trodsigt insisterer på, at livet ikke må leves med afbrydelser.
En enkelt gang i dag måtte vi alle søge tilflugt i en kælder, hvor vi fik uventet god tid til at lytte på borgernes og politikernes fortællinger fra en dagligdag, der aldrig må blive dagligdag. Mens sirenerne ovenover lavede lydbilledet til de triste fortællinger.
Russernes angreb har – udover militære mål – tydeligt været målrettet alt det, der kan skade Ukraines fremtid. Infrastruktur, drikkevand, strøm og andet livsvigtigt. Og mod virksomheder, der styrker væksten og dermed genopbygningen af Ukraine har været bombemål.
Vi mødte en fabriksejer, hvis fabrik lå smeltet og fordrejet tilbage, efter en russisk raket smadrede hans livsdrøm. Han producerede ikke noget af militær værdi, der var oplagt bombemål, men lavede sågar bare tekstiler til bilsæder. Ret succesfyldt og stabilt, indtil der pludselig kom en raket fra himlen og bogstaveligt talt smadrede hans livsværk. Han vil så gerne tilbage på sporet, men hvem vil låne penge til genstart, når der ikke er noget brugbart tilbage? Hvilken bank vil låne penge alene til knowhow i et land, hvor endnu en raket kan ramme om lidt? Det skal vi sammen i EU ville.
Russerne har også gravet miner ned i Ukraine, som indeholder gift der har til formål at ødelægge landbrugsjorden, hvis minen detoneres af mineryddere. For at ødelægge det spisekammer, som Ukraines landmænd styrker landet med.
Parolen fra Putin må være, at hvis han ikke kan få landet, skal de heller ikke kunne bruge det selv.
Vi mødte Røde Kors og SOS Børnebyerne der knokler på at skabe gode forhold for familier, hvor mange har brug for psykisk eller fysisk hjælp – og hvor børn også bare kan have brug for et knus eller en, der gider sparke lidt til en fodbold. Og de gør det godt. Samme mødte vi i Moldova, tær på grænsen til Ukraine, hvor ukrainere er flygtet til og bor, så godt det nu er muligt.
TAK TIL DANMARK
Hvis noget står tilbage fra mit besøg, så er det, hvor stor betydning Danmark har for Ukraine. Taknemmeligheden og respekten for vores indsats er enorm. Man mærker den overalt man kommer.
Det er så uendeligt hjertevarme ord de siger om den indsats, som Danmark og danskerne har ydet. Stærkest udtrykt fra en af politikerne i regionen, der pludselig brød i gråd da han takkede Danmark for at passe på Ukraines mange familier på flugt.
“Man kan kun kæmpe og genopbygge, hvis man ved, at familien er i tryghed. Og det er de hos jer”.
MYKOLAJIV
Hvis du endnu ikke har hørt om Mykolajiv kommer du til det. Mykolajiv har lidt over 400.000 borgere – og Danmark har valgt at fokusere indsatsen med genopbygning på primært dette område. Ukraine er enormt – vi hjælper lidt overalt – men har valgt en alternativ tilgang og åbnet kontor i Mykolajiv og hjælper primært her. Så må andre lande på samme måde vælge andre regioner.
At håndtere genopbygning sådan har tydeligt givet pote. Ved at være til stede kan danskerne på ambassadens lokalkontor yde præcist den hjælp, de har brug for. Lige præcist den indsats, der styrker borgernes egen drift mest. Både i det hele store og det små.
Indsatsen er så respekteret af befolkningen i Ukraine, at en naboregion åbent siger “where is our Denmark”. Ikke som et ønske om, at vi skal hjælpe dem også – men et håb om, at andre lande vil lade sig inspirere af Danmarks tilgang og være ligeså engagerede som os – redde liv og skabe liv på samme tid.
Børnene kan ikke komme i skole, men sidder online og undervises. Der mangler nemlig beskyttelsesrum ved skolerne, så de er hjemme hos forældrene, som dermed ikke kan tage på arbejde. Og som sådan er området i skak.
Det kan man kun se, hvis man er der. Og derfor er Danmark ved at se på sagen.
Og ambassadens udsendte har endda også lige afholdt en spontan cykeltur på en fridag, hvor de forventede ganske få fremmødte til en hurtig udmelding om fælles cykeltur – men pludselig var der samlet 500 cyklister, der bare trængte til et afbræk fra hverdagen. Noget normalt.
Vi forsøger at hjælpe det lokale erhvervsliv – vi laver vandstationer med rensning af drikkevand, fordi russerne har smadret adgangen til rent vand. Vi har genopbygget tomatdyrkningen. Vi har leveret spånplader til alle de knuste vinduer. Og meget mere…
Overalt vejrer dannebrog side om side med det ukrainske flag i byen. Vi tænkte det måske var for at byde det officielle besøg velkomment – men ambassadens folk fortæller, at dannebrog er del af bybilledet hele tiden i ren og skær taknemmelighed.
KNUS TIL DANMARK
Mens vi får fortællingen inde på drikkevands-depotet lister jeg udenfor. Her står en ældre dame, der ikke er mødt op for at hente vand, men er kommet fordi hun havde hørt der var besøg fra Danmark.
Hun hulker næsten mens hun fortæller hvor enormt vigtige vi er for byens borgere – og giver spontant et kæmpe knus.
“Spasiba” hvisker hun flere gange i mit øre, mens hun ret stædigt holder fast om mig.
HVORDAN GIVER MAN ET KNUS VIDERE?
Når jeg rejser som folkevalgt møder jeg virkelig ofte folk, der er Danmark dybt taknemmelig. Jeg mærker respekten for vores indsats rundt omkring
– som politiker er det så mit øre, de hvisker i.
Jeg tænker altid på, hvordan pokker jeg skal sende den tak videre til alle danskere, som hun jo i det sekund taler til.
Hvordan jeg nogensinde med ord skal fortælle danskerne, hvor stor respekt der er om vores fælles indsats ude i verden. Hvordan giver man et knus videre til 6 millioner skatteydere?
Det er nok umuligt.
Men lad mig gøre et forsøg:
Når en ældre dame bevæger sig ned af frostglatte veje under en luftalarm, fordi hun har hørt der er besøg fra Danmark, er det fordi du som dansker er del af noget uvurderligt.
Når en stor og stærk kriger, med stærke overarme og armytøj pludselig græder og siger tak, fordi hans familie er i tryghed oppe hos os, er det fordi du som dansker er del af noget uvurderligt.
Når en af dem med flest stjerner på skulderen bliver bedt om at svare på, om der er noget vi kan hjælpe med, svarer, at vi allerede yder mere end menneskeligt muligt, er det fordi du som dansker er del af noget uvurderligt.
Når en hårdt prøvet nødhjælpsarbejder med våde øjne på gebrokkent engelsk siger, at Danmark gør det muligt for dem at hjælpe med flere centre og en anden fra sos børnebyerne slår fast, at de er gået fra 2 til 25 familiecentre på rekordtid, er det fordi du som dansker er del af noget uvurderligt.
Og når et land, der er 100% afhængig af borgernes nationalfølelse og dermed har behov for at hejse deres nationalflag vælger, at hænge Dannebrog lige ved siden af, er det fordi du som dansker er del af noget uvurderligt.
Tak fordi jeg har fået den ære som folkevalgt at modtage knus og ord på vores alle fælles vegne!
Det var aldeles fantastisk at kunne sige til Ukrainerne, at et enigt folketing på tværs af ideologier og daglige småuenigheder står samlet om at hjælpe Ukraine med deres kamp for fred. Og at vi er med dem, til den bitre ende. Eller rettere er med dem, til livet begynder påny.
Ukraine er fortsat ufatteligt smukt. Gæstfrit. På den anden side af krigen, vil jeg tilbage som turist.
Bare for at gå en tur i Mykolajiv uden luftalarmer og dansk-leverede spånplader for alle de knuste vinduer.
Der er nok lang vej endnu. “Det er en Marathon”, som de siger om krigen nu.
Det er HELT afgørende, at vi holder fast i vores støtte. Holder fast i vores opmærksomhed på Ukraine – selv i tider, hvor andre kriser er breaking news og krigen hernede er røget ned blandt “kort nyt” eller helt ud af nyhedsbilledet.
I Ukraine er krigens uhyrlighed stadig dagligdag.
Vi skylder at den stadig fylder.
Slava Ukraini 🇺🇦
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
