KLOKKERENT PLETSKUD

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

klokkeren from Mediehuset Ørenlyd on Vimeo.

⭐️⭐️⭐️
6-stjernet verdensklasse på Fredericia Teater.

Enhver artikel eller anmeldelse kommer sikkert til at handle om led-skærme, effekter og opsætningens storhed. Lad mig derfor starte med at skrælle alt ned til musicalens skuespillere og musikere og påstå, at de alene havde været nok til stjernerne. Det er et velspillende ensemble der er på spil i Fredericia. De er ikke teaterfolk, der har fået til opdrag at synge indimellem – de er musical med hud og hår. Derfor lykkes det IGEN for Fredericia at løfte dansk musical til et hidtil uset niveau. De er dedikerede til genren og de sætter ikke deres lys under en skæppe. Hvad skulle lyset også der.

Musikken er fantastisk. De store korværker får hårene til at rejse sig og ofte tårer til at trille – og i teateret kommer alt tættere på. Vi mærker kampene om kærlighed, liv og død – uanset hvilken række vi trak billet til.

Disneys udgave af Victor Hugo har altid for mig været en smule plastic-agtig. Musikken er storslået og værket i topklasse, men for mig har der altid været en smule for lidt af den gamle roman. De store følelser, den filosofiske undertone af kampen mellem de tremmer, man bygger i sit eget indre og den frihed man kunne vælge ved at træde frie skridt er nærmest forsvundet. Klokkerens smukke samtaler med sine stenede venner er skrevet om til en farce, hvor statuerne får til opgave at imødekomme børnenes krav om billige grin i en tegnefilm.

Søren Møller sagde for et par uger siden til [et cetera] magazine: “Vi laver vores udgave af deres udgave”. Det han mener er selvfølgelig ikke en helt ny musical, da det stadig er Disneys mesterværk – men Fredericia Teater er ikke bare et copy-paste teater. De tager fat i det originale, tilføjer det geniale – og i samspil med Disney har vi nu en ny udgave af deres værk. Og gudskelov for det!
I Fredericia ER det den alvorlige klokker vi får at se. Det bliver det ikke mindre underholdende af, men nu er filosofien retur – og romanen dukker igen frem.

Og hvilken opsætning. Der er skærme overalt – bygget ud over publikum i en trækonstruktion der minder om et kirkeloft. Skærmene kan vise Paris i solopgang med duer der flyver, røg fra skorstene og vinduer der åbner og lukker. Sekundet efter skifter scenen til et parisisk fattigdomskvarter eller det kæmpe kirkerum i Notre Dame med det ikoniske runde mosaik-vindue. Vi er med hele vejen. Skærmene giver realismen et hop opad – og skaber stemninger, som man ikke ville kunne frembringe på anden vis. Ligesom ved tidligere musicals i Fredericia – senest shu-bi-dua – har teatret vist hvad ny teknik kan gøre for et teater. Denne gang overgår de sig selv med nye skærme.

Læs også:  HEJ MIN SKAT. JEG VIL SKILLES!

MEN skærmene får aldrig en hovedrolle. Det må være fristende at give den max gas med effekter og bevægelse – men den fælde falder Fredericia ikke i. De bruger skærmene nænsomt og dygtigt, så den bliver en naturlig del og aldrig tager opmærksomheden fra det virkelige teaterspil mellem menneskerne på scenen. Vi oplever så sandelig hvad de kan, de skærme og den teknik – men sekundet efter benyttes en dyr kæmpe skærm til at vise noget så enkelt som en lille brændere fakkel.

Fredericia Teater er aldrig et overdynget juletræ, selvom der er pynt nok i kassen. De drysser nænsomt og erfarent magi på rette sted.

Lars Mølsted spiller klokkeren Quasimodo. Gudskelov uden en fordummende maske eller makeup, der skulle lave en illusion. Den laver han selv. Han bliver klokker med en pude på ryggen, en foroverbøjet gang og lidt stammen. Fristelsen for at skabe en maske må have været stor – men at der netop ikke er grebet i de billige tricks, gør oplevelsen større. Sandheden og pointen er jo, at klokkeren er helt som os andre. Han er dig og mig. Han ligner os bare ikke, når man ser i et spejl. Han er fanget der på loftet, fastholdt i en uvirkelig fortælling om, hvor forfærdeligt farligt der er alle andre steder. Manipuleret direkte i et åbent fængsel, hvor døre og vinduer kun er låst af dit eget sind. Eller af det, de andre siger om dig. Og til dig.

Klokkerens fangevogter er præsten Claude Frollo ved Notre Dame, der er fanget i sit eget fængsel – troen på kristendommens snævre rammer og kirkens regler – som faderen strengt gjorde han klart skulle følges. Han opfostrer Quasimodo der på loftet. Vanskabningen, der skal holdes bort fra almindeligheden. Frollos eget fængsel er troen – og da kærligheden udfordrer troen, tvivler han. Hele den forkvaklede kamp mellem ondskab og den fineste betagelse af det forbudte, spiller Mads M. Nielsen så ufatteligt overbevisende, at man både hader og elsker ham på samme tid. Man ser som aldrig før, i Mads M. Nielsens udgave, at den gamle figur fra Victor Hugos roman ikke er ond, men blot er fanget. Han er forbandet skarp i rollen.

Læs også:  BILFERIE DEL 2: HVAD LAVER DEN NØGNE DAME I VINDUET, FAR?

Esmarelda, som er hele historiens sexede, forførende omdrejningspunkt, er også i udgaven på Fredericia helt igennem elskværdig. Hun er som klokkeren og præsten også forfulgt – men ikke af egne tanker og manipulation, men derimod en medfødt udelukkelse af det gode selskab. Hadet til hende skyldes alene hendes nationalitet. Hun er udstødt – forhadt af etablissementet. Vanessa Rodríguez Ibarra fylder hele rummet med smuk sang, smuk stemme med kærlig accent og et forførende blik i en sensuel sigøjnerdans. Jeg vil, uden at have spurgt alle, påstå at samtlige premieregæster havde samme fascination af hendes udstråling som historiens hovedpersoner havde.

Hele teatersalen er fuld af fantastiske musicaltalenter. Christian Lund er en overbevisende soldat, der også er udstødt fordi han har et hjerte. Diluckshan Jeyaratnam er en helt utrolig sigøjnerkonge af Paris. Sikken stemme! Selv den mest anonyme kutteklædte tilhører passer ind i forestillingen, som havde de aldrig lavet andet. Og det har de måske netop ikke…

Fredericia teater er musicalens danske mekka. Her kan man fordybe sig i den scenekunst, som den mest højrøvede kulturelite rynker på næsen af – men som publikum fladt må lægge sig ned for i næsegrus beundring. Billetter rives væk – mens de højrøvede skuer ud over en del tomme sæder. Sandheden er jo, at ingen af de mange genrer er mere fin end den anden. Der er behov for alle mulige og umulige genrer indenfor kunst – og trods snob holder Fredericia fast i netop det. Kunsten. Fordybelsen.

De går målrettet efter at skabe de helt store oplevelser – og sidder på tronen. Tårnhøjt oppe og alene på posten. Klokkeren cementerer den status.

Nok er Fredericia et provins-teater. Men når det kommer til musicals, er alle andre end Fredericia den rene provins. Fredericia er det nye West End. Ganske enkelt. [Et cetera] magazine giver 6 fortjente stjerner til klokkeren fra Notre Dame.

/Jeppe Søe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.