HVIS JEG HAVDE 90 MANDATER… ville jeg aldrig bruge dem!

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

(Skrevet til VUs medlemsblad)
Ikke et eneste sekund ville jeg ukritisk gennemtrumfe mine egne værdier og ideer. Ingen magtperson må stræbe efter den absolutte magt. Den er usund! Beslutninger, som man ikke behøver at kæmpe for, mister effekt og værdi og er fulde af fejl. Det er i arbejdet med at finde kompromis, miraklerne sker. Det er i modstanden, vi lykkes med vore mål.
Skulle jeg en dag sidde med den absolutte magt, ville jeg gøre, som Lars Løkke klogt er i færd med: Lave brede aftaler til højre og venstre, sørge for en debat om hvert enkelt forslag, lade ting fra min vægtskål ramme modpartens – også selvom baglandet måtte råbe og skrige, ville se blod eller rohde rundt med andre ideologier.
Det ville selvfølgelig krible i fingrene for at rulle folkeskolereformen tilbage til et anstændigt leje. Jeg bliver nærmest halv-liderlig ved tanken om, at kunne rulle unionen tilbage til et fællesmarked. Jeg får en mindre erektion over, at kunne forbyde Justin Bieber og kählervaser på dansk grund – og ville ønske at sætte mig i spidsen for, at straffe pressen hårdt, når de bevidst skriver usandt. Men uanset magtliderlighedens lystfulde drømme, ville jeg sætte en ære i ikke at benytte mit veto. Jeg ville gå i enrum med SF og Enhedslisten, Dansk Folkeparti og sågar alternativet. Forsøge at finde en midtervej, som var sund og rakte længere ud i fremtiden, end mig selv om mine mandater.
Den manglende tiltro til politikere og politiske løsninger skyldes den hårde tone mellem blå og rød. Ingen regering har sat sig for bordenden, uden at proklamere, at de skal “til at rydde op efter den forrige regering”. Det er da utroligt så snavsede de regeringskontorer er, siden alle starter med at rydde op. Virkeligheden er, at der ikke finder en eneste oprydning sted. Man tager udgangspunkt i det Danmark man overtager (som aldrig er det Danmark vi kender) og forandrer langsomt og stødt – man tilføjer de ideer, man kommer med. Baglandet råber højt, da de forventer at Danmark er liberalt 2 minutter efter valgfestens balloner er samlet op – men virkeligheden er jo, at politik handler om at finde nogle fælles fodslag i samråd med sine egne OG med de andre. Ikke i entydig enighed, da der ER forskel på partierne – men i en fælles erkendelse af, at alle havde muligheden for at sætte fingeraftryk, hvis man formåede at slække på egne krav. De der ikke vil det, står uansvarligt udenfor al samtale og råber.
Man KAN opnå store ting med sine værste modstandere. Jeg fik for nyligt en email, hvor der stod “DU SKAL DØ!”. Jeg svarede hurtigt “DET VED JEG GODT… Jeg ved bare ikke hvornår. Gør du?”. Overraskende nok, svarede idioten tilbage med “Touché”. Vi startede en samtale, han undskyldte sin hurtige vrede. Han havde glemt, der sad et menneske bag min facebookside. Han blev vred over noget med en flygtning og et telt. Den slags er livsfarligt at forsvare.
Vi har netop drukket kaffe sammen på en cafe i København. Jeg tror ikke, at han ønsker flere en pludselig død. Jeg deler ikke hans værdier, vi er dybt uenige om, hvordan verden skal se ud – og vi har i sandhed en forskellig holdning til, hvordan man indleder en samtale. Men vi fandt sammen. Fordi vi turde. Fordi vi ville forandre noget. Han også skal dø, viste det sig. Så jeg betalte kaffen… Touché.
Del med dine venner:
Læs også:  Linses bryster

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.