Det er 50 år siden, at en ung kvinde trådte ud på balkonen i sort og blev vores alle sammens faste punkt. Dronningen er her stadig, og hendes jubilæum minder os om, at dannelse og kontinuitet er fundamentet, som alt det flygtige står på. Men midt i fejringen af det bestående mærker vi også en sær metaltræthed i det system, der omgiver hende. Vi lever i en tid, hvor Christiansborg føles som en lukket fest, hvor dørmanden har glemt, hvem han egentlig arbejder for.
Statsministerens nytårstale handlede om arbejde, flid og økonomi. Det er vigtigt nok, men hvor blev mennesket af? Hvor blev ånden af? Det føles som om, vi har bygget et samfund af regneark, mens vi har glemt at spørge, hvad vi skal bruge alle de tal til, hvis vi mister forbindelsen til hinanden. Vi har brug for mere end blot en stabil drift; vi har brug for en retning, der tager udgangspunkt i, at vi er dannede væsener, ikke bare produktionsenheder.
Ventetiden i det politiske mødested
Der er en følelse af, at vi står i en form for kollektiv venteværelse. Projektet i Det Politiske Mødested har summet i kulissen længe nu. Det er som en graviditet, der er gået langt over tid. Vi ved, at barnet skal ud, og vi ved, at det bliver et parti, men selve fødslen lader vente på sig. Det kræver tålmodighed at insistere på samtalen, før man låser sig fast i partiprogrammer og partidisciplin.
Mange spørger, hvornår vi bliver “rigtige”, men måske er styrken netop, at vi tør blive i mødestedet lidt endnu. At vi tør insistere på, at politik skal handle om holdninger og værdier før taktik og mandater. Det er i det rum, dannelsen finder sted. Det er her, vi finder ud af, om vi vil reparere det gamle eller bygge noget nyt fra grunden. Systemet hader det udefinerede, men det er ofte der, de største forandringer starter.
Frygten og den åbne dør
Coronaen slipper ikke helt sit tag i os endnu. Vi sidder her 1. januar med begrænsninger og restriktioner, der stadig minder os om vores egen sårbarhed. Men måske har pausen også givet os muligheden for at se kritisk på den kynisme, der gennemsyrer den offentlige debat. Vi er blevet så vant til at råbe af hinanden gennem skærme, at vi har glemt, hvordan man lytter til det, der ligger mellem linjerne.
Som Benny Andersen så smukt har formuleret det: “Se, nu kommer dagen, og den er din.” Men den er kun vores, hvis vi tør tage ansvaret for den. Det nytter ikke at vente på, at politikerne løser det for os, hvis vi ikke selv bringer ånden og ordentligheden med ind i de fællesskaber, vi indgår i. Vi skal genfinde respekten for det enkelte menneske og bekæmpe den systemiske ligegyldighed, der gør os til tilskuere i vores eget liv.
Et år for de visionære
2022 skal være året, hvor vi ikke bare fejrer jubilæer, men også fejrer modet til at ændre kurs. Vi har brug for lederskab, der tør tale om andet end bare penge og reformer. Vi har brug for folk, der tør sige højt, at dannelse er vigtigere end uddannelse, og at samfundssind ikke er noget, man kan vedtage ved lov, men noget man dyrker i mødet med sin næste.
Jeg ser frem mod de kommende måneder med en blanding af utålmodighed og dyb respekt for den opgave, der ligger foran os. Hvis vi vil have et folkestyre, der rent faktisk repræsenterer folket, må vi starte med at genfinde samtalen. Det Politiske Mødested er ikke bare en platform; det er et håb om, at vi kan gøre det bedre. At vi kan skabe en ramme, hvor ordentlighed er en forudsætning, ikke en sjælden undtagelse.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
