Jagten er gået ind på – en pige på Instagram, der levende fortalte om sin kommende død. Kræften havde indhentet hende – og vi kunne medlevende læse hendes opdateringer, indtil den sidste, der forleden beskrev hendes død. Efter den indtraf skrev en læge pludselig, at der var blevet stille. At han elskede hende. Og så blev det hele for tykt. Det virkede mere og mere utroværdigt. Og nu siger hospitalet, at de ikke kan genkende forløbet eller pigen. Og Ritzau trak historien tilbage.
TUDER OVER EN LØGN
At verden vil bedrages ved de fleste. Kun en tåbe tror på alt de læser. Sådan har det altid været – og jo flere ord der skrives og jo flere medier vi får, jo større er risikoen for, at du tuder over en løgn. Kommenterer på en løgn. Reagerer på en løgn eller sågar samler ind til en sag, der ikke eksisterer.
Der er mange derude, som næres af et like. Elsker den opmærksomhed man kan få, når man skriver man har det skidt. Og jo værre man har det, jo større er folkets kærlighed. Åbenbart. Det er oplagt at den slags fremover vil give os mængder af forkert information.
De der står bag ordene er ofte stakler. Folk, der måske ikke føler de er noget eller bliver elsket, før de beskriver deres ulykke og får folkets trøst hurtigt tilbage. Fænomenet er velkendt. Nogle gør det for at føle sig elsket – andre fordi de er psykisk syge løgnere – og igen er der nogle, som kun kan leve på en løgn. Og leve af den.
Måske I har hørt om Belle Gibson, der opfandt en forfærdelig svulst i hjernen og skrev bøger om, hvordan hun kunne overleve det ved at følge sine kostråd. Hun havde følgere på Instagram i hobetal – men blev afsløret på grummeste vis. (Se evt https://m.youtube.com/watch?v=xsw90DY5gEI )
GIV MIG OPMÆRKSOMHED, PLEASE
Før sociale medier var der også folk, der levede af opmærksomhed. Jeg har et par kendte venner, der, som jeg selv, arbejdede i tv-branchen med krav om, at der skulle stå en masse i bladene om os. Jeg husker på TV3 og TV2 at de dengang talte spalte-centimeter, så vi hver uge kunne se, hvilken vært der havde stået mest om i pressen. Underforstået: Hvem var mest værd.
Var du nede på listen måtte du skynde dig til Se&Hør og vise din nye hund eller skabe dig fuld i byen, så du blev skrevet om.
De to jeg her tænker på, virkelig gode venner, hjalp jeg for 15 år siden. Jeg var selv lige stoppet som vært, havde mærket den pludselige mangel på opmærksomhed og psykisk forstået at håndtere den – og begyndte at hjælpe deltagere fra Robinson, TV og teater og lign. ud af en opmærksomhed de ikke ønskede.
To værter på TV var så bange for at blive glemt, at de skabte falske historier. De løj så det bragede. De tryglede presseafdelingen på deres station til at fodre ugebladene med falske kærester, utroskab, falske overfald – og til sidst tippede den ene anonymt Se&Hør om en forfærdelig historie, om hende selv, som gav en forside. Det var sygelig frygt – ikke et ønske om at se sig selv, men frygten for at blive glemt. Når de ikke skriver om dig mere, kan det føles som om, alle er ligeglade med dig. Sådan var frygten reel hos dem. Min opgave blev at vise dem, hvor falsk kærligheden er på en forside – og hvor rigtig og ægte kærligheden er, hos dem de kender i virkeligheden.
De er begge stadig i branchen. Men de er ikke længere på forsiden. Jeg glædes når jeg ser dem begge – og glædes også over alle dem, jeg ikke længere læser om.
Når jeg hører om Belle eller og andre, der gennem tiden er afsløret i sølle løgne, tænker jeg altid på hende, der opfandt en ydmygende "synd-for-mig" historie og tippede ugebladene anonymt. Hun er ikke et ondt menneske, ikke et uintelligent menneske eller en selvoptaget idiot. Hun er et menneske, der var fanget i en frygt for, at kærligheden stopper – og at livet stopper – samtidig med at opmærksomheden gør.
Min erfaring siger mig ellers, at det er der, det hele starter påny.
BARE DINE TÅRER VAR ÆGTE ER ALT GODT
Om er sand eller falsk finder vi måske aldrig ud af. Hvem der står bag vil nok altid være begravet med den nu lukkede profil. Vi kan tro og tænke hvad vi vil – og lærer måske bare det af historien, at vi nogle gange fyldes med pladder. At vi hopper på det. At vi røres af ordene og måske fælder en tåre over det vi læser.
Vi kan så vælge at føle os forrådt – eller bare trække på skuldrene. Det vigtige for dig, der fulgte , er jo ikke om du har tudet over falske ord – men at du faktisk viste medfølelse over det, som du læste.
Den medfølelse var jo ægte. Håber jeg da…
Stop ikke med at vise den. Næste gang kan du ramme en, der faktisk har brug for den.
www.jeppe.dk
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
