Xi’an er ikke bare en by. Det er en tidsmaskine med 3.100 års historisk støv på bagsædet og en bymur, der får Københavns volde til at ligne en sandkasse i en forsømt daginstitution. Vi kørte ind i denne tidligere hovedstad for 13 dynastier i dag, og det første, der rammer én, er ikke historien, men farven. Byen er så grøn, at den får både Beijing og Shanghai til at ligne asfalt-ørkener. Her er træer overalt, og det er som om, Silkevejen, der startede lige her, stadig summer i luften mellem de moderne skyskrabere og de antikke trommetårne.
Vi startede dagen med at kaste os ud i en Didi – Kinas svar på Uber, bare mere effektivt og uden den der akavede samtale om vejret – og satte kurs mod terrakottahæren. Malthes ankel ligner stadig noget, der er blevet kørt over af en kampvogn, men han humper tappert afsted. Villum kigger på de enorme mængder af mennesker og konstaterer tørt, at kineserne åbenbart aldrig har hørt om personlig sfære. Det har de heller ikke. Til gengæld har de forstand på logistik.

Historien om terrakottahæren er i virkeligheden fortællingen om verdens første tech-milliardær med mindreværdskomplekser. I 1974 gravede en bonde efter en brønd og fandt i stedet 8.000 soldater i brændt ler. Kejser Qin Shi Huang ville ikke bare herfra med et pænt eftermæle. Han ville have en hel hær med i dødsriget for at beskytte sig. Hver eneste soldat har sit eget unikke ansigt, sin egen frisure og sit eget udtryk. Det er masseproduktion med sjæl. En hær bygget til at stå vagt i mørket i 2.200 år.
Når man står der og kigger ned i Pit 1, kan man ikke lade være med at tænke på vores egen tids rige onkler. Nutidens tech-giganter bygger bunkers i New Zealand og rumskibe til Mars for at undslippe undergangen. Kejseren byggede bare i ler. Forskellen er minimal. I dag bygger vi digitale hære af algoritmer til at passe på vores data og vores egoer, mens kejseren brugte 700.000 tvangsarbejdere på at lave en offline-løsning i naturlig størrelse. Det er fascinerende, at vi stadig er lige så bange for at være alene i mørket, som vi var for to årtusinder siden. Vi har bare byttet spyd ud med kildekode.

Efter at have set os mætte i lerfigurer, tog vi til Huaqing-paladset. Det ligger ved foden af Lishan-bjerget og har været de kinesiske kejseres foretrukne spa-ophold i 3.000 år. Her byggede Tang-kejseren Xuanzong et luksuriøst badeanlæg til sin elskede konkubine, Yang Guifei. Det er romantik, magt og forfald serveret med lunt kildevand. De fem kejserlige badebassiner står der endnu som tavse vidner om en kærlighedshistorie, der endte i tragedie og oprør. Det er her, man forstår, at magt altid har haft brug for en smule wellness for ikke at kamme helt over.

Dagen kulminerede klokken 21.30, da mørket havde lagt sig over Nine-Dragon Lake. Forestillingen “Song of Everlasting Sorrow” er ikke bare et show. Det er historisk vanvid på steroider. Forestil dig 300 professionelle dansere, en scene der flyder på vandet, og et helt bjerg som bagtæppe, der bliver lyst op af lasere og ild. Det er som at se et af mine egne foredrag, hvis jeg bare havde et budget på en milliard og et par hundrede statister i silkekjoler.
Showet fortæller historien om kejseren og Yang Guifei, og det geniale er, at det foregår præcis der, hvor begivenhederne fandt sted. Det er historie, der spiller sig selv. Vandsøjler skyder op, heste galoperer over scenen, og bjergsiden transformeres til en stjernehimmel. Det er så stort, at man glemmer at trække vejret. Og midt i alt det teknologiske lir og de smukke dragter, er pointen den samme som ved terrakottakrigerne: Mennesket vil så gerne huskes, at vi er villige til at flytte bjerge for en fortælling.

Vi var hjemme ved midnat, trætte i benene og fyldt op i hovedet. Xi’an er en påmindelse om, at vi ikke er så moderne, som vi går og tror. Vi bygger stadig hære for at beskytte vores frygt, og vi bygger stadig monumenter for vores kærlighed. Vi har bare erstattet leret med bits og bytes. Historien gentager sig altid. Vi har bare fået bedre special effects undervejs.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






