At vågne klokken to om natten i Beijing er som at få en mavepumper af virkeligheden. Det er her, man finder ud af, at ens krop stadig tror, den er i gang med at debattere dansk lokalpolitik over en halvkedelig kop kaffe, mens resten af Kina sover den søvn, som kun 1,4 milliarder mennesker kan præstere. Mine sønner, Villum og Malthe, og jeg havde samme oplevelse. Vi stirrede på loftet, sov lidt igen, stirrede mere, og endte med at ramle ind i den kinesiske morgenmad i absolut sidste øjeblik.
Kinesisk morgenmad er ikke for sarte sjæle eller folk, der forventer en lunken havregryn. Det er kylling, ris og varme retter, der giver fordøjelsen noget at arbejde med, før solen overhovedet har overvejet at bryde igennem forureningen og disen. Vi spiste som folk, der vidste, at dagen ville kræve alt af os.
Første stop var Sommerpaladset. Vi havde fået hjælp af en AI til at planlægge ruten. Jeg havde fodret den med alt: vores alder, interesser og den lille detalje, at Malthe har præsteret at rykke et ledbånd over til Nibe Festival lige inden afgang. Bjerge var altså udelukket, medmindre de kom med elevator. Robotten svarede prompte og sendte os til en bagindgang, jeg aldrig selv havde fundet. Herfra tog vi en lille dragebåd tværs over søen.
Satiren over kejserens storhedsvanvid er ikke til at overse. Manden bad altså sine undersåtter om at grave en sø ud med håndkraft. Resultatet er en menneskeskabt vandmasse på størrelse med hele Brøndby. Alt sammen for at kejseren kunne have et hyggeligt sommerhus, hvor der var plads til både familien, hustruen og de elskerinder, man nu engang skal bruge for at holde humøret oppe i de varme måneder. Det er den ultimative form for ejendomsudvikling, hvor man ikke spørger om byggetilladelse, men bare peger og siger: “Grav”.
Vi gik op i selve paladset. Det giver et ret præcist indblik i en tid, hvor magt ikke handlede om antallet af følgere på LinkedIn, men om hvor mange lag af gyldne tage man kunne stable oven på hinanden. Det er smukt, det er voldsomt, og det minder én om, at vi i Europa ofte tror, vi er historiens centrum, mens kineserne har bygget ting i den her skala i årtusinder.
Fra det kejserlige sus skulle vi videre til noget mere formelt. Renmin University ventede. Jeg skulle holde en keynote, og da vi rullede afsted i en taxa, skete den transformation, som enhver rejsende far kender. Vi skiftede tøj i den lille bil. Ud med de praktiske shorts og ind i skjorte og jakkesæt, mens taxaen slingrede gennem Beijings trafik. Det kræver en vis smidighed at få et slips til at sidde lige, mens man forsøger ikke at vælte ind i chaufføren eller sparke til Malthes dårlige fod.
På universitetet handlede det om at tale sammen. Om at turde mødes på tværs af mure og kulturer. Jeg talte om Grundtvig, dannelse og nysgerrighed. Min pointe var klar: Europa er langt bagud. Vi sidder stadig og diskuterer, hvordan vi skal stige på toget, mens Kina for længst har bygget et lyntog, der kører på magnetisme og AI-kraft. Efter min keynote var der 30 minutters spørgsmål fra de studerende. De er skarpe, nysgerrige og besidder en energi, som man sjældent finder i de danske uddannelsesinstitutioner, hvor vi ofte har mere travlt med at diskutere trivsel end visioner. Det er i mødet med dem, man forstår, at dannelse i 2026 handler om at forstå den globale hastighed.
Da vi trådte ud fra universitetet, ramte monsunregnen. Det var ikke bare regn; det var som om, himlen besluttede sig for at vaske hele Beijing ren på én gang. Vandet var overalt. Vi søgte ly på et apotek for at købe isposer til Malthes fod, og så begyndte kampen mod teknologien. Vi forsøgte at booke en bil via DiDi-appen, men når skærmen er våd, og man selv er gennemblødt, bliver det en umulig opgave. Det hele mindede mest af alt om en våd festival i Danmark, bare med flere neonlys og færre lunkne dåseøl.
Endelig fik vi en bil og satte kursen mod Shougang Park. Hvis man vil give sine teenagebørn en oplevelse, der får dem til at lægge telefonen fra sig (for i stedet at bruge den som VR-værktøj), så er det her stedet. Shougang Park er et gigantisk, nedlagt stålværk fra 1919. Det ligner kulissen til en Mad Max-film eller noget fra Cyberpunk 2077. Massive højovne, rustne rør og jernbanespor, der nu er badet i neonlys og futuristisk teknologi.
Herinde har de bygget det, jeg vil kalde et digitalt Fårup Sommerland. Det er SoReal Smart Park – en hel verden af VR og 5D-oplevelser gemt inde i de gamle industriruiner. Vi fløj rundt og kæmpede mod drager, vi kravlede i net i loftet, og vi kørte ræs mod hinanden. Toppen af kransekagen var deres Counter-Strike-oplevelse på et gulv, hvor der var vindmaskiner og vandforstøvere, der ramte os på de helt rigtige tidspunkter. Man står midt i historiens rust og kæmper mod digitale monstre. Det er den vildeste kontrast.
Efter at have reddet verden (eller i hvert fald vundet et par runder i VR) sluttede vi dagen af med lokale, håndlavede nudler. Der var markant mere chili i, end drengene havde regnet med, hvilket resulterede i et par meget røde ansigter og et stort forbrug af vand.
Nu sidder vi på hotellet. Kroppen skriger på søvn, mens hjernen forsøger at overbevise sig selv om, at klokken er midnat og ikke 18. Vi skal tidligt op til dag 2.
At tage sine børn med til Kina er ikke bare en ferie. Det er en dannelsesrejse i turbofart. Det er at vise dem, at verden er større, hurtigere og langt mere absurd, end man lærer i den danske folkeskole. Her bygger man søer for sjov og omdanner stålværker til computerspil.
Vi har stadig ondt i fødderne, men vi har set fremtiden, og den taler ret så meget kinesisk.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
