Der var engang en kejser, som elskede alt, hvad der var nyt, glitrende og digitalt. Han brugte alle sine penge på de nyeste apparater, de hurtigste ledninger og de mærkeligste maskiner, man overhovedet kunne forestille sig. Mens andre kejsere brugte tid på at ride i skoven eller tale med deres folk, sad denne kejser altid med næsen begravet i en lille skærm og ledte efter den næste store ting.
En skønne dag ankom to lumske typer til byen. De kaldte sig for “Verdens Bedste App-udviklere”, men i virkeligheden var de bare to drilske snydepelse, der vidste præcis, hvordan de skulle narre en kejser, der altid ville have det nyeste nye. De fortalte kejseren, at de kunne skabe en app, der var så fantastisk og så avanceret, at den slet ikke kunne ses af folk, der var enten dumme eller ikke passede til deres arbejde.
“Det er lige præcis det, jeg har brug for!” råbte kejseren og klappede i sine hænder. “Tænk engang, så kan jeg se, hvem i mit rige der er kloge nok, og hvem der bare lader som om.” Han gav straks de to snydepelse en kæmpe pose guldmønter og de flotteste kontorer på slottet, så de kunne gå i gang med det samme.
De to snydepelse satte sig ved deres tomme borde. De tastede ud i luften og lod som om, de skrev tusindvis af koder på computere, der slet ikke var tændt. De bad om det dyreste internet, de fineste kaffer og de blødeste stole, mens de i virkeligheden bare sad og spiste kiks og grinede for sig selv.
Efter nogle dage sendte kejseren sin klogeste minister afsted for at se, hvordan det gik med den magiske app. Da ministeren trådte ind i lokalet, så han absolut ingenting. Der var bare to mænd, der viftede med armene i den tomme luft. Ministeren blev helt kold indeni. “Er jeg mon dum?” tænkte han. “Eller passer jeg ikke til mit job som minister?” Han turde ikke sige noget, så han gned sig på hagen og sagde: “Næh, sikke nogle flotte farver! Og se lige den der lille knap, der lyser op.”
Snydepelsene smilede og forklarede om alle de usynlige funktioner, appen havde. Ministeren skyndte sig tilbage til kejseren og fortalte vidt og bredt om, hvor fantastisk appen var, selvom han intet havde set.
Endelig kom dagen, hvor appen skulle præsenteres for hele byen. Kejseren tog sit fineste tøj på – eller det vil sige, han følte sig klar til at modtage den magiske app. Snydepelsene kom ind i tronsalen og løftede deres hænder, som om de bar på noget meget tungt og værdifuldt. “Her er den, Deres Majestæt,” sagde de. “Verdens mest avancerede app. Den findes lige her i luften foran Dem.”
Kejseren kiggede og kiggede. Han så ingenting udover sine egne hænder. Men da han ikke ville virke dum, smilede han det største smil, han kunne finde frem. “Den er jo… helt fantastisk!” jublede han. “Sikke en opløsning! Sikke en brugerflade!”
Kejseren besluttede, at han ville gå gennem byen i en stor parade for at vise alle sine borgere den nye opfindelse. Han gik stolt gennem gaderne og løftede sin hånd op i luften, som om han holdt den flotteste og mest lysende skærm i verden. Alle folk i byen havde hørt om den magiske app, og ingen turde sige, at de ikke kunne se noget. “Se kejserens nye app!” råbte de. “Den må være utrolig hurtig!” og “Se de smukke ikoner!”
Men midt i alt postyret stod en lille pige og kiggede undrende på kejseren. Hun hev sin far i ærmet og sagde med klar stemme, så alle kunne høre det: “Jamen… kejseren holder jo slet ikke noget! Hans hånd er jo helt tom!”
Der blev helt stille i gaden. En hvisken begyndte at sprede sig fra øre til øre. “Barnet har ret,” sagde én. “Han holder ingenting,” sagde en anden. Snart grinede hele byen, for de kunne jo alle sammen se, at kejseren bare gik og viftede med hånden i luften.
Kejseren blev rød i hovedet som et modent æble. Han vidste inderst inde, at de havde ret, men han tænkte: “Nu må jeg gennemføre paraden!” Så han holdt hovedet højt og fortsatte med at trykke på de usynlige knapper i luften, mens han gik hele vejen hjem til sit slot.
Fra den dag af blev kejseren lidt klogere. Han gemte sine skærme lidt væk og begyndte i stedet at kigge på de rigtige blomster i haven og lytte til fuglenes sang. For nogle ting er bare meget smukkere, når man kan se dem med sine egne øjne, og man behøver slet ikke en app for at opdage, hvad der er rigtigt og vigtigt.
Onkel Jeppes læsebod #16 – Den talende sten
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
