Vi havde fundet en privatchauffør. Det lyder fornemt, men i Kina er det ofte den eneste vej til overlevelse, hvis man vil undgå at ende som en pakke i en tourbus med en guide, der råber noget kinesisk i en megafon. Målet var Den Kinesiske Mur. Ikke bare de små bidder, man kan se i udkanten af Beijing, men den rigtige, vilde del, der slanger sig over bjergryggene som en forstenet drage. Vi satte kursen mod Badaling.
Badaling er murens svar på Strøget en lørdag formiddag, bare med 37 graders varme og væsentligt flere trapper. Det tog to timer at køre derud, men det var det hele værd. Især fordi der er en kabelbane op til de højeste punkter. Når man rejser med Malthe, der har et forstrakt ledbånd fra Nibe Festival, er en kabelbane ikke bare en luksus. Det er en nødvendighed.
Der er noget dybt ironisk over at svæve i en lille metalkasse over et bygningsværk, der blev skabt for at holde folk ude. Ming-dynastiet brugte årtier på at stable sten i 1500-tallet for at sikre, at ingen kom ind uden tilladelse. I dag betaler vi gladeligt for at blive løftet direkte op i hjertet af fæstningen. Men vi var ikke de eneste. Cirka 2,8 millioner andre mennesker havde fået præcis samme lysende idé denne formiddag.
Muren var ikke en mur. Det var en menneskestrøm. Vi gik i konstant kø, som kvæg på vej til malkning, bare med bedre udsigt. Og så var der paraplyerne. I Kina er solen åbenbart en fjende, der skal bekæmpes med alle midler. Hver niende person bar en paraply for at skærme for de 37 grader. Det er sikkert godt for deres teint, men det er mindre godt for os, der rager lidt højere op i landskabet. For en dansker i normal størrelse betyder de tusindvis af paraplyer, at man konstant får en metalstiver i brystet eller maven.
Heldigvis er kinesere generelt bygget i en lidt mere kompakt model. Det betød, at vi kunne se hen over det ocean af farvestrålende polyester og rent faktisk nyde udsigten. Det gjorde det også lettere at spotte hinanden. Især Villum, der spurtede rundt fra tårn til tårn som en ADHDramt fisk i vandet, mens vi andre forsøgte at huske, hvordan man trækker vejret i den fugtige varme. Malthe kæmpede bravt. Han lod ankel være ankel og ignorerede den tiltagende hævelse. Han ville op på den mur, uanset hvad prisen var i Ipren og isposer senere.
Selve muren er et arkitektonisk mareridt for folk med gangbesvær. Nogle steder er det trapper med trin, der varierer fra fem til fyrre centimeter i højden. Andre steder er det bare en stejl stenbakke, hvor man må stole på friktionen i sine såler og en bøn til de højere magter. Selv som en ung mand på 55 år må jeg erkende, at mine hofter har fundet deres begrænsning. Det er et af verdens syv vidundere, bevares, men det er ikke bygget af folk, der havde ergonomi øverst på dagsordenen.
Badaling blev bygget i 1504 for at forsvare Beijing mod nordlige angreb. Det var Kinas ultimative svar på frygten for det fremmede. En fysisk barriere mod kaos. Men når man står der i dag, midt i menneskemylderet, slår det mig, hvor meget verden har ændret sig – og alligevel overhovedet ikke.
I 1500-tallet byggede man mure af sten og mørtel for at kontrollere strømmen af mennesker og varer. I dag bygger Kina ikke længere mure af sten. De bygger mure af data, AI og teknologi. De har skabt et system, hvor 1,4 milliarder mennesker er forbundet gennem WeChat, QR-koder og ansigtsgenkendelse. Det er en moderne mur, der er usynlig, men langt mere effektiv end de 12 kilometer sten i Badaling.
Ironien er til at tage og føle på. Mens Kina har indset, at fremtiden handler om at bygge broer af teknologi og infrastruktur – robotter, højhastighedstog og avancerede kontrolsystemer – virker det som om, vi i Vesten er begyndt at bygge de mure, kineserne har forladt. EU kæmper stadig med deres “Chat Control”, som i virkeligheden bare er en digital udgave af en kinesisk mur. En mur mod privatlivet, en mur af overvågning, bygget på den samme frygt for det ukendte, som fik Ming-kejserne til at stable sten i bjergene. Vi bygger toldmure, datamure og bureaukratiske barrierer, mens Kina ruller deres tech-infrastruktur ud over hele verden. De har lært lektien: Man vinder ikke ved at lukke sig inde, men ved at eje de forbindelser, der binder verden sammen.
Det lærte vi også på parkeringspladsen. Da vi skulle finde vores chauffør igen, endte vi i et logistisk kaos af shuttlebusser, taxaer og tourbusser. Vi stod af det forkerte sted – eller “det falske sted”, som Morten og Peter kaldte det. Jeg forsøgte at kommunikere med vores chauffør via Gemini AI. Jeg sendte ham lange rækker af kinesiske tegn, som jeg håbede var en præcis rutebeskrivelse. Med al respekt for AI, så anede jeg ikke, om jeg sendte ham vores lokation eller en opskrift på lasagne.
Chaufføren var dog helt opdateret af Gemini og sendte en besked tilbage om at dele lokation på WeChat. WeChat er det kinesiske multitool, der kan alt. Det er dit kreditkort, dit pas, din telefon og din billet. Det er limen i det kinesiske samfund. To sekunder efter jeg havde delt prikken på kortet, fandt vi ham. Eller rettere, han fandt os, før vi overhovedet vidste, hvor vi selv var.
Tilbage på hotellet blev Malthe lagt på is. Bogstaveligt talt. Hans ankel havde fået mere end rigeligt, og aftenens store planer blev skiftet ud med en mere jordnær udgave. Vi trængte til mad, energi og en pause fra historiens vingesus.
Vi tog til Huaxi LIVE Wukesong. Det er et område bygget op omkring den store arena fra OL i 2008, og det er det stik modsatte af Den Kinesiske Mur. Det er neon, det er larm, og det er utroligt levende. I modsætning til resten af Beijing, hvor man ofte spiser bag lukkede døre i store centre, foregår alt her under åben himmel. Det myldrer med mennesker, live-musik og arkadehaller med virtual reality.
Her finder man de famøse “blind-box”-maskiner, som de kinesiske teenagere er besat af. Man køber en kasse og aner ikke, hvad der er indeni, før man åbner den. Det minder lidt om EU’s lovgivningsproces, bortset fra at indholdet i en blind-box normalt er sødere end en ny toldforordning. Vi fandt et sted med spareribs glaseret i honning og chili. Det var den perfekte afslutning på en dag, der startede med 500 år gamle sten og sluttede med neonbelyste robotter.
Kina har bygget deres mur færdig. Nu bygger de alt det andet. Vi i Vesten er stadig i gang med at finde ud af, hvor mange sten vi skal bruge for at holde fremtiden ude.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
