Jonathan stod foran en byport, der glimtede som nypudset sølvtøj i den skarpe middagssol. Men det var ikke metal, der mødte hans øjne; det var rent, poleret glas. Hele byen, fra de tårnhøje spir, der kildede skyerne, til de brolagte gader, var bygget af spejle. Da han tog det første skridt ind i byen, der hed Speculum, så han tusind udgaver af sig selv. De vinkede alle sammen tilbage fra væggene, vinduerne og endda fra de små vandpytter af krystalvand, men nogle af dem så lidt anderledes ud, end han følte sig indeni. Det var en by, hvor ens ydre altid fortalte sandheden om ens indre, uanset hvor meget man prøvede at trække maven ind eller smile sit største smil.
Det var ikke en helt almindelig by med bagerforretninger og biblioteker. I Speculum kunne man nemlig ikke skjule noget som helst. Hvis man gik og gemte på en lille, sort løgn, blev ens spejlbillede tungt og gråt som en gammel kældermur, der havde stået i fugt i hundrede år. Men hvis man talte sandt, lyste ens refleksion op som en lille, varm sol, der kunne oplyse selv de mørkeste kroge. Jonathan kiggede ned på sine egne fødder, der vandrede hen over de klare spejlfliser. Han følte sig heldigvis ret let i dag, for han havde husket at sige undskyld, da han kom til at vælte Mias tårn af klodser tidligere på formiddagen, selvom det havde været fristende bare at lade som ingenting og løbe ud og lege.
Da skyggerne begyndte at hviske i glasset
Pludselig mødte han en kat, der sad på et gadehjørne og vaskede sig med en pote af sølv. Den var ikke sort eller stribet som mormors kat, men lavet af det fineste, mest bøjelige sølv, man kunne forestille sig, og dens knurhår lignede små, tynde krystalstave, der gav en svag, syngende lyd, når vinden rørte ved dem. Katten præsenterede sig som Mis Refleks og forklarede med en stemme, der lød som små klokker, at i denne by var ord ikke bare lyde, man sendte ud i luften. De var de byggesten, hele byen var rejst af. Hver gang en person sagde noget, der var helt sandt, blev glasset i byens mure stærkere og mere gennemsigtigt.
Men katten advarede ham også. For i de dybe skygger bag de glitrende paladser lå Ekko-gyden. Derinde boede de glemte løgne, de små historier, folk havde fundet på for at slippe for ballade eller for at gøre sig selv lidt vigtigere, end de egentlig var. Disse løgne var blevet til små, tågede væsner, der altid ledte efter nye ord at gemme sig bag. Jonathan blev lidt stille. Han kom til at tænke på dengang, han havde sagt, at det helt sikkert var hunden, der havde spist den sidste kiks i dåsen, selvom hans egne fingre stadig lugtede af chokolade. Da han tænkte på det, så han sit spejlbillede i et butiksvindue. Hans ansigt i spejlet fik pludselig en lille, kedelig grå plet lige på spidsen af næsen. Det føltes mærkeligt, næsten som om han bar på en lille, usynlig sten i lommen, som han ikke kunne ryste ud.
Jonathan fulgte efter Mis Refleks dybere ind i labyrinten af spejle. De kom til en gyde, hvor glasset ikke længere glimtede. Her var spejlene matte, støvede og fyldt med ridser. I midten af gyden stod en lille figur, der lignede en dreng på Jonathans alder, men han havde ingen rigtige øjne eller mund – kun en tåget, grå overflade, der bølgede som røg. Figuren rakte en funklende genstand frem mod Jonathan. Det lignede den flotteste, mest sjældne glaskugle i hele verden, med hvirvler af guld og dybblå oceaner indeni. Det var præcis sådan en kugle, Jonathan altid havde drømt om at vinde i skolen.
Når løgnen bliver til beton i lommerne
"Du kan få den," hviskede tåge-drengen med en stemme, der lød som tørt græs, der knækker. "Det koster næsten ingenting. Du skal bare sige, at du slet ikke var her i dag. Sig til alle derhjemme, at du aldrig har set Speculum, og at du bare har siddet på dit værelse hele tiden. Så er kuglen din, og vi er venner for evigt." Det lød jo utroligt let. Hvis han bare sagde det, når han kom hjem, ville ingen jo kunne vide det modsatte. Men i det øjeblik kiggede Jonathan på et stort spejl, der hang bag tåge-drengen. Hans eget spejlbillede var nu blevet næsten helt mørkegråt, og hans fødder føltes pludselig så tunge som to store blokke af beton. Han kunne næsten ikke løfte dem for at tage et skridt.
Jonathan kiggede på den lokkende guld-kugle og så derefter på sit eget triste, grå ansigt i glasset. Han vidste inderst inde, at hvis han tog imod gaven og sagde løgnen, ville han aldrig mere kunne løbe frit og let gennem Speculum. Han ville være fanget i den grå farve, og spejlene ville aldrig mere lyse for ham. "Nej tak," sagde Jonathan med en stemme, der blev fastere for hvert ord. "Jeg er lige her, og jeg har set hver eneste glimtende sten i denne by. Og for resten… det var mig, der spiste den sidste chokoladekiks derhjemme, og jeg burde have sagt det med det samme!"
I det samme øjeblik gav det et kæmpe brag, som om tusind krystalglas skålede på én gang. Tåge-drengen splintredes i en sky af ufarlige glimmerfnug og forsvandt som dug for solen. Den grå plet på Jonathans næse forsvandt med et lille, lystigt "pling", og hele den støvede gyde begyndte at stråle. Spejlene blev så rene og klare, at han kunne se stjernerne og de fjerne galakser reflekteret i dem, selvom det stadig var højlys dag. Mis Refleks hoppede op på hans skulder og spandt så kraftigt, at det sitrede helt ned i Jonathans tæer. "Sandheden er den eneste nøgle, der passer i alle låse," sagde katten klogt, mens den viftede med sine sølvpoter.
For at komme helt ud af Speculum og tilbage til sin egen varme seng, skulle Jonathan krydse den berømte Krystalbro. Det var en bro, der svævede højt over en dyb kløft, som var fyldt med en tåge, der skiftede farve mellem lilla, grøn og orange. Selve broen var helt gennemsigtig – man kunne se direkte ned i dybet – og der var ingen gelændere at holde fast i. Det lignede noget, man kunne glide på og falde ned fra hvert øjeblik. "Husk nu," sagde Mis Refleks og vinkede med halen, "du kan kun gå sikkert over, hvis dit hjerte er lettere end en fjer. Hvert skridt kræver, at du tør sige en sandhed, du måske har gemt lidt væk i et mørkt hjørne af dine tanker."
Broen af gennemsigtige ord
Jonathan tog det første skridt ud i den tomme luft. Han tænkte på dengang, han havde ladet som om, han sov rævesøvn, da hans far kaldte, bare fordi han ikke orkede at børste tænder og hellere ville ligge og dagdrømme. Han sagde det højt ud over kløften. Straks dukkede der en lille, lysende glasflise op lige under hans fod, så fast som en klippe. Han tog et skridt til og indrømmede med lidt lav stemme, at han nogle gange blev bange for mørket under sengen, selvom han altid sagde til sine venner, at han var den modigste dreng i hele klassen. Endnu en flise lyste op med et blåt skær.
For hvert ærligt ord, Jonathan sendte ud i den farvede tåge, følte han sig lettere og mere modig. Det var som om, sandheden fungerede som små usynlige balloner, der holdt ham oppe. Han indrømmede, at han nogle gange glemte at vaske hænder, og at han engang havde lånt en blyant uden at spørge om lov. Til sidst løb han nærmest hen over de lysende fliser, mens han grinede højt. Det føltes fantastisk at tømme alle sine hemmeligheder ud i den magiske luft. Da han satte foden på den anden side af kløften, mærkede han et varmt vindpust, der duftede af nybagte pandekager og tryghed.
Pludselig blinkede han med øjnene, og verden omkring ham ændrede sig. Han stod ikke længere på en svævende glasbro, men på det bløde tæppe på sit eget værelse. Solen var ved at gå ned og kastede lange, orange striber ind over hans legetøj og hans seng. Han skyndte sig hen til det store spejl, der hang på hans garderobe. Det var ikke lavet af magisk sølv eller krystal fra en fremmed verden, men var bare et helt almindeligt, lidt støvet spejl med en træramme. Men da han så sit eget ansigt i glasset, kunne han ikke lade være med at smile bredt.
Han så ikke længere grå pletter, tunge skygger eller matte overflader. Han så bare sig selv – Jonathan – med sine egne øjne, der glimtede af eventyr. Han vidste nu, at man bærer sit eget "Speculum" med sig overalt. Hvis man går og lyver for sig selv eller andre, bliver verden omkring én grå og tung at bevæge sig i. Men hvis man tør sige sandheden, selv når det er lidt svært, så bliver ens eget spejlbillede altid lyst og klart.
Han kiggede ned i sin hånd. Han havde ikke den guld-kugle, som tåge-drengen havde lovet ham, men det gjorde ingenting. For hver gang han bevægede fingrene, så han et lille, svagt glimt af magisk støv, som om han stadig bar en lille smule af Spejlbyens lys med sig. Han lagde sig trygt under dynen og vidste, at i morgen ville blive en fantastisk dag, for han havde ikke en eneste tung løgn med i seng.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Malthe og de syngende skyer
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
