Jonathan og bedstefars ur

Jonathan sneg sig op på loftet hvor støvet dansede i de smalle striber af sollys der trængte ind gennem de små tagvinduer Det var heroppe at alle de glemte ting boede  de ting der ikke længere havde en plads nede i stuen men som var alt for dyrebare til at smide ud Der var

Jonathan sneg sig op på loftet, hvor støvet dansede i de smalle striber af sollys, der trængte ind gennem de små tagvinduer. Det var heroppe, at alle de glemte ting boede – de ting, der ikke længere havde en plads nede i stuen, men som var alt for dyrebare til at smide ud. Der var kasser med gamle gardiner, en knækket fiskestang og en hel hær af pjuske bamser, der ventede på, at nogen igen ville lege med dem. Men bagerst i det mørkeste hjørne stod en lille mahognikasse med et låg, der var så blankt, at Jonathan kunne se sit eget nysgerrige ansigt i det.

Da han åbnede kassen, lå det der. Et gammelt lommeur af sølv, der var tungt og koldt i hans håndflade. Det lignede et helt almindeligt ur, men da Jonathan holdt det op mod øret, tikkede det ikke, som ure plejer. Det sagde ikke tik-tak, tik-tak. I stedet lød det som en svag hvisken, næsten som lyden af vinden i trækronerne eller bølger, der ruller ind over en strand langt bagefter. Jonathan trykkede på den lille knap øverst, og med et lille klik sprang låget op.

Men indeni var der ingen tal. Der var ingen visere, der skyndte sig afsted for at nå til næste time. I stedet var urskiven som et lille spejl, der glitrede med alle regnbuens farver. Pludselig hoppede en lillebitte skikkelse ud fra uret. Han var ikke højere end Jonathans tommelfinger og lignede en blanding af en gammel urmagermester og en forvirret skovtrold. Han havde en lille lorgnet på næsen og en hat, der lignede en gammeldags tandhjulskonstruktion.

Goddag med dig, Jonathan, peb den lille mand og rettede på sin hat. Jeg hedder Tikkel-Takkel-Tus, og jeg er vogteren af de øjeblikke, man ikke kan måle i minutter. Din bedstefar gav mig lov til at sove herinde, indtil en, der lignede ham, fandt mig igen. Du har hans øjne, ved du nok. De der øjne, der altid leder efter noget mere end bare madpakker og lektier.

Jonathan tabte næsten uret af bare overraskelse. Kan du tale? Og kender du min bedstefar? Han døde jo, før jeg rigtig lærte ham at kende. Min mor siger altid, at jeg minder om ham, men jeg ved ikke helt, hvad det betyder. Jeg er jo bare mig, og han var en gammel mand med pibe og en stor mave.

Tikkel-Takkel-Tus grinede, så det lød som små sølvklokker. Tid er en mærkelig fisk, Jonathan. Folk tror, den bare svømmer fremad i en lige linje, men i virkeligheden svømmer den i ringe som ringe i vandet. Din bedstefar er ikke bare væk. Han bor i de historier, han fortalte, i den måde han bandt sine snørebånd på, og i den nysgerrighed, du har arvet. Prøv at kigge ned i uret igen, men lad være med at kigge efter hvad klokken er. Kig efter, hvem du er.

Jonathan lænede sig frem, og pludselig føltes det, som om han blev suget ind i den glitrende urskive. Loftet med støvet og de gamle kasser forsvandt, og i stedet stod han på en grøn mark under en himmel, der var så blå, at det næsten gjorde ondt i øjnene. Ved siden af ham stod en dreng, der var lidt ældre end ham selv. Drengen havde knæbukser på og en stribet trøje, og han var i fuld gang med at bygge en lille dæmning i en bæk, der rislede forbi.

Det er din bedstefar, hviskede Tikkel-Takkel-Tus, der nu sad på Jonathans skulder. Han er ti år gammel her. Prøv at se, hvordan han kæmper med den store sten. Han kunne have givet op for længe siden, men han vil se vandet finde en ny vej. Den vedholdenhed sidder også i dig, Jonathan. Kan du huske i sidste uge, da du nægtede at gå ind, før du havde lært at bygge det tårn af klodser? Det er den samme gnist.

Jonathan så tryllebundet på drengen. Det var mærkeligt at se sin bedstefar som barn. Han så glad ud, og hans hænder var dækket af mudder, præcis som Jonathans ofte var. De byggede begge to ting, ikke fordi de skulle, men fordi de ikke kunne lade være. De ville forstå, hvordan verden hang sammen. Jonathan rakte hånden ud for at røre ved vandet, men i det samme skiftede billedet.

Nu stod de i et lille værksted, hvor det lugtede af savsmuld og varm lim. En ung mand med stærke arme stod ved en høvlebænk og arbejdede på et skab. Han nynnede en sang, som Jonathan genkendte. Det var den sang, hans mor altid sang, når hun lagde ham i seng. Manden stoppede op, kiggede ud af vinduet og smilede til sig selv, som om han så noget smukt i fremtiden.

Han drømte om dig her, sagde Tikkel-Takkel-Tus stilfærdigt. Han vidste ikke, hvem du var endnu, men han vidste, at han ville efterlade en verden, der var en lille smule smukkere, end da han kom. Det er det, man kalder dannelse, Jonathan. Det er ikke noget, man læser i en bog eller får karakterer for i skolen. Det er evnen til at vide, at man er en del af noget større. At man står på skuldrene af dem, der kom før, og at man selv skal bære dem, der kommer efter.

Jonathan følte en varm rislen gennem kroppen. Han havde altid troet, at han bare var en lille dreng i en stor verden, men nu kunne han se de usynlige tråde, der bandt ham sammen med manden ved høvlebænken og drengen ved bækken. Han bar deres drømme, deres sange og deres mudrede hænder med sig. Han var ikke alene. Han var en del af en lang, lang kæde af mennesker, der alle havde prøvet at gøre deres bedste.

Pludselig blinkede uret kraftigt, og med et ryk var Jonathan tilbage på det støvede loft. Tikkel-Takkel-Tus var væk, og lommeuret lå igen stille i hans hånd. Men det var ikke længere koldt. Det føltes lunt, som om det var blevet varmet op af en usynlig sol. Jonathan lukkede låget med et blødt klik og lagde forsigtigt uret tilbage i mahognikassen.

Han gik ned ad loftstrappen med lettere skridt, end da han var gået op. Da han kom ind i stuen, så han sin mor sidde i sofaen og læse. Han gik hen og gav hende et kram, så hårdt han kunne. Hun så overrasket op og smilede. Hvad var det for? spurgte hun.

Det var bare for at sige tak, svarede Jonathan. Fordi jeg må være en del af det hele. Og fordi jeg har bedstefars øjne.

Hans mor kiggede på ham i et langt øjeblik, og Jonathan kunne se, at hun forstod præcis, hvad han mente, selvom han ikke forklarede det. Hun strøg ham over håret, og for et kort øjeblik føltes det, som om hele stuen blev fyldt med den samme varme glød, som han havde set inde i uret. Jonathan vidste nu, at han aldrig behøvede at være bange for at glemme, hvem han var. Han skulle bare lytte efter hvisken fra de gamle ting og huske på, at hver eneste dag var en mulighed for at lægge et nyt led til den lange kæde.

Da det blev aften, og Jonathan lå i sin seng, kiggede han op på stjernerne gennem vinduet. Han tænkte på Tikkel-Takkel-Tus og det magiske ur. Han vidste, at uret stadig lå deroppe på loftet og ventede på den næste i familien, der fik brug for at se de øjeblikke, man ikke kan måle. Men indtil da ville han bære bedstefars ur inde i sit hjerte, hvor det tikkede med en lyd af kærlighed, mod og evig nysgerrighed.

Godnat og sov godt.

Læs næste eventyr: Mia og de syngende skyer

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.