Hvis man vil forstå, hvorfor Europa i øjeblikket opfører sig som en fornærmet teenager, der har tabt i Ludo og nu vil ændre reglerne midt i spillet, skal man tage til Xi’an. Vi startede dagen på Shaanxi History Museum, og det er ikke bare et museum. Det er en magtdemonstration i sten, guld og jade, der får de fleste europæiske nationalmuseer til at ligne en samling glemte sager fra en lokal genbrugsstation. Her står man over for 370.000 genstande, der fortæller historien om en civilisation, der kørte i overhalingsbanen, mens vi i Europa stadig diskuterede, om hjulet var en god idé. Der er 18 nationale skatte her, som er så dyrebare, at ni af dem har udrejseforbud. De må simpelthen ikke forlade Kina. Det er statslig kærlighed med indrejsepligt.
Jeg stod og kiggede på et oksehorn-agat-bæger fra Tang-dynastiet med guldindlæg. Det er så fint forarbejdet, at det virker næsten umuligt, at det er lavet for over tusind år siden. Og så var der den forgyldte sølvkande med en dansende hest, der holder et bæger i munden. Kejser Xuanzong elskede de heste, og de lærte faktisk at danse til musik. Det er den slags detaljer, der gør, at man føler sig en smule lille. Mens vi i det høje nord var stolte af at have fundet ud af, hvordan man bygger et langskib og stjæler naboens sølv, sad de her og drak af agathorn og så på heste, der kunne taktfast vals. Der er en direkte linje fra disse handelsruter til vores egne vikinger. Vi har fundet glasperler og silke i danske vikingegrave, der stammer herfra. Xi’an var begyndelsen på alt det, vi i dag kalder globalisering. Det startede ikke med en containerhavn i Rotterdam; det startede med en kamel på Silkevejen, der bar på en trefarvet glaseret musiker-trup.
Frokosten indtog vi på Mingyanglou med en lokal NGO, og her fik jeg en lektion i, hvorfor Kina ikke bare er historie, men fremtidens maskinrum. Shaanxi-provinsen sidder på 164 milliarder tons kul, en milliard tønder olie og så meget litium, at det næsten kan drive hele verdens fjernbetjeninger i de næste hundrede år. Det er vuggen for den kinesiske civilisation, men det er også her, man graver fundamentet til det næste århundrede. Vi talte om de floder, der gør landbruget her så stærkt, at man aldrig løber tør for hverken mad eller energi. Det er en provins, der har det hele, og de ved det.
Efter maden besøgte vi BYD’s udstillingshal. Det er her, det for alvor bliver interessant for en europæer. BYD står for Build Your Dreams, men for de europæiske bilproducenter ligner det nok mere et Build Your Nightmares-scenarie. Vi så en bil, der kan køre direkte ud i vandet og sejle i 40 minutter. Ikke som et billigt James Bond-trick, men som en reel teknologisk bedrift. De har batterier, der kan oplade fra 10 til 98 procent på ni minutter. Det er kortere tid, end det tager mig at finde en parkeringsplads i Aarhus. Og med 800 kilometer på en opladning er rækkeviddeangst officielt en historisk lidelse på linje med skørbug og pest. Deres nye mål er, at opladning til 100% skal tage samme tid, som det ville tage at fylde benzin på bilen.
Det mest absurde er dog den modtagelse, disse biler får i Europa. Vi taler om fri handel og det grønne skifte, men så snart kineserne rent faktisk leverer den teknologi, vi har brug for, så ruller vi toldmurene ud.
Det ligner diskrimination i sin reneste form.
Vi straffer dem for at være hurtigere, bedre og billigere. Det er som at give Usain Bolt en rygsæk med mursten på, fordi de andre løbere ikke har trænet nok. Vi burde byde innovationen velkommen i stedet for at gemme os bag protektionisme. Gå nu ud og besøg Kina. Se det med egne øjne, før du dømmer det ud fra en overskrift i en avis. Fordommene dør hurtigt, når man ser virkeligheden. Og de mange ting vi er uenige om, og som man med rette bør kritisere Kina for, kan man faktisk nemt tale frit om med dem. Jeg roser aldrig uden en stikpille når jeg spiser på de bonede kinesiske gulve. Bliver vi bare væk, forbliver kritikken stum.
Dagen sluttede ved Bell Tower og Luomashi Pedestrian Street. Det var her, det blev rigtig mærkeligt. Forestil dig mindst 300 piger klædt i traditionelle Hanfu-dragter, komplet med professionelle sminkører, fotografer og forældre, der dirigerer dem rundt som små filmstjerner. De står der alle sammen for at få det perfekte billede til de sociale medier. Det er en hel industri af nostalgi midt i en højteknologisk storby. Flere af dem ville have selfies med mig og drengene, og man føler sig pludselig som en del af det kinesiske internet-økosystem. Det er en mærkværdig blanding af 2.000 års historie og 2 sekunders opmærksomhed på en skærm.
Vi tog en tuk-tuk hjem, styret af en lille sej, ældre dame, der navigerede gennem Xi’ans kaotiske trafik med en selvtillid, som kun 40 års erfaring kan give. Nu ligger vi her, mætte af både indvolde fra en and og indtryk fra en anden verden. I morgen kalder Shanghai.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
