JULEHILSEN FRA SØEMANDEN

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Jeg har tænkt lidt over det… og er kommet frem til, at ønske alle jer en glædelig jul

Julen ER glædelig. Nogle sidder ganske vist alene, forladte, denne aften. Ensomme måske. Nogle har mistet nogle nære – andre savner bare nogle, der er fjerne. Nogle er i telt, andre er på vej – og nogle har ikke råd til, at finde vej. Nogle føler sig velkomne, andre føler sig udenfor. En del fejrer slet ikke noget, men åbner måske en bedre flaske vin alligevel.

Nogle føler ensomhed selvom de er sammen med en masse – og så er der alle dem, der bare mærker julens besynderlige favnende ånd.

Uanset hvilken kategori du hører til, så er julen en kærkommen opstopper.

Vi kan lige trække vejret mellem debat, skat, plat og smat. Se hinanden – eller os selv – i øjnene og vurdere, det vi ser. Er vi ensomme, er det en følelse vi kun kan føle, fordi vi har oplevet det modsatte. Det skal vi glædes over. Savner vi en afdød, er det fordi vedkommende var så skøn, at han eller hun satte så dybe spor, at deres liv er værd at mindes. Husker man det, midt i tristheden, er der pludselig fornyet liv. Lad julesorgen slukkes.

Her i familien er der både små børn og store. De store er nordpå og savnes, de små er lige her på skødet. En af dem bliver 4 år i dag. Selvom der den 23 december, for 4 år siden, blev presset ekstra hårdt – og før midnat den 24 forsøgt at lægge en prop ind, kom han. Lige til tiden. Juletræets flag giver mere mening. Kagemanden er fra bageren bragt. Gaverne kommer nu i to ryk, hvor første er overstået nu og legen leges frit med trætte smil. Nu er det julen der træder i karakter, mens fødselsdagen ebber mere ud.

Læs også:  TESTS BLIVER BRUGT TIL AT SLÅ MED!

Jeg elsker jul. Elsker den højt.

Ikke kun på grund af den lækre fede mad og de mulige gaver – men fordi julen for mig er samvær. Både med dem omkring mig – og med resten i hjertet og i tankerne. Alle der har betydning – eller havde det – fylder på en juleaften. Og derfor er hjertet fuldt her hos mig. Fuld af glæde og taknemmelighed.

Også glæde over jer derude på Facebook, hvoraf mange kun er mine bekendte gennem ord.

Men ord er stærke – og derfor er I alle også på en særegen måde mine nære.
I er i hvert fald med mig i tankerne – og bringer mig daglig glæde gennem jeres små kommentarer eller likes. Alt tages ind – og jeg tager jer med stor glæde alvorligt, som en del af mit liv.

Derfor var valget nemt – selv da jeg tænkte over det – at I selvfølgelig også, gennem flere ord, skulle ønskes en RIGTIG glædelig jul.

/Søe

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.