Vækkeuret ringede klokken otte. Det var mest af alt en høflig forespørgsel, som vi alle tre kollektivt valgte at ignorere. Gårsdagens march på den kinesiske mur og det efterfølgende neon-orgie af spareribs havde suget alt liv ud af os. Da vi endelig fik øjnene op, var morgenmaden reduceret til den sidste tørre toast, og jeg havde ekstremt travlt. Jeg skulle til Peking University for at tale med en professor i internationale studier.
Peking University er ikke bare et universitet. Det er en by i byen. Grundlagt i 1898 som det Kejserlige Universitet og i dag hjemsted for 35.000 studerende. Det rangerer konsekvent blandt de bedste i verden, og det kan mærkes. Professoren hentede mig ved den nord-sydlige port i bil, og herfra fløj tiden. Vi skulle have talt i en time, men det endte med tre.
Vi talte om mure. Ikke dem af sten som i går, men dem vi bygger inde i hovedet lige nu. Min tese er klar: Vi har bevæget os fra globaliseringens guldalder til en tid med markant deglobalisering. Vi bygger mure som aldrig før. Nationalismen vokser, og det er ikke kun på den yderste højrefløj. Venstrefløjens beskyttelseskultur ender i præcis samme isolation.
Kina fik alt ud af globaliseringen, da de var den isolerede plet på kortet, ingen ville lege med. Nu begynder de – præcis som EU – på en egenrådig isolationspolitik. Mest fordi de ikke gider vente på nogle, der hele tiden er bagud. Vi leger i EU, at medlemslandene er ens, men sandheden er, at vi er så forskellige, at det fælles fundament smuldrer, når alle tænker på sig selv først. Samarbejde kræver tillid, og lige nu har ingen tillid til de andre i lokalet. Hverken i Bruxelles eller Beijing.
Da jeg forlod universitetsbyen klokken 14, var planen Den Forbudte By og Den Himmelske Fredsplads. Vi havde endda billetter. Men en tyfon var på vej, og himlen åbnede sig i et regnvejr, der fik en dansk skybrud til at ligne en forstøverflaske fra Billig Blomst. Kombineret med Malthes ankel, der nu lignede en mellemstor tempelklokke, måtte vi lægge kursen om.
Vi lånte en kørestol på hotellet. Meget modvilligt lod Malthe sig skubbe rundt i Beijings gader, mens vi blev gennemblødte. Vi endte på et lokalt marked, hvor man kan købe alt fra tørrede søheste til gadgets, man ikke anede eksisterede.
Jeg havde mine Meta Ray-Ban solbriller med. Jeg har længe drømt om at få glas i med glidende overgang, så jeg rent faktisk kan se noget, når solen skinner. På tredje sal fandt jeg en optiker. En synstest senere – der var præcis 1:1 med den, jeg fik lavet hjemme i Danmark – afleverede jeg brillerne. Prisen? 400 kroner for begge glas inklusiv isætning. De blev leveret på hotellet tre timer senere. Hjemme i Danmark tager det en uge og koster en mindre herregård.
Aftensmaden blev indtaget på Haidilao. Det er en hotpot-kæde, der har ophøjet service til en kontaktsport. Gemini – min nye bedste AI-ven – fandt den helt rigtige afdeling midt i myldretiden. Her er der nudel-mestre, der danser med dejen, og gratis snacks, mens man venter. Det er totalt teater, men det virker.
Dagen sluttede med en mindre redningsaktion. Malthes ankel krævede is. Jeg endte i en kælder med et apotek, der kun var et engros logistikcenter for kinesiske “Wolt”-bude. Midt mellem knallerter og styrthjelme stod jeg og lignede det, jeg var: En mand, der ikke fattede en brik af det app-system, de brugte. Jeg opgav, sendte Villum ned i receptionen med en række AI-producerede kinesiske tegn på telefonen, og to minutter efter kom de op med isterninger i håndklæder.
Nogle gange skal man bare lade teknologien ligge og bede om hjælp på den gammeldags måde. I morgen pakker vi. XI’an og hurtigtoget venter.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
