Johannes Møllehave er død. Det gør mig meget ondt, men han levede langt og værdifuldt – både for sig selv og for os alle. Johannes har været del af mit liv så længe jeg kan huske. Først som besøgende i mit barndomshjem, senere som foredragskammerat – hvor vi mødtes på et utal af hoteller og forsamlingshuse, hvor vi begge var på plakaten og derfor kunne dele en god samtale. Altid en væsentlig samtale. Altid klogere, efter selv en kort udveksling af ord mellem os. Johannes levede i ordet. Af ord. Med ord. Og han havde dem i utallige mængder.
Kendt som speedsnakker, der nærmest kunne vælte enhver omkuld – men han kunne også lytte. Og samtale… uden kun at tale selv. Han kunne den rappe replik – det er der mange som kan. Men Johannes kunne også uddybe den.
Han var altid foran – så meget foran, at han ofte halsede bagefter. Han kom altid løbende ind til foredragene i sidste sekund. Eller oftest lidt efter. Med en lædertaske med manuskript, som han aldrig kiggede i. Han kom konstant for sent – men var værd at vente på. Som om tiden var hans og selv for sent, var til tiden. Havde publikum i sin hule hånd – og i mine første foredragsår var han den jeg så op til. Og lærte fra. Døden kom han ikke for tidligt til. 84 år nåede vi at have ham med på vejen. Tilbage står utallige bøger og sange og digte. Vendinger, der lever videre – og foredragsord, der står lyslevende for os, der lyttede med.
Johannes Møllehave er en stor del af Danmarks rodnet. Dybe rødder, der både søgte direkte ned mod det nærende grundvand, men også små sideskud, der nysgerrigt søgte til alle sider efter næring. Og fandt det. Ingen vil fremover kunne gribe ordet som ham – men vi kan alle gøre et forsøg i hans billede. Æret være Johannes enorme minde. Tak fordi du var her. Du vil blive savnet. /Søe.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






