Jeg ville vise drengene noget af det, jeg er allermest imponeret over at Kina har formået. Vi startede dagen på Xiaomi-fabrikken, og det var ikke for at kigge på nye telefoner. For fem år siden besluttede de sig for at bygge biler. For to år siden rullede den første elbil ud. De producerer nu over 40.000 biler om året, og fabrikken kører med 91 procent robotter. Mennesker er der kun til at tjekke for fejl eller hvis noget går helt galt.
Overalt suser selvkørende trucks rundt med dele, mens robotarme danser en synkroniseret ballet af præcision. Vi fik en tur i deres topmodel, der går fra 0 til 100 på 1,8 sekunder. Det føles ikke som en bil. Det føles som om, universet forsøger at trække dit ansigt om i nakken på dig. Malthe, der kæmper med et forstrakt ledbånd fra Nibe Festival, glemte alt om sit knæ, da accelerationen ramte. Det er svært at have ondt i benet, når dine indre organer lige har skiftet plads.
Frokosten stod på en lokal restaurant der havde et Michelin-mærke trykt på plakaten. Enten passede det eller også var det downloadet fra nettet. Hjemmelavede nudler, en sovs der kræver en våbentilladelse, og kød lagret i soya. Og så kom ko-maven. Skåret i fine strimler. Villum og Malthe kiggede på det, som var det en biologisk trussel, men de smagte. Nogle ting blev ved smagen den ene gang. Andre ting gled ned med en konstatering af, at Kina smager af mere, end man lige regner med.
Vi fortsatte til Zhongguancun, deres udstillingscenter for innovation. Her er de ved at flytte datacentre ud i rummet. Hvorfor bruge milliarder på strøm til køling på jorden, når der er pissekoldt og masser af solenergi i kredsløb? De fremviste også en ubemandet rumstation, hvor robotter passer forsøgene.
Det mest vanvittige var de humanoide robotter. For få måneder siden lignede deres hænder noget fra en dårlig science fiction-film. Nu tråder de en nål og opererer med skalpeller. Vi så chips til hjernen, der kan få en lammet mand til at styre en robotarm blot ved tanken, og medicin der nulstiller celler for at fjerne leversygdomme. Meget af det er allerede i testfase 3 på rigtige mennesker. Mens vi i Danmark diskuterer, om vi må bruge AI til at skrive en ansøgning, er de her i gang med at omprogrammere selve livet.
Senere besøgte vi 12345 Beijing Citizen Hotline. Forestil dig 1.700 medarbejdere, der tager imod 60.000 opkald om dagen. Alt lander på ét nummer. En løs sten i fortovet, en oversvømmelse, en skrigende kat eller et barn der er væk. Betalingssystemer, der driller, eller regler for din virksomhed. Ét nummer. De har endda tegnsprog over video til døve og AI-oversættelse til udlændinge på alle store sprog. Hjemme i Danmark skal vi stadig tjekke 98 forskellige kommunale hjemmesider, logge ind med MitID tre gange og vente i kø i 40 minutter for at få lov til at tale med en robot, der ikke forstår spørgsmålet. Her får de tingene fikset.
Aftenen sluttede med gode venner omkring et rundt bord. Kinesisk middag og Baijiu. Det er ren alkohol, der smager som en blanding af jetbenzin og mormors parfume. Men skål-kulturen er smuk. Man udbringer en skål ved at sige noget ægte om hinanden. Man kigger hinanden i øjnene og deler en tanke. Det er ikke bare “skål” og bund for at blive stiv. Selvom et par runder med Baijiu betyder, at man rammer puden ret hurtigt.
Dagens største mærkværdighed skete dog i en taxa. Vi var trætte og skiftede tøj på bagsædet, og i forvirringen glemte drengene mine Meta-briller. En taxa vi bare havde prejet på gaden. Ingen kvittering, intet navn. Men fordi man betaler alt med WeChat hernede, kunne jeg finde modtageren af mine penge i appen. Jeg skrev: “Du har vel ikke set nogle solbriller i bilen?”.
Han svarede straks. Han havde dem. Han satte turen i gang igen, kørte tilbage til hotellet og afleverede dem personligt. Jeg betalte ham for turen, og han smilede og kørte videre. Jeg siger ikke, at den slags ærlighed ikke kunne ske i København. Men jeg har oplevet det modsatte. Her handler det om ære, teknologi og en tillid til systemet, der virker langt mere moderne end vores analoge mistro.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
