Klimadebatten har på få uger skiftet karakter fra noget, man kunne tale om med alvor, til noget, man næsten skal bekende sig til. Greta Thunberg fylder aviser, skoler og samvittigheder, og herhjemme er selv kødsovsen blevet ideologisk kampzone. Spørgsmålet er ikke bare, hvordan vi redder klimaet. Spørgsmålet er også, om vi kan gøre det uden at tabe besindelsen undervejs.
Da fremtiden meldte sig ud af klasselokalet
Der er noget både opløftende og dybt foruroligende over det, der foregår lige nu. Luften er kold, men debatten er så hed, at man snart kan stege frikadeller på den. Greta Thunberg står med sit papskilt og har på rekordtid formået det, som tusind rapporter og ti tusind paneldebatter ikke har kunnet: Hun har fået voksne mennesker til at føle sig afsløret. Ikke som uoplyste, men som handlingslammede.
Derfor er det heller ikke mærkeligt, at unge mennesker begynder at strejke og gå på gaden. Tværtimod. Det mærkelige er, at så mange voksne reagerer, som om problemet først opstår, når en elev forlader matematiklokalet. Som om dannelse kun findes i skemaet og aldrig i samvittigheden. Der bliver rømmet i ministerkontorer og lærerværelser. Der bliver talt om fravær og ansvar og pligt. Men hvad er det egentlig, vi prøver at lære de unge? At de skal forstå verden, men ikke reagere på den?
Hvis man hele sin skoletid får fortalt, at klimaforandringerne er alvorlige, at tiden er knap, og at mennesket selv har sat skuden på grund, så er det da ikke udtryk for dårlig dannelse at handle. Det er tværtimod et tegn på, at undervisningen har virket. Problemet er bare, at vi voksne har svært ved at håndtere den slags spejle. Vi foretrækker børn, der lærer det rigtige, men ikke gør noget besværligt ved det.
Alligevel er der en fare i den stemning, som nu breder sig. For i det øjeblik klimadebatten bliver en kamp mellem de frelste og de fortabte, mister den sin menneskelighed. Så holder vi op med at lytte og begynder at måle hinandens renhed. Dannelsen får feber, når samtalen afløses af moralsk temperaturmåling. Og så er der pludselig ikke langt fra bekymring til bedrevidenhed.
Kampen om den hellige kødsovs
Som kun Danmark kan præstere det, er en global klimakrise nu landet i gryden derhjemme. Kødsovsen er blevet politisk. Kantiner diskuteres, middagsborde bliver små tribunalener, og hakket oksekød er forvandlet til en slags folkeafstemning om karakterstyrke. Det er næsten imponerende, at vi kan tage noget så stort og få det presset ned i noget så småt.
Misforstå mig ikke. Selvfølgelig betyder vores vaner noget. Selvfølgelig er kost, transport og forbrug en del af regnestykket. Men det er præcis her, debatten risikerer at blive fattig på ånd. For når hele den grønne omstilling reduceres til at kigge ned i naboens indkøbspose, så forsvinder både proportioner og respekt. Så bliver klimapolitik til privat inkvisition, og det er sjældent begyndelsen på noget oplyst.
Der er også noget socialt tonedøvt over den måde, vi taler om det på. For det er altid nemt at være ren, hvis man har råd. Det er nemt at tale om økologiske principper og nye madvaner, hvis man bor i et miljø, hvor den slags også er en markør for overskud. Men et samfund bliver ikke grønnere af, at den ene halvdel skammer den anden ud. Hvis landmanden, lastbilchaufføren eller børnefamilien i provinsen oplever, at klimadebatten i virkeligheden bare er en kulturel hån forklædt som fremskridt, så taber vi dem. Og så taber vi mere end debatten. Så taber vi folkestykket i folkestyret.
Jeg har det grundlæggende skeptisk med enhver bevægelse, der bliver så sikker på sin egen godhed, at den mister nysgerrigheden efter andre menneskers liv. Hvis vi vil flytte noget, må vi kunne tale med dem, der ikke ligner os, spiser som os eller stemmer som os. Ellers får vi måske ren samvittighed, men ikke reel forandring.
Regnearkets diktatur over ånden
Det er, som om hele vor tid lider af den vrangforestilling, at alt først bliver sandt, når det kan stå i et regneark. Klimaet er blevet tal, modeller, kurver og fremskrivninger. Alt det er vigtigt, naturligvis. Men hvis den grønne omstilling kun kan tales på teknokratisk, så mister den sin folkelige bærekraft, før den overhovedet kommer ud af powerpointen.
For hvor er mennesket henne i alt dette? Hvor er samtalen om vaner, identitet, frygt, afmagt og håb? Hvor er den dannelse, som ikke handler om at kunne gengive en rapport, men om at leve ansvarligt sammen med andre mennesker i en forandret tid? Grundtvig talte om det levende ord. Det kunne man godt savne lidt midt i al denne klimapædagogik med løftet pegefinger og sænket tolerance.
Dannelse er ikke bare viden. Dannelse er karakter, mådehold og evnen til at være i uenighed uden at afskaffe modpartens menneskelighed. Det er netop nu, vi har brug for den. Vi har brug for en klimadebat, hvor man både kan tage videnskaben alvorligt og mennesket med. Hvor man kan være bekymret uden at blive fanatisk. Hvor man kan sige, at noget må ændres, uden samtidig at gøre hele hverdagslivet til en skammekrog.
De unge på gader og pladser bærer på en uro, som er virkelig. Den skal ikke latterliggøres, og den skal bestemt ikke parkeres med et skuldertræk om, at de bare burde være gået til tysk. Men den voksne verdens opgave er heller ikke at gøre angsten til politisk drivmiddel i sig selv. Den voksne verdens opgave er at omsætte energi til retning, vrede til samtale og alarm til ansvar. Det er præcis den øvelse, vi ser alt for lidt af lige nu.
En opfordring til at finde besindelsen
Det er let at forstå, hvorfor temperaturen stiger i mere end én forstand. Kurverne er dystre, tempoet er højt, og alle vil pludselig mene noget om alt fra flyrejser til fredagsmenuer. Men panik er stadig en dårlig rådgiver. Panik lukker. Dannelse åbner. Panik peger fingre. Dannelse rækker hænder ud.
Derfor har vi brug for mere besindelse og mindre signalpolitik. Vi skal kunne diskutere landbrug, transport, energi og forbrug uden straks at ende i moralsk borgerkrig. Vi skal kunne høre på den unge klimaaktivist uden at kalde hende hysterisk, og vi skal kunne høre på den bekymrede landmand uden at udnævne ham til skurk. Hvis ikke klimakampen også rummer plads til mennesker, der er i tvivl, trætte eller bange for at miste deres livsgrundlag, så bliver den aldrig folkelig. Og uden folkelighed ingen holdbar forandring.
Det er ikke nok at have ret. Man skal også kunne få ret sammen med andre. Det er måske den mest oversete disciplin i moderne politik. Vi kan ikke skælde os til en grønnere fremtid. Vi kan ikke håne os til et mere bæredygtigt samfund. Og vi kan slet ikke bygge et ordentligt fællesskab på foragt for dem, der endnu ikke taler samme klimasprog som os.
Så ja, lad os tage klimaet dybt alvorligt. Lad os lytte til de unge, også når de er ubekvemme. Lad os ændre vaner, systemer og prioriteringer. Men lad os for himlens skyld gøre det med et minimum af menneskelig anstændighed. For hvis vi mister evnen til at tale sammen i øjenhøjde, så har vi ikke bare et klimaproblem. Så har vi et dannelsesproblem.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
