Det er den første november. Bladene på bøgetræerne har knap nok overgivet sig til tyngdekraften, og min nabo kæmper stadig med at få de sidste visne sommerblomster ud af krukkerne. Alligevel har jeg i tre uger følt mig som en statist i en dårlig amerikansk julefilm, hvor budgettet slap op, før de nåede at leje en snekanon. Jeg har officielt opgivet modstandskampen mod overmagten, der i år har besluttet, at julen er en maraton, der starter, mens vi stadig overvejer, om vi skal have overgangsjakke på.
Der findes en særlig form for melankoli, der rammer, når man står i et supermarked og kigger på en palle med pebernødder, mens sveden løber ned ad ryggen, fordi efteråret har besluttet sig for at være lunt. Det er som om, vi har afskaffet ventetiden. Vi har dræbt forventningens glæde med en julebryg og erstattet den med en logistisk præstation, der kræver en Excel-fil og et mindre nervesammenbrud. Jeg husker engang, hvor november var en grå, kedelig og helt vidunderlig pause. En måned, hvor man fik lov til at stirre ind i mørket, tænde et enkelt lys og mærke, at verden faldt til ro, før det store lysshow i december tog over. Nu er november blot en forlængelse af en julesæson, der er blevet så lang, at vi risikerer at være trætte af flæskesteg, før første søndag i advent har meldt sin ankomst.
Det er ikke fordi, jeg er en gnaven gammel mand, selvom min dåbsattest og mine knæ til tider antyder det. Jeg elsker julen. Jeg elsker den ånd, der burde være der. Men når detailhandlen rykker julestarten frem til et tidspunkt, hvor vi knap nok har fordøjet de sidste grillpølser fra august, så sker der noget med vores kollektive hukommelse. Vi mister evnen til at være til stede i nuet, fordi vi konstant bliver mindet om, at vi er bagud med noget, der først skal ske om to måneder. Det er en form for mental tidsrejse, som ingen har bedt om. Vi lever i 2024, hvor alt skal gå stærkt, og hvor algoritmerne på vores telefoner allerede i september foreslog os opskrifter på risalamande, fordi vi engang kom til at klikke på et billede af en mandelgave.
Algoritmer og adventskrans
Vi taler så meget om kunstig intelligens i disse dage. Det er den store hype, der skal redde os alle sammen fra at tænke selv. Men måske er det i virkeligheden AI, der har overtaget juleplanlægningen i de store koncerners hovedkvarterer. De har regnet ud, at hvis de kan få os til at købe den første pose brændte mandler seks uger før tid, så stiger omsætningen med 4,2 procent, mens vores mentale helbred falder med det tilsvarende. Det er en kynisk form for optimering af vores hygge. Vi bliver fodret med julemusik i højttalerne, mens vi køber rugbrød og leverpostej, og før vi ved af det, nynner vi med på “Last Christmas”, mens vi prøver at huske, om vi overhovedet har fået skiftet til vinterdæk.
Skuffelsen består i at have det, man ønsker. Og måske er det netop det, der sker, når vi trækker julen ud over tre måneder. Vi får alt det, vi ønsker os af lys, slik og stemning, men vi får det i så store mængder og over så lang tid, at selve ønsket dør hen. Når juleaften endelig oprinder, er vi så mættede af indtryk, at vi mest af alt har lyst til at bestille en pizza og se en dokumentar om noget helt andet end stjerner og stalde. Vi har mistet respekten for det, der er vigtigt: nemlig pausen. Den pause, der gør, at festen føles som en fest og ikke bare som endnu en dag i forbrugsfestivalens tegn.
Den tabte ventetid
Jeg savner ordentligheden i at lade tingene tage den tid, de tager. Der er en visdom i årstidernes skiften, som vi forsøger at ignorere med neonlys og plastikgran. Når vi insisterer på at fejre jul i oktober, så fornægter vi mørket. Men uden mørket giver lyset jo ingen mening. Det er i de grå novemberdage, vi finder ind til kernen af, hvem vi er, når vi ikke skal præstere hygge på kommando. Men i år er det som om, mørket er blevet lyst op af reklameskilte, før vi overhovedet har nået at mærke det.
Jeg har forsøgt at gøre modstand. Jeg har kigget strengt på ekspedienten, når de har spurgt, om jeg ville have en juleskum med i købet. Jeg har holdt min julemusik væk fra playlisten som en anden hemmelig modstandsmand. Men jeg må erkende, at kampen er tabt. Da jeg i morges kørte gennem byen og så de første lyskæder blive testet, mærkede jeg et lille stik af overgivelse. Hvis verden absolut vil have, at jeg skal være i julehumør nu, så må jeg vel bare flyde med strømmen, selvom det føles helt forkert. Men jeg nægter at spise den første pebernød før december. Det er min sidste skanse. Min lille private revolution mod det totale sammenbrud af den tidsmæssige orden.
Mennesket i maskineriet
Det handler måske i virkeligheden om noget dybere end bare juleslik. Det handler om, hvordan vi behandler vores tid og hinanden. Når vi lader os stresse af en kunstigt skabt højtid, så glemmer vi at kigge på dem, der står ved siden af os. Vi bliver projekterede ind i en fremtid, der handler om indkøbslister og gavebudgetter, fremfor at være til stede i den samtale, vi har lige nu. I en verden, der føles mere og mere fragmenteret og styret af hurtige klik, er julen – den rigtige jul – jo netop modgiften. Den er det langsomme, det nære og det, der ikke kan købes for penge. Men når vi gør den til en tre måneder lang kommerciel kampagne, så udvander vi selve medicinen.
Det er en kold tid, som vi lever i. Og det bliver ikke mindre koldt af, at vi forsøger at varme os ved en elektrisk juleudstilling i midten af efteråret. Vi har brug for at genfinde evnen til at vente. At turde stå i det uvisse og det uperfekte, indtil tiden er moden. Men indtil da må jeg vel bare acceptere, at jeg lever i en tid, hvor oktober er den nye december, og hvor fornuften har taget orlov til fordel for et tidligt udsalg af julepynt.
Jeg overvejer at skrive en bog om det. En bog om kunsten at kede sig i november. Men jeg ved jo godt, at ingen ville købe den, for de ville være for travle med at finde den perfekte mandelgave. Så jeg sidder her, den første november, og kigger ud på regnen, mens jeg mentalt prøver at blokere lyden af bjældeklang, der siver ud fra naboens åbne vindue. Jeg har opgivet, ja. Men jeg har ikke glemt, hvordan det burde være. Og måske er det i virkeligheden den vigtigste kamp at vinde: at bevare erindringen om det væsentlige, selv når verden omkring os har tabt småkagerne.
Hvis du sidder derude og føler det samme, så vid, at du ikke er alene. Vi er en lille hær af skeptikere, der står fast på, at julemanden først må lande på taget, når kalenderen siger december. Men indtil da må vi vel bare prøve at finde hyggen i det kaos, vi selv har skabt. For hvis der er noget, vi danskere er mestre i, så er det at hygge os midt i et sammenbrud.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
