Har du nogensinde tænkt over, hvor verden stopper? Jonathan satte sig for at finde kanten, men opdagede hurtigt, at rejsen til verdens ende kræver mere end blot gode vandrestøvler – den kræver en nysgerrighed, der aldrig hviler.
Der var engang en dreng, som hed Jonathan. Han var præcis så gammel, at han vidste alt om, hvordan man fanger en frø, men stadig var ret i tvivl om, hvorfor voksne altid har så travlt med at kigge ind i små sorte skærme. Jonathan boede i et hus med en have, og i haven var der et hegn. En dag satte han sig på hug ved hegnet og kiggede gennem de små revner. Han kunne se vejen, bussen og naboens hund, men han kunne ikke se, hvor det hele sluttede. Han spurgte sin far, hvor verdens ende lå, men faren svarede blot, at den lå lige om hjørnet, hvilket Jonathan godt vidste var noget pjat. Hvis den lå om hjørnet, ville bussen jo køre ud over kanten hver eneste morgen, og det ville give alt for meget larm.
Derfor pakkede Jonathan sin blå rygsæk. Han tog en madpakke med leverpostej med, en lommelygte, der kun lyste lidt, og en sten, han havde fundet på stranden, som lignede et ansigt, hvis man holdt den lidt på skrå. Han sneg sig ud gennem hullet i hækken og begyndte at gå mod nord, for han havde hørt, at det er der, det meste af det spændende begynder.
Glimmer-Gokkes forvirrende kort
Efter at have gået i hvad der føltes som hundrede år, men som nok nærmere var tyve minutter, kom Jonathan til en skov, hvor træerne ikke stod stille. De svajede, selvom der ikke var nogen vind, og deres blade lignede små, grønne ører, der lyttede efter hemmeligheder. Midt på stien mødte han Glimmer-Gokke. Glimmer-Gokke var et væsen, der lignede en blanding mellem en meget træt fugl og en farvestrålende støvekost. Han bar en lille hat og havde et kort i hånden, der var tegnet med usynligt blæk.
Hvor skal du hen, lille menneske, spurgte Glimmer-Gokke og rettede på sin hat. Jonathan forklarede, at han ledte efter verdens ende, fordi han gerne ville se, om der var et gelænder, man kunne holde fast i, eller om man bare faldt direkte ned i natten. Glimmer-Gokke sukkede så dybt, at tre blade faldt af det nærmeste træ. Han forklarede, at verdens ende er et meget besværligt sted at finde, fordi den hele tiden flytter sig, hver gang man tager et skridt. Men hvis Jonathan ville derhen, skulle han først igennem Hvorfor-Skoven, hvor hver eneste sten ville stille ham et spørgsmål, før han måtte passere.
Jonathan takkede Glimmer-Gokke og fortsatte ind i skoven. Han lærte hurtigt, at hvis man svarede “fordi det er det bedste svar i verden”, så lod stenene ham gå videre uden for meget brok. Han følte sig modig, og hans madpakke med leverpostej gav ham styrke, selvom han inderst inde vidste, at det ikke bare var leverpostej, men magisk brændstof til en opdagelsesrejsende.
Den store sten der ikke gad flytte sig
Da han kom ud på den anden side af skoven, mødte han Grumle-Gnaven. Grumle-Gnaven var ikke et menneske, men et levende bjerg, der sad fast i jorden og nægtede at flytte sig for nogen som helst. Han havde mos som skæg og to store søer som øjne. Jonathan kiggede op på det enorme væsen og spurgte høfligt, om han måtte komme forbi for at nå til verdens ende.
Verdens ende? Grumle-Gnaven brummede så kraftigt, at det kildede i Jonathans tæer. Der er ingen, der har brug for en ende på noget som helst. Det er midten, der er spændende. Det er her, man sidder og mærker rødderne gro. Jonathan forklarede, at hvis man ikke fandt enden, ville man aldrig vide, hvor stor begyndelsen var. Den tanke kunne Grumle-Gnaven godt lide. Han flyttede sin store klippefod en lille smule, så Jonathan kunne smutte forbi, men kun hvis Jonathan lovede at fortælle ham, hvordan stjernerne smagte, når han nåede helt ud til kanten.
Jonathan lovede det og løb videre. Landskabet begyndte at ændre sig. Græsset blev lilla, og blomsterne sang små sange om ting, der endnu ikke var sket. Han mødte Svæve-Siv, en lille plante der ikke havde nogen rødder, men som flød rundt i luften som en ballon. Svæve-Siv fortalte, at verdens ende ikke var en mur, men en dør, og at kun dem, der turde give slip på jorden, kunne se, hvad der var på den anden side.
Da himlen blev til gulv
Pludselig stoppede stien. Den stoppede ikke bare, som når en vej bliver til en grussti, men den holdt op med at eksistere. Foran Jonathan var der kun det store, sorte rum fyldt med lysende stjerner, planeter der lignede kæmpe bolsjer, og ure der fløj rundt uden visere. Det var her, verden endte. Eller var det? Jonathan satte sig på kanten af den sidste stump græs og kiggede ud i altet. Han kunne se mælkeveje, der lignede spildt sødmælk, og han kunne se fjerne galakser, der blinkede som små godnatlys.
Han opdagede, at han ikke var bange. Han følte sig som en del af det hele. Verdens ende var ikke et sted, hvor man faldt af, men et sted, hvor man kunne se, hvor uendeligt alt i virkeligheden er. Han rakte hånden ud og fangede en lille stjerne, der fløj forbi. Den smagte lidt af honning og en smule af det øjeblik, lige før man falder i søvn. Han huskede sit løfte til Grumle-Gnaven og pakkede en lille smule af stjernelyset ned i sin rygsæk sammen med den tomme madpakke.
Da han sad der på kanten, forstod han noget meget vigtigt. Verden ender aldrig rigtigt, så længe man har lyst til at vide, hvad der sker i morgen. Kanten var blot en overgang til noget nyt. Han kiggede ned på sin sten-med-ansigt og så, at den nu smilede helt af sig selv. Han rejste sig op, børstede lilla støv af bukserne og begyndte at gå hjemad. For man kan kun være en rigtig opdagelsesrejsende, hvis man har et hjem at fortælle sine historier i.
Verden er rundere end en pandekage
Turen tilbage gik meget hurtigere, for nu kendte han vejen, og alle væsnerne hilste på ham som en gammel ven. Da han nåede tilbage til sin egen have, sneg han sig ind gennem hullet i hækken. Hans far stod stadig i køkkenet og kiggede på den sorte skærm, men da Jonathan kom ind, lagde faren den fra sig. Fandt du den så? spurgte faren med et lille smil.
Jonathan nikkede og lagde den magiske sten på bordet. Jeg fandt den, far. Men det er ikke en kant. Det er en begyndelse på alt det, vi ikke har lært endnu. Og så fortalte han om Glimmer-Gokke, det levende bjerg og smagen af stjerner. Faren lyttede, og for en kort stund glemte han alt om travle voksne ting og mærkede den samme nysgerrighed, som Jonathan bar rundt på i sin blå rygsæk.
Den nat drømte Jonathan, at hans seng var et skib, der sejlede på de mælkeveje, han havde set. Han vidste nu, at verden var stor og vild og vidunderlig, og at der altid ville være et nyt eventyr, der ventede lige på den anden side af hegnet. For uanset hvor man går hen, så tager man altid sin fantasi med sig, og så længe man gør det, findes der aldrig et sted, der er helt slut.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #68 – Da stjernerne faldt ned i en kop te
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
