– Min nytårshilsen med alle de senfølger ved Corona, vi må kurere. De fleste kan vaccineres med sund fornuft!
To meters afstand. Ingen knus, ingen håndtryk – det er så uendelig svært at holde afstand til mennesker, man gerne vil være sammen med. Det må virkelig gerne snart gå over, så man ikke står og flagrer besynderligt med en albue i luften, mens den anden troede man skulle røre med indersiden af foden. Men de akavede tricks er tegn på, at mennesket finder udveje, når vi ikke længere kan hilse på fremmede.
Vi fandt dog også nærheden i 2020. Vi blev tvunget til at være sammen med de helt nære.
Familierne skulle blive hjemme 24/7 og samværet blomstrede derhjemme, helt privat. Med mindre det selvfølgelig gjorde det modsatte, når man pludselig opdagede, hvem børnene har udviklet sig til eller hvilken ægtefælle man i årevis ikke har været så tæt på.
Andre blev tvunget til ensomhed.
Når de mest priviligerede siger “bliv hjemme med de nærmeste” lyder det nærmest hyggeligt, fordi der både er hus og have og liv. Andre sidder helt alene i deres to-værelses, uden altan – og den nærmeste er en undulat. Dem glemmer mange, når de skriver at “det ikke er så slemt at være hjemsendt” og poster et medfølgende billede af ild i pejsen. De gamle, der måske er sidste overlevende i deres boble – og de helt unge, der endnu ikke har skabt et fundament, måtte nøjes med sig selv. Hvis de da ikke trodsede det med et kærkomment smil til en udskammet privatfest, et sted i en kælder – måske endda en øl, der først blev drukket færdig efter kl 22. Overlevelse har mange ansigter.
Mange har heller ikke noget at være hjemsendt fra – eller har mistet det, de før tog afsted til – og endnu en del har ikke en ledelse, der får penge fra staten at sende videre som løncheck. De er selvstændige, der så ordrebogen gå i nul. Restauranter, barer, hele kulturlivet – og os, der lever af at holde foredrag eller samle folk til stand-up gik – fra alt til nærmest intet. Endda med en kulturminister, der ikke mente det var på sin plads at tale om det dersens kultur under en pandemi. Intet kunne være mere forkert. Det er netop i en krisetid vi har brug for at mærke, hvem og hvad vi er – en af grundstenene i et oplyst demokrati.
Kulturen – og de fleste andre – fandt dog nye veje. Vi gik til fodbold gennem zoom, foredrag blev holdt som webinarer, stand-up flyttede også online – det kongelige teater lavede en forestilling på zoom og og og… Vi fandt en vej. En udvej. Måske endda en genvej.
Noget af den innovation, der blev udtænkt i 2020 beholder vi med sikkerhed. Det er ikke det samme, at holde foredrag til et webcam – men det går an. Jeg er også glad for at slippe for at køre fra Aalborg til København for en halv times møde, når nettet er en udemærket platform. Det har de unge altid vidst, men nu ved vi alle det. Nu kan vi gamle også danse på tik-tok. Boomere kan ødelægge det meste ved bare at være nysgerrige.
Andre af årets opdagelser glæder vi os til at slippe af med. Men det er helt klart og tydeligt, at de der turde tænke nyt, måske endda sadle helt om, blev dem der nu står stærkest. Ikke upåvirkede eller ligeså store som sidste år – men bedre rustet. Vi har i Thrane Media lavet utallige live-seancer og konferencer for kunder og fundet nye veje. Smarte konsulenter har i årevis holdt kurser i “forandrings-parathed” og andre lignende buzzwords. Nu, hvor vi alle blev tvunget til at være i forandring, om vi var parate eller ej, er det nok den type “Keynote-Speakers” der mest skal finde ud af, hvad deres buzzwords og kurser handlede om.
VI MISTEDE SAMMENHOLDET
Vi mistede dog også sammenholdet mere end nogensinde før. Det har langsomt været på retur. Vi ser alt som “dem og os” – og har en sort og hvid tilgang til hverdagen.
Engang sagde vi sætningen “det kommer ikke rigtigt mig ved”. Men den er røget ud af det danske sprog.
Alt vi ser, læser eller hører må handle om netop os – og vi føler os nærmest forpligtede til lige at skrive en hurtig kommentar, så folk ved vi er imod. Og da vi intet ved, bliver kommentaren bare en hård unuanceret afstandstagen.
Enten er du veganer, eller også er du morder. Enten er du til en ung blond pige, eller også er du ekskluderende. Enten er du kristen eller også er du forkert. Enten er du til mundbind eller også er du slave. Hvis du siger ja til vaccine er du ufri, kritiserer du Mette er du ligeglad med folkesundheden, stiller du kritiske spørgsmål er du ikke journalist men populist. Der er INTET midt imellem. Intet møde, intet kompromis. Kun et unuanceret valg om, hvilken side du er på. Og vælger du ikke, er du uoplyst.
Det er så uendelig trist.
Vi er i et samfund – som jo betyder at vi har fundet sammen her på den lille plet, vi kalder Danmark. I al vor forskellighed har vi valgt hinanden. Jeg vil skide på hvad du æder, hvad du synger, hvilken ånd du mener har skabt jorden, hvad du stemmer på eller hvad du bruger din tid på. Det er dit valg og jeg skal ikke blande mig, med mindre det for alvor kommer mig ved. Og det mener vi alt, som andre gør, gør i disse år.
CORONA-POLITIET PÅ ARBEJDE
Når vi scroller gennem andres liv, vurderer vi om folk står lidt for tæt og går straks ind som coronapoliti og påpeger afstand. Jeg lagde for kort tid siden en video op, hvor jeg danser om juletræ med min nærmeste familie. Straks var der folk som angreb mig for at danse, da dans jo smitter. Her taler vi om mine børn, som jeg er isoleret med konstant og ligger tæt sammen med i sofaen, når vi spiller PlayStation – og min kone, som jeg (uden at afsløre intime detaljer) ikke altid holder to meters afstand til. Jeg tror det smitter mere end at holde i hånd og konkludere på vers, at der er højt til træets grønne top!
Rådet lød at holde jul alene med dem, der er i boblen. Det håber jeg alle gjorde. Men jeg håber også alle så huskede, om ikke for børnenes skyld, at fastholde så mange traditioner i den lukkede glasklokke som ansvarligt muligt! Ingen forbød os at danse sammen, når vi samme dag har haft anden familiær omgang med hverandre.
Alt kræver blot brug af den sunde fornuft. Sådan kunne vi faktisk komme igennem hele denne pandemi – ved at opfordre til sund fornuft. Så havde vi været tvunget til at tænke selv, fremfor at sidde apatiske foran skærmen og vente på et pressemøde, som fortæller hvilken fod vi skal sætte forrest. Rådgivning og folkeoplysning er bedre end retningslinjer – eller er i hvertfald ikke hinandens modsætninger.
DEBAT UDEN NUANCER
Den sunde fornuft er på retur. Eller i hvertfald sat på pause. Vi søger hellere svar på YouTube – eller automatreagerer på en overskrift, fremfor reelt at sætte os ind i sagerne. Og så er vi rasende på andre over det, som de har fundet ud af. Hvis Brostrøm siger noget, som de har fundet ud af, så finder vi et klip om alt det, han endnu ikke anede i marts. Vi går i krig med hinanden – på holdninger og problemer, der ofte er hentet i den blå luft.
De ansvarlige gnider sig i hænderne over, at vi hellere har fokus på hvad en is skal hedde, end at se dem efter i sømmene. Når jeg er i debat er der nærmest altid nogle, der sviner mig til for dengang jeg løj i TV-avisen om Irakkrigen. Det var nu faktisk Jeppe Nybro og havde egentlig bare krævet to sekunder Google af mine modstandere, men den tid har de ikke – selvom de har tid nok til, at gå ind i debatten – og afsløre sig selv som de rene idioter.
Andre afslører i debatter sig selv som glasklokker. Typisk skriver de “jeg har været enig med dig i mange år, men nu er du helt på månen – farvel” og så blokerer de. Det gælder ikke bare Manniche, som jeg er stolt over at være blokeret fra da jeg stillede et enkelt spørgsmål – men også almindelige mennesker, der åbenbart kun samler på folk, de er enige med. Det er samme tankegang der præger regeringen. Det er skide irriterende at blive mødt med modstand og kritik – så vi lukker det ude. Taler kun med dem, eller forhandler kun med dem, som synes vi er møg fede. Og pludselig har ingen stillet de vigtige spørgsmål – om der feks er lovhjemmel – og vupti er man gået for langt, fordi ingen i rummet sagde stop. Det går virkelig ikke!
Vi skal hele tiden mødes med dem, der er os mest imod. Ellers bliver vi ikke klogere – så bliver vi kun bekræftet, og det fører ikke til en eneste selvstændig tanke.
Er vi uenige, lad os snakke sammen. Ikke for at overbevise hinanden, men for at udvikle hinanden. Udfordre hinandens synspunkter. Det bliver verden kun bedre af. Så er du uenig med mig, så vent med at blokere. Det er måske først der, en samtale bliver spændende. Og uanset er der masser, vi nemt kan være fælles om på trods.
Fællesskab handler ikke om at have enshed til fælles – men om at skabe os forskelligt i fælleskab.
BLOKERER DU FOR UENIGHEDEN?
Jeg synes forskellighed er spændende. Jeg elsker at se på og at tale med folk, der ikke er som mig. Faktisk foretrækker jeg det. Aftener med folk, der er som mig, ender bare med at vi sidder og nikker af alt det, hinanden siger – mens en aften i forskellighed ender i spændende samtaler, hvor vi alle kommer stærkere ud, end da vi kom.
Lad 2021 blive året hvor vi nærmer os dem vi er fjernest fra. Springer ud i det og spørger “hvem er du egentlig” fremfor at angribe allerede på afstand og ende med at gå en bue udenom hinanden.
Alt er jo ikke sort og hvidt. Jeg erkender det er nemmest sådan, fordi man ret hurtigt kan blive del af en abeflok ved at springe på deres krænkelse eller ide. Men kunne vi ikke være en smule mere kedelige og vælge en mellemvej, hvor vi først tager stilling til sager, når vi har hørt en smule mere end en overskrift? Enhver ved jo forhåbentlig, at overskrifterne er skåret skarpt for at sælge en avis eller få et klik – så hvorfor bringe dem videre? Er man så ikke selv et overfladigsk menneske?
Utallige gange ser jeg debatter på facebook, hvor hele tråden er i voldsomt skænderi over en delt artikel – men hvor det er ret tydeligt, at ingen har læst den. Overskrift og de første par afsnit er eneste der nås i den travle hverdag, inden man mener man er klog nok til at give den gas med egen mening til virkeligheden. Det er dog altid sådan i artikler, at forbeholdet for historien – eller forsvaret fra offeret – står til sidst. Så de nuancer kommer aldrig med i debatten. Det er synd for vores sammenhængskraft, at vi kun debatterer den halve sandhed. Især fordi den halve sandhed jo reelt er en løgn. Nuancerne er jo vigtige, men benyttes ikke mere. Jeg mødte det i sandhed i forbindelse med demonstrationen om folkestyre og i debatten om den danske udgave af black lives matter. Nuancer er der ganske enkelt ikke tid til – selvom vi netop i 2020 havde tid nok på hånden.
KUN HALVDELEN KAN LIDE DIG
Jeg elsker at debattere. Også de ting jeg får tæsk for. Hvis jeg har en holdning, så siger jeg den da. Og skulle en masse hade mig for det, er det da deres valg. Jeg kan ikke være mindre ligeglad – da had er sådan en barnlig reaktion på andres holdninger, at jeg slet ikke gider samle på den slags idioter i min verden.
Jeg havde et nært venskab med den folkekære Poul Bundgaard. Da jeg oplevede den første ugeblads-forside om mig som studievært gik jeg helt ned og skulle samme aften til middag med Poul. Han sagde: “Jeppe, du skal vænne dig til at kun halvdelen kan lide dig”. Det synes jeg ikke var den store trøst, men så tilføjede han: “…det er et par millioner. Er det ikke nok?”
Vi skal turde stå ved hvad vi mener. Sad vi til et sølvbryllup for 10 år siden sagde vi måske “hold da op ham Ellemann er en klovn”. I dag er vi så usikre på andres reaktioner, at vi istedet siger “hvad synes i ellers om ham der Ellemann”. På den måde stikker vi lige en finger i jorden for at være sikre på, at vi ikke dømmes ude. Vi tjekker lige hvad de andre mener, før vi selv giver den gas.
2020 var et spændende år.
Mange kalder det lort, sådan kan det også nemt føles – især hvis vi kigger på kontoen. Men vi lærte altså en del om os selv, om andre, om fællesskab, om at IT kan mere end vi troede og de fleste turde, at tænke nyt. Vi lærte desværre også at holde skarpt øje med hinanden, kræve at andre tænker som os selv, at nedgøre andre og vi lærte at kritisere kritikere og kritisere journalister for at stille kritiske spørgsmål. Det meste forsvinder nok igen, så snart endnu en ispind bør skifte navn – men en del vil kræve meget mere at slippe af med igen. Af med det skal vi – hvis vi da vil genfinde os selv?
I 2021 vil jeg fortsat være ham, der ikke stikker fingeren i jorden og målretter mine holdninger til en abeflok. Så vil kun halvdelen kunne lide mig. Det er mere end nok. Og jeg kan så håbe på, som denne lille nytårstekst forsøger at plante i mulden, at dem der hader ikke løber vrede væk – men bliver og tager en debat. Lad os dog tale om det. Finde sammen. I samfundet vi kalder Danmark.
Sidst men ikke mindst: TAK til alle jer der i årets løb har blandet jer i stort og småt, enten med kommentarer, likes, delinger eller blokeringer. I har alle glædet mig med jeres reaktioner, som altid påvirker og tages seriøst. Livet leves bedst – om man så kan lide det eller ej – ved at tage stilling i det danske forsamlingshus, hvor vi drøfter stort og småt. I guder jeg elsker at drøfte med netop jer.
Jeg ønsker alle et BEDRE NYTÅR.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
