Man ved, man er på en seriøs dannelsesrejse, når morgenmaden består af det sidste stykke toast fra en plastikpose, mens man desperat forsøger at få en 18-årig med en hævet ankel og en 13-årig med krudt i bagi ind i en taxa. Vi sagde farvel til Wanshou-hotellet i Beijing og satte kurs mod Beijing West Railway Station.
Hvis man tror, Hovedbanegården i København er en banegård, skal man besøge Beijing West. Det er ikke en station. Det er en bystat forklædt som et knudepunkt. Her kører 1.200 tog dagligt, og hundredtusindvis af mennesker bevæger sig rundt med en effektivitet, der ville få en dansk logistikchef til at bryde grædende sammen af misundelse. Vi købte nogle chips med mærkelig smag og noget kold kaffe, som vi balancerede med ind i det hvide højhastighedstog.
Toget satte i gang. Eller rettere, landskabet udenfor begyndte at flytte sig. Man mærker det ikke. I Danmark er man vant til, at en togtur med DSB er en rystende oplevelse, hvor man konstant sidder og overvejer, om man når frem, eller om et nedfaldet blad på skinnerne sender hele køreplanen i knæ. Her stod min kop kaffe på det lille bord. Der var ikke en krusning i overfladen. Ikke én. Samtidig viste displayet i enden af vognen 350 kilometer i timen.
Vi tilbagelagde 1.216 kilometer på under fem timer. Det er som at køre fra København til Paris på en formiddag, mens man sidder i en lænestol og kigger på en madvogn betjent af levende mennesker, der rent faktisk vil dig det godt.
Jeg brugte turen på at tænke. Det er svært at lade være, når man ser Kina suse forbi udenfor vinduet. Vi har set Xiaomi-fabrikken producere en bil på 76 sekunder med robotter, der aldrig beder om lønforhøjelse eller holder kaffepause. Vi har set humanoider i Zhongguancun tråde nåle med kirurgisk præcision. Vi har hørt om 12345-hotlinen, hvor 1.700 mennesker tager telefonen for at fikse alt fra en løs flise til et savnet barn.
Kina er ikke et land, der venter på fremtiden. De bygger den. Hver eneste dag. Imens sidder vi i Europa og bruger fire år på at diskutere, om vi må sende en SMS, uden at en kommissær i Bruxelles får ondt i maven over databeskyttelse. Vi administrerer fortiden, mens de konstruerer fremtiden. Det er en brutal erkendelse at sidde med midt i en lydløs togvogn.
Men det største indtryk er børnene. At se verden gennem Villums øjne, da han spurtede mellem tårnene på muren i går, eller se Malthe kæmpe sig op ad de stejleste trapper med en ankel, der burde have ligget i is. Det er dannelse, man ikke kan læse sig til i en bog. Man skal mærke afstanden, mærke hastigheden og mærke, hvordan et samfund ser ud, når det ikke er bange for sine egne ambitioner.
Vi ankom til Xi’an præcis 13 sekunder før tid. Xi’an er porten til Silkevejen og hjemsted for over 3.000 års historie. Her ender muren ikke, men her startede forbindelsen til resten af verden. Byen er, hvis muligt, endnu grønnere end Beijing. Millioner af træer langs boulevarderne og en luft, der føles som om, nogen har støvsuget den.
Vi bor midt i centrum ved Bell Tower. Et tårn fra Ming-dynastiet, der står som en gigantisk påmindelse om, at Kina altid har vidst, hvordan man bygger til evigheden. Vi sluttede dagen på Chang’an Da Pai Dang. Det er en restaurant, der ligner et marked fra Tang-dynastiet med røde lanterner og personale i kostumer. Vi fik pensel-formede kiks dyppet i blåbær-blæk mens vi så skyggespil.
I morgen venter et hårdt kulturelt program. Vi skal se den hær, der aldrig sover. Men i aften er det nok bare at vide, at vi er her. Og at kaffen blev i koppen hele vejen.
Rejsen handler ikke om at nå frem. Den handler om at forstå, hvorfor de andre løber hurtigere end os.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
