Jeppe Søe: Regioner – swingerklubber uden selvstyre!

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Jeg har i valgkampen sagt som drengen i H.C. Andersens eventyr: De har jo ikke noget på!
Regionerne er nøgne kejsere, der forsøger at opretholde en magt, som de ikke har – et system, som der ikke er brug for – og en respekt, der ikke er tilstede.

Flere politikere har forsøgt at angribe mig, for at overbevise vælgerne om, at de har tøj på – men for mig er de mere nøgne end nogensinde. Hvis de for 14 dage siden i det mindste havde underbukser på, så har DF og regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne trukket de sidste trusser ned, så regionsrådet nu fremstår som en nøgen swingerklub med begrænset besøgstid.

Dødfødt tankegang

At regionerne er en tåbelig konstruktion, tror jeg de fleste har kunnet se siden starten. Regionerne har ingen skatteudskrivning, så deres politik og beslutninger er totalt styret af, hvor meget den siddende regering ønsker de skal bruge på borgerne. Dermed er regionen fra start blevet en slags bestyrelse, der skal forholde sig til en fastlagt virkelighed og tage de grimme beslutninger, som politikerne på borgen nødig vil have siddende på sig. Endelig står det klart for de fleste, at regionerne var et forsøg på at udfase amterne, fremfor at tage tyren ved hornene og reformere magten totalt. Regionernes rolle var udspillet inden de gik i gang.

Borgere eller egen karriere?

Regionen består af politikere fra primært de store partier, og af politikere der godt ved, at deres karriere afhænger af, om de er deres parti tro i regionen. Når de store fra borgen kaster et budget i hænderne på de regionale politikere, så tør de ikke kritisere deres eget parti. De godtager budgetterne, af hensyn til egen karriere i partiet, frem for at tænke på borgerne, som de er sat i verden for at være tjenere for. Kun sjældent hører man protester over de åbenlyse forringelser man er påtvunget at give borgerne på primært sundhedsområdet. Det er skammeligt at være vidne til, at man tager beslutninger der vil forringe livskvaliteten, uden overhovedet at skele til muligheden for, at råbe højt og kritisere de alt for lave budgetter man får til formålet. Regionspolitikere er blevet regeringens nikkedukker, der accepterer at de som små marionetter må lade sig trække rundt i manegen af partiernes snoretræk.

Læs også:  FLYV FUGL, FLYV!

Hjort og PiaK lavede dødsstød

I finanslovsforhandlingerne gik det helt galt! Region Midtjylland havde taget en forfærdelig beslutning, i deres iver for at fusionere og få store enheder frem for små. Præcis samme tåbeligheder der har lagt mange steder sundhedsmæssigt øde her i Syddanmark. Uanset beslutningens tåbelighed, så valgte et flertal i regionen, hvor sygehuset skulle ligge. De demokratisk valgte politikere tog altså en flertalsbeslutning i regionsrådet. Men den beslutning blev pludselig del af finanslovsforhandlingerne. Dansk Folkeparti ville flytte sygehuset og var rystende ligeglade med, at politikerne havde besluttet sig lokalt. Farcen på borgen kører videre, og lad dem endelig bare slås. Kernen står nemlig lysende klar for alle, der enten skal stemme eller stiller op til regionerne: Dagene er talte!

Vi har ikke regionalt selvstyre!

Når en flertalsbeslutning er taget i en kommune, så respekterer man selvsagt det kommunale selvstyre. Træffes den i en region, så er man helt tydeligt ikke beskyttet af et regionalt selvstyre. Det eksisterer ikke. Først udstillede Dansk Folkeparti, at regionens beslutning var totalt lige meget – og senere skrev Claus Hjort regionens dødsdom under. Gravskriften var: “Vi lytter til regionens anbefaling”. Nu blev en flertalsbeslutning i regionen til en anbefaling – ligesom hvis det bare var en kronik i Jyske Vestkysten, som man havde læst og synes lød fornuftig. Pludselig har borgens politikere afsløret, at regionernes mange møder og politikere er en flok ligegyldige folk, der kan sidde og stemme alt de vil – det de stemmer om er ikke beslutninger, men anbefalinger. Og det vil stå på gravstenen: “Tak for anbefalingen”.

Regionernes flertal er kun en anbefaling

Jeg anbefaler en lukning af regionerne, i stedet for at lege, at de eksisterer. Det er pengespild at lade som om! De penge er der så rigeligt brug for andre steder, blandt andet i kommunerne, der nemt ville kunne løfte en lang række af regionernes opgaver. Lukningen skal ikke ske i morgen, da det så kommer til at ende som med andre reformer der er lavet på en eftermiddag. Politireformen, kommunalreformen m.fl.
Når vi lukker regionen skal det være efter et stort stykke arbejde, hvor regionens kommende råd skal samarbejde med stat og kommune om at finde de bedste til at varetage opgaverne. Den slags beslutninger kan ikke tages på et skrivebord, men må gennemtænkes og tales igennem de næste par år. Min indgangsvinkel bliver, at borgerne skal i centrum på alt, der kan træffes beslutning om lokalt – hvorimod de ting, der handler om livsnødvendige foranstaltninger skal være ens over hele Danmark. Der både må og skal være ens vilkår for borgerne i landet. Der må ikke være 100 kilometer til nærmeste hospital og akuthjælpen skal leve op til landsdækkende minimumskrav. Derfor skal de livsvigtige opgaver placeres i staten under sundhedsministeriet, og lokalt skal udvalg pege på lokale problemer og løsninger, som det ville være i enhver anden virksomhed. Disse udvalg skal ikke være politiske, men være faglige. I stedet for politiske nikkedukker, skal der altså sidde fagpersoner: Læger, sygeplejersker og andre, der fra dagligdagen kan pege på nye løsninger og sende videre i systemet. Sundhedsministeriet skal til at lave noget! Og kommunerne skal ha flere penge til de ting, der bør tages beslutning om lokalt.

Læs også:  NÅR LIVET ER NOK - Astrid Lindgrens gravsted

Hvem skal jeg stemme på som modstander?

Det er sund fornuft at få lukket regionerne – og det er sund fornuft at stemme på nogle politikere, der vil indgå i dette nedlukningsarbejde, så det sker uden tanke til politiske hensyn, men i stedet med fuld fokus på borgerne. Der er brug for folk, der tænker selv og ikke skeler til et partibogstav. Der er brug for folk, der tør råbe højt og afsløre uretfærdigheder regionalt, uden at frygte for egen karriere i partiet.

Vælg en liste der IKKE har politiske snoretræk fra Christiansborg og som også ønsker regionerne lukket ned.

Stem på folk, der synes det er stort at være i regionen – fremfor politikere, der er i regionen for at blive til noget stort.

/Jeppe Søe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.