I starten af firserne skrev og opførte Per Højholt en række monologer om tiden, kendt som Højholts monologer, alle fremført med midtjysk dialekt, som kom de ud af munden på Gitte, en gæv, godtroende, naiv og livsglad pige, der taler i telefon med Susanne. Gennem hendes oplevelser og livsanskuelser, får vi en række sandheder – sagt af en mund, der helst ikke tænker for meget, inden hun taler. Jeppe Søe fremfører her Gittes Monologer, fordi vi netop nu har brug for at glæde os over de små ting og smile lidt sammen, selvom vi gør det hver for sig.
Jeg har lagt mærke til, at voksne mennesker efterhånden bliver behandlet, som om de er et kommunalt fritidsprojekt med puls. Nu er debatten om cykelhjelmpligt…
Skranken på det lokale rådhus er efterhånden blevet udstyret med en beskyttelsesglasrude, der er så tyk, at man ville kunne overleve et mindre raketangreb. Bag…
Jeg ser dem for mig hele tiden nu. Politikerne i forældrerollen. Ikke som lovgivere. Som barnepiger. Med det ansigtsudtryk voksne får, når de har besluttet,…
