Vi har vundet de store slag, men vi nægter at forlade skyttegraven. Nu handler det ikke længere om at ændre verden, men om at finde nye ting at blive krænket over, så vi kan beholde vores sociale fællesskaber i mudderet.
Når fællesskabet kræver en fjende
Det er en mærkelig tid. Vi har opnået så meget, at vi er løbet tør for reelle problemer at løse sammen. Men vi elsker jo kampen. Vi elsker at stå skulder ved skulder mod en fælles fjende. Problemet er bare, at når fjenden er besejret, så forsvinder fællesskabet også. Hvis vi anerkender, at vi faktisk er nået i mål med ligestilling og respekt, så skal vi jo gå hver til sit. Og hvem gider det? Det er meget sjovere at blive i skyttegraven og råbe af dem, der går forbi oppe på marken.
Derfor opfinder vi nye slagmarker hver eneste uge. Det er som om, vi har ansat en hel hær af kreative hjerner til at støvsuge hverdagen for mikroskopiske uretfærdigheder. Nu er det ikke længere nok, at vi har lige muligheder. Nu skal vi også sikre, at ingen føler sig ramt af et lyskryds. Den lille grønne mand skal have selskab. Han skal have en kjole på, eller måske skal han slet ikke være en mand. Vi bruger energi på at diskutere, om et piktogram i et vejkryds undertrykker den moderne kvinde, mens vi fuldstændig glemmer at kigge på den verden, vi rent faktisk har skabt.
Woke-bølgen og MeToo startede som vigtige nødvendigheder. Det var kulturelle forandringer, vi alle kunne se var tiltrængte. Vi skulle have luget ud i magtmisbrug og gammeldags kønsroller. Men nu er det kammet over i en form for social overvågning, hvor målet ikke er forbedring, men udstødelse. Det handler ikke om at gøre plads til alle. Det handler om at stemple dem, der ikke har læst den nyeste manual over, hvad man må sige før klokken ni om morgenen.
Livmoderen og den 80-årige
Vi har totalt mistet respekten for friheden til at være forskellig. Og nej, det gælder ikke kun den ene vej. Det gælder også respekten for den 80-årige mand, der har levet et helt liv i en verden, hvor biologi var en fast størrelse. Han vågner nu op til en nyhed om, at mænd kan få undersøgt deres livmoder. Han gnider sig i øjnene og tænker, at han må være faldet ned i et sort hul. Men hvis han vover at trække på smilebåndet eller stille et spørgsmål til logikken, så falder hammeren øjeblikkeligt. Han er ikke bare gammeldags. Han er farlig. Han er ekskluderende. Han skal socialt udstødes, fordi han ikke kan vænne sig til, at virkeligheden er blevet en valgfri buffet.
Det er som om, en kamp aldrig må anses som vundet. Hvis vi siger, at vi er nået langt, så mister aktivisterne deres eksistensberettigelse. Derfor må man konstant finde nye, syge ting, der nu er forkert. Det er kampen for kampens skyld. Vi ser unge mennesker, der limer sig fast til asfalten for at redde klimaet, men som samtidig kræver, at vi fjerner statuer af folk, der har været døde i tre hundrede år. Det er en mærkelig form for nostalgi kombineret med en ekstrem nutidighed, hvor alt skal renses og ensrettes.
Vi taler om dannelse og ånd, men vi udøver det sjældent. Dannelse er også at kunne rumme dem, der ikke er med på de nyeste tendenser. Det er at acceptere, at en generation ser verden anderledes end den næste, uden at vi behøver at starte en digital inkvisition hver gang. Men i dag er dannelse blevet erstattet af en rigid tjekliste. Har du husket at bruge de rigtige pronominer? Har du husket at fjerne dine herre- og damepriser hos frisøren? Hvis ikke, så er du en del af problemet.
Den dyre herreklip
Frisøren er det perfekte eksempel på vanviddet. Nu skal det koste det samme at få studset de tre hår, en gennemsnitlig midaldrende mand har tilbage, som det koster at få lavet en fuld farvning og klipning af en lang manke. Fordi ligestilling åbenbart betyder, at prisen skal være blind for virkeligheden. Det er en kamp om absolut ingenting, der ender med at gøre livet mere besværligt og mindre logisk for alle. Men hey, vi fik da fjernet de kønsopdelte priser, så nu kan vi alle sove trygt om natten.
Når man påpeger det absurde i, at grønne mænd i lyskryds skal have kjole på, eller at vi diskuterer mænds livmødre, så bliver man mødt med vrede. Ikke fordi argumenterne er dårlige, men fordi man ødelægger festen for dem, der lever af at være i opposition. Det stærke fællesskab i skyttegraven kræver, at der altid er noget at kæmpe imod. Hvis man siger “Gudskelov, vi har skabt forandring, lad os nu komme videre”, så er man en forræder. Man har ødelagt legen.
Vi er endt i en situation, hvor vi frygter at miste vores kampfæller mere, end vi ønsker at vinde krigen. Det er blevet en livsstil at være offer eller forkæmper for de mest obskure sager. Imens vi diskuterer lysskilte og statuer, glemmer vi at tale sammen som mennesker. Vi glemmer smilet og det glimt i øjet, der før i tiden kunne afmontere de fleste konflikter. I dag er glimtet i øjet erstattet af en løftet pegefinger og en skærm, der lyser af indignation.
Hvis vi virkelig vil have frihed til forskellighed, så skal vi også have plads til dem, der synes, det hele er blevet lidt for meget. Vi skal have plads til ham på 80, der stadig mener, at biologi findes. Og vi skal have plads til at grine af os selv, når vi begynder at kæmpe for at give mænd livmoderundersøgelser. Ellers ender vi som en nation af vrede aktivister, der har vundet alt, men har mistet forbindelsen til virkeligheden.
Det er tid til at forlade skyttegraven. Der er ingen fjender herude. Der er bare os. Og vi har faktisk nået det, vi gerne ville. Skal vi ikke bare sige tak for kampen og gå ind og få en kop kaffe? Inden nogen beslutter, at kaffen også er udtryk for strukturel racisme, fordi kaffen farve er ekskluderende.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
