39 grader i skyggen er ikke vejr. Det er en straf. Det er den slags varme, hvor asfalten begynder at overveje at skifte tilstandsform, og hvor tanken om en kold øl føles som en religiøs åbenbaring. Men vi er i Shanghai, og når man har lovet sine unger Disneyland, så står man i den varme, uanset om ens sved har nået et kogepunkt, der kunne drive en mellemstor dampmaskine.
Jeg er donaldist. Det er ikke bare noget, jeg siger. Jeg er medlem af Dansk Donaldist-Forening, og jeg er den type, der kan finde på at køre gennem en mindre snestorm for at sikre mig det allersidste bind af Carl Barks’ samlede værker, så samlingen endelig er komplet. Det skete sidste vinter. Jeg fortryder intet. For en mand, der har brugt årtier på at studere Anders Ands tvivlsomme pædagogik og Joakim von Ands pengetank-arkitektur, er Disneyland en pilgrimsrejse. Mine børn, Villum og Malthe, lider af samme diagnose. Vi har tæsket Disneyland Paris igennem så mange gange, at vi kender hver en rusten skrue, så Shanghai var det næste logiske skridt i vores dannelsesrejse gennem popkultur-historien.
Men Shanghai Disneyland er ikke Paris. Det er ikke engang i nærheden. Hvor Paris har den der lidt slidte, europæiske charme med maling, der skaller en smule på de forkerte steder, er Shanghai en teknologisk magtdemonstration. Det er Disney på steroider og med et budget, der kunne have finansieret en mindre rumstation. De tjener efter sigende 50 millioner kroner om dagen i den park, og man ser præcis, hvor pengene ryger hen.
Vi startede i køerne. Og når man taler om køer i Kina, taler man ikke om ti minutter ved rutsjebanen på Bakken. Man taler om en udholdenhedsprøve, der ville få en jægersoldat til at overveje sin karriere. Solen bankede ned, og luftfugtigheden gjorde det muligt at trække vejret gennem et sugerør under vand. Malthe, der på et tidspunkt mistede troen på projektet, fandt dog en løsning. Han opdagede, at toiletterne var udstyret med aircondition af den type, der normalt bruges til at køle serverrum i Silicon Valley. Han lagde sig simpelthen til at sove derude i en time. En time på et Disney-toilet i Shanghai. Det er også en form for rejseminde, tænker jeg.
Imens tog Villum og jeg kampen op med de vildeste forlystelser. Og senere med Malthe også Pirates of the Caribbean: Battle for the Sunken Treasure, der ikke bare er en bådtur. Det er et teknologisk mirakel. Bådene kører på magnetiske skinner under vandet, hvilket betyder, at de kan dreje, bakke og accelerere præcis, når handlingen kræver det. Man sejler ind i en verden, hvor enorme kuppelskærme, der er fire etager høje, får en til at føle, at man er på bunden af havet, mens Jack Sparrow transformeres fra et skelet til et hologram med en præcision, der gør en svimmel. Det er her, man forstår forskellen på en rusten dims i Klampenborg og en global underholdningsmaskine.
Derefter Tron Lightcycle Power Run. Forestil dig at ligge foroverbøjet på en motorcykel af lys og blive skudt afsted gennem en neonblå fremtid til lyden af Daft Punk. Det er så hurtigt, at ens ansigtshud lander ved startstregen, før man selv er nået tilbage.
Men det mest interessante i Shanghai er ikke teknologien. Det er kulturen. I Vesten er Mickey og Anders de ubestridte konger. I Kina er det anderledes. Her regerer Duffy and Friends. Hvis du ikke ved, hvem Duffy er, så er det en bjørn, som Minnie Mouse syede til Mickey, så han ikke skulle være ensom på sine rejser. I Shanghai er Duffy større end Jesus og Mao til sammen. Folk stod i kø i tre timer for at få taget et billede med en person i et hundekostume, mens vi kunne gå direkte op til Mickey Mouse på tyve minutter. Kineserne elsker det nuttede – det de kalder “kawaii” i Japan, men som har sin helt egen vanvittige form her. De elsker også Zootropolis mere end noget andet. Det er det søde, det storeøjede og det harmløse, der sælger billetter. Jeg stod der og kluklo af Anders Ands frustrationer, mens 10.000 kinesere købte bamser af en lyserød ræv. Det er en kulturel kløft, som intet hologram kan bygge bro over.
Efter 12 timer i 39 graders varme var vi banket helt i bund. Vi lignede noget, der var blevet glemt i en tørretumbler på højeste varme. Fredag erklærede vi derfor for officiel skulkedag. Der blev ikke set på et eneste potteskår eller en eneste historisk bygning. Vi lod os synke ned i hotellets pool og blev der. Natten til fredag havde budt på fodbold klokken 3 om morgenen for de mest ihærdige, så søvnen skulle indhentes.
Senere på dagen vovede jeg mig ud til en “Blind man massage”. Det kaldes Anmo og har rødder tusinder af år tilbage. Det er en fascinerende del af den kinesiske historie, hvor massage erhvervet i århundreder har været reserveret til blinde, fordi deres følesans er overlegen. Og lad mig bare sige det: Manden kunne mærke alt. Han trykkede på punkter i min ryg, som jeg ikke vidste eksisterede, og hver gang han ramte et ømt sted, kunne jeg mærke ham smile indvendigt. Han vidste præcis, hvor skoen trykkede – både fysisk efter de mange kilometer i Disneyland og mentalt efter de sidste dages sansebombardement. Det var ikke wellness. Det var en form for kærlig afstraffelse, der efterlod mig fem centimeter højere og med en mærkelig ro i kroppen.
Lørdag tog varmen endnu et nøk opad. Vi overvejede at blive indendørs, men endte med at bestille en Didi – den kinesiske udgave af Uber – og bad chaufføren køre os mod Playa Maya Water Park. Det er et gigantisk vandland, der ligger i skyggen af de store rutsjebaner i Happy Valley. Her fandt jeg mit sande element: Lazy River.
Det er en flod, der er så lang, at det tager 25 minutter at flyde en hel omgang. Der lå jeg i min gule badering og kiggede op på den ubarmhjertige sol, mens vandet klukkede beroligende omkring mig. Det var her, midt i klorvandet og lyden af tusindvis af glade kinesere, at jeg fik tid til at reflektere over rejsen. Vi har set det moderne Kina, vi har set det underjordiske marked, og nu har vi set den amerikanske drøm oversat til kinesisk teknofili.
Der er noget dannelse i at lade sig flyde med. Både i en Lazy River og i en kultur, man ikke helt forstår, men som man ikke kan lade være med at blive imponeret af. Vi har tre dage tilbage i Shanghai, før den 25 timer lange tur hjem til Århus venter på onsdag. Jeg planlægger at bruge en god portion af den tid på at finde ud af, om jeg kan nå en tur mere i Lazy River, før virkeligheden rammer.
Hvis jeg ikke skriver før vi lander, så ved I, at jeg stadig flyder rundt et sted derude og overvejer, om jeg skal skifte Anders And ud med en lyserød ræv. Men det sker nok ikke. Donaldismen stikker dybere end den kinesiske overflade.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
